Bries Blog-O-Rama 1 år: Med Lara Croft i Tivoli

I sidste uge, 27. marts 2011, rundede Bries Blog-O-Rama sin 1-års dag. Et kig på besøgstallene fra det første år røber, at nogle af bloggens mest populære indlæg har været:

• Smugkigget på Den Store Troldspejlsbog
• Dumme fejl i "Dødens Gab 4"
• "Kick-Ass"-temaet om Real Life Superheroes
• Mit eksklusive interview med Troldspejlsbaben Anna Sofie Gjerluf Lund
• Halløj på titelkontoret – om fjollede danske filmtitler

Lige under top 5 finder jeg, til min egen overraskelse, mit interview med den ellers temmelig ukendte instruktør Simon West. Han stod bag den første "Tomb Raider"-film, som ikke just var noget at prale af. Så mon ikke det er Lara Croft, her i Angelina Jolies skikkelse, som har lokket brugerne til?

I så fald diverterer Bries Blog-O-Rama skyndsomst med endnu mere "Tomb Raider" som en lille fødselsdagsgave til alle jer derude. Nemlig den sande historie om dengang, jeg mødte Lara Croft i Tivoli og tog hende med op i rutsjebanen ...

God læselyst og tusind tak for jeres støtte – jeg håber, I alle vil anbefale Bries Blog-O-Rama til jeres filmglade venner, så bloggen kan fejre to års fødselsdag på samme tid i 2012!

INTERVIEW MED TOMB RAIDER-MODELLEN KARIMA ADEBIBE:
Med Lara Croft i Tivoli
Brian Iskov i TJECK Magazine #177, august 2006

– Vildt!! Skal du møde Angelina Jolie i Tivoli?!
– Nej, hun hedder vist Karina et-eller-andet.
– Er det så hende, som skal spille med i den næste ”Tomb Raider”-film?
– Nah, jeg tror, hun har stået model til Lara i det nye spil. Eller sådan noget. Hun ser i hvert fald anderledes ud på plakaterne, end hun plejer ...

TJECKs reporter får masser af misundelige forespørgsler, da han fortæller, at mandagen er sat af til en tur i forlystelseshaven med selveste Lara Croft. Men hvordan fa’en er det lige, Karima Adebibe passer ind i billedet?
Det nemmeste er vel at spørge hende ligeud.

– Jeg er modellen for det syvende spil i rækken, ”Tomb Raider: Legend”. Eidos Interactive, som har skabt ”Tomb Raider”, har altid haft en model, som lignede Lara Croft, til at promovere de forskellige spil i serien. Det særlige ved mig er, at Eidos vil prøve at forme mig til at blive Lara Croft. Hvor de andre piger bare var modeller, bliver jeg skolet i alle de ting, Lara kan i spillet. Jeg har haft timer i sprogbrug, holdning og etikette. Jeg har skudt til måls, kørt på motorcykel, fløjet stunt-helikopter og lært nærkamp. Jeg har fået undervisning af SAS-styrkerne. I morgen skal jeg ud på en forhindringsbane – det glæder jeg mig til.

Karima har brugt det meste af dagen på at lave interview. Hun trækker i Lara-kostumet med læderrygsæk, pistolbælte og shorts, får et par dup med pudderkvasten, bliver fotograferet, tager Lara-kostumet af igen. Det tager laaaang tid hver gang. Sådan en eftermiddag må ubetinget høre til det kedeligste ved at være Lara Croft. Derfor har TJECK tænkt sig at tage Karima med ud i haven efter interviewet. Det skal nok blive sjovt.

– Min overlevelsestræning foregik hos den britiske hær, hvor jeg havde en specialist til rådighed inden for hvert eneste område. Én viste mig nærkampsteknikker. En anden lærte mig at klatre. Jeg har også rapellet og prøvet en ”flying fox”, hvor man hægter sig fast på en stålwire og glider ud over afgrunden, ligesom Lara gør i spillet. Det var fedt. Så var der helikopterkurset, der gik ud på, at en professionel stuntpilot viste mig, hvordan man letter, cirkler rundt, flyver sidelæns, gemmer sig bag nogle træer, stiger og falder lodret. Jeg havde det rimelig skidt bagefter, det kan jeg love dig for.

Kan du så flyve helikopter nu, eller kan du bare efterligne én, der kan?
– Det sidste. Men jeg regner med snart at tage flyvelektioner.
Laras gymnastiske evner skulle efter sigende være på olympisk niveau.
– Jamen, jeg er også enormt fleksibel. Jeg har danset jazz, step, ballet og moderne, siden jeg var helt lille. Jeg kan både gå i spagat og i bro.
Kan du også holde vejret rigtig længe under vand?
– Ja, det kan jeg faktisk! Måske jeg bare skulle tage navneforandring til Lara Croft, ha ha!



Karima vender sig og sludrer entusiastisk med sin assistent om, hvordan hun begynder at ligne Lara mere og mere for hver dag, der går. TJECK er nu ikke overbevist om, at Ms. Croft ville få kvalme af et par fikse manøvrer i en helikopter.

Fra toppen af Tivolis koncertsal, hvor vi sidder, kan vi kigge direkte over på forlystelseshavens nyeste torturmaskine. Verdens højeste karrusel, som en eller anden person med syg sans for humor har givet det fredelige navn ”Himmelskibet”. Desværre er åbningen blevet udskudt en uge, så dén får vi ikke lov til at prøve. Måske et skydetelt – så kan vi se, om Karima virkelig er lige så dygtig som hende spilfiguren.

Findes der slet ikke nogle punkter, hvor du er helt anderledes end Lara?
– Lad mig se ... Mine fortrin er ikke så store som hendes.
Ellers ville de vel også bare være i vejen med al den action.
– Ikke rigtig. Jeg tror, Lara har en god bh. Det har jeg i hvert fald. Den er af latex, og den støtter supergodt. Selvfølgelig har Lara også sådan en, så hun kan fuldføre sine missioner.
Er dit brystmål virkelig den eneste forskel?
– Hmmmm, det tror jeg. Debbie, hvad er der ellers af forskelle?
– Du er ægte, kommenterer assistenten tørt.

TJECK kan godt få øje på en anden forskel. Ifølge den officielle ”biografi” er Lara 178 cm høj, nøjagtig ligesom TJECKs reporter. Karima Adebibe bliver et halvt hoved lavere, når hun sparker sine speciallavede New Rock-støvler af fusserne. Men ellers er det ikke svært at se, hvorfor hun er blevet valgt som den virkelige Lara Croft. Måske ligner hun ikke forbilledet hundrede procent, men ligesom Lara hører hun til undtagelserne, der bekræfter fordommene om, at britiske piger generelt ikke er verdens mest attraktive.

Bliver du genkendt på gaden?
– En lille smule i London, for eksempel på min lokale metrostation. Forleden var jeg med min mor i Brighton ude ved kysten, og bag os sad en fransk familie og spiste frokost. De hviskede hele tiden til hinanden og gloede på mig. Så sagde min mor: ”De har garanteret set dig i det franske tv-show, du var gæst i for nylig!”. Det var meget underligt. Men ellers sker det ikke så tit, for når jeg er i aviserne, er det altid som Lara, og til hverdag ser jeg ikke helt ligesådan ud. Min makeup er ikke altid så perfekt, som den er i dag!

Hvornår fik du at vide, at du var blevet valgt som den nye Lara Croft?
– Sidst i november [2005]. Jeg har trænet intenst lige op til den 14. februar, hvor nyheden blev offentliggjort. Det er i øvrigt også Laras fødselsdag. Da jeg fik at vide, jeg var den nye Lara Croft, var jeg ikke helt i form. Jeg var lidt større, end jeg burde være, så jeg brugte en del tid på at smide nogle kilo, så jeg kunne klemme mig ned i de her ultrakorte shorts – som nu passer mig perfekt!
Er de rare at have på?
– Øhmmm ... de ser godt ud. Det er lige meget, om de er behagelige. Hvad gør man ikke i forfængelighedens navn!

Nok snak. Nu vil vi se noget action. En af de få discipliner, Karima ikke har prøvet kræfter med i sit omfattende Lara-program, er bueskydning – og TJECK ved tilfældigvis, hvor man kan skyde til måls med flitsbue i Tivoli. Dumdristigt udfordrer TJECK Karima til duel. Det kommer jeg hurtigt til at fortryde.
Selv om Karima ikke har haft et pilekogger i hænderne, siden hun var ti år, udviser hun langt mere elegance end TJECKs reporter, som fumler hjælpeløst med buestrengen og konsekvent rammer den forkerte målskive, når det en sjælden gang lykkes at sende pilen i den rigtige retning.
1-0 til Karima. Men eftermiddagen er ikke slut endnu.

Får du overhovedet oplevet noget, når du besøger andre lande som Lara Croft?
– Jeg håber, tempoet bliver sat lidt ned nu, hvor vi har overstået den første fase. Det er fedest, når vi får lov at besøge steder, der har noget anderledes at byde på. Nu sidder vi for eksempel i Tivoli, hvilket jeg synes er en rigtig sød ide. Jeg har allerede prøvet en af forlystelserne. Det skulle vist være en af de ældste i verden.
Rutsjebanen? Det er en klassiker.
– Den er SÅ sjov. Jeg begyndte at skrige, da jeg sad i vognen, og så tog de selvfølgelig et fuldstændig åndssvagt billede af mig. Jeg vil prøve den igen!!!

Som sagt, så gjort. TJECK tager Karima med op i Tivolis rutsjebane, hvor den seje Lara Croft pludselig forvandles til en glad, lille pige. Juhuuuuuuu, råber hun og opfordrer alle til at lave V-tegn til de blitzende kameraer, mens vi suser forbi.
Har du prøvet Dæmonen? spørger TJECK bagefter og peger over på det helvedesrøde monster med tre loops. Det meget lidt Lara Croft-agtige svar falder prompte:
– Niks. Den sætter jeg ikke mine ben i!!

---

SIDSTE NYT: En reboot af Tomb Raider-filmene skulle være på vej i 2013. Det bliver sandsynligvis en oprindelseshistorie om den unge Lara Crofts meritter. Hvem der skal overtage Angelina Jolies hotpants, er dog endnu uvist:

> Hollywood Reporter: 'Tomb Raider's Lara Croft to get reboot

"Lara Croft Tomb Raider": Interview med instruktøren

I julen kan man forlyste sig – hvis dét er det rette ord – med begge Tomb Raider-spillefilmene, som TV 2 viser hhv. i aften (onsdag) og 2. juledag.

Ingen af filmene er desværre synderlig ophidsende, selv om en hårdt arbejdende Angelina Jolie tager sig endnu mere laber ud i titelrollen end sit forbillede, spilfiguren Lara Croft. Man kan vanskeligt forestille sig nogen anden skuespiller udfylde rollen bedre. Derimod kunne man have ønsket sig, at filmene om den langlemmede eventyrerske ikke havde ladt Jolie så godt og grundigt i stikken.



I Simon Wests ”Tomb Raider” fra 2001 (på TV 2 i aften kl. 22:50) savner actionscenerne liv, dialogen mangler humor, og filmoplevelsen rummer intet af den kildrende fornemmelse af opdagelse, benovelse og undren, som gør Lara Croft-spillene så engagerende. Så, Simon West – hvordan synes du selv, det går?

Jeg havde faktisk muligheden for at stille instruktøren dét spørgsmål, da han inden premieren kom til København for at møde pressen på Hotel D'Angleterre. Her kan du for første gang læse den ucensurerede version af mit interview med Simon West – thi artiklen endte med at blive klippet hårdt ned af min daværende redaktør, som øjensynligt frygtede filmselskabets repressalier ...

"LARA CROFT – TOMB RAIDER"
Interview med instruktøren Simon West
Brian Iskov, juni 2001

I en smagfuld salon på et dyrt københavnsk hotel sidder tre mænd. Manden ved vinduet er englænder, og han ser lidt træt ud. Det skal ikke ligge ham til last, for han har brugt hele den sidste måned på at sidde i smagfulde saloner rundt omkring i Europa og svare på de samme uopfindsomme spørgsmål igen og igen. Sådan noget hører med til jobbet, når man hedder Simon West og er instruktøren bag en af sommerens mest omtalte film: ”Tomb Raider”.
”Jeg tog på kanalrundfart i går”, kundgør West, der også slog et smut forbi ”den dér hippie-ø …”
Det må være Christiania, tænker de to journalister højt.
”Ja, Christiania”, nikker West. ”Jeg sad nede ved vandet og fik en øl.”

Det lyder jo alt sammen meget hyggeligt. Problemet ved denne samtale er, at Simon Wests biografversion af det verdensberømte computerspil er endt med at blive en rigtig k-e-d-e-l-i-g affære. Angelina Jolie er cool nok, men filmen, der omgiver hende, er et stort, fladt tomrum – livløs og humorforladt.

Skyd ikke på instruktøren
”Som instruktør er man aldrig helt tilfreds med det endelige resultat”, forsøger West sig med professionel diplomatisk sans. ”Den bedste version er altid den, du har i hovedet, når du begynder at filme. Derefter er processen ét langt kompromis”.
West glider behændigt af på spørgsmålet om, hvorvidt han på et tidspunkt prøvede at få sit navn fjernet fra filmen, som rygterne sagde. Til gengæld forklarer han, at meget af humoren er røget af fadet undervejs, sammen med en række mere eksperimenterende indslag.
”Jeg optog nogle virkelig sære scener. For eksempel skifter en af personerne skikkelse og svæver rundt i lokalet ... Ret surrealistisk. Men vi havde en meget stram deadline, så vi kunne ikke rigtig tage nogen chancer, og mange ting nåede ikke at blive testet ordentligt. Hvis jeg måtte, kunne jeg have blevet ved med at skyde nye scener, lige indtil producerne blev trætte nok til at ville skyde mig. Der er altid noget, der kan forbedres, hvis man har tid nok.”

Instruktøren af "Tomb Raider", Simon West

Brilleleg
Simon West har et brilleetui liggende på bordet foran sig. Når man stiller ham et spørgsmål, han kender til hudløshed, tager han etuiet op i sin højre hånd og begynder at snurre det rundt. Det er ikke nødvendigvis en detalje, man bemærker, men har man først opdaget den, har man et meget godt barometer for, i hvor høj grad West keder sig i løbet af interviewet.
Her skal det nævnes, at Deres udsendte deler den trætte englænder med en skribent fra et Internet-magasin. Standardspørgsmålene på hans liste er ikke alt for ophidsende. ”Nå, men hvorfor valgte I så Angelina Jolie ... hvordan fandt I på at lade Jolie spille sammen med sin rigtige far ... ?”

West har knap nok åbnet munden, før futteralet flyver rundt mellem hans hænder. Dén historie har han tydeligvis fortalt sååååå mange gange før. Først da netfyren bemærker overfor West, at Lara Croft faktisk er den eneste kvinde i filmen, holder instruktøren op med at pille ved det lysebrune brilleetui.
”Før jeg kom ombord på filmen, indeholdt manuskriptet flere kvinder – der var blandt andet én på skurkenes side. Det føltes bare helt forkert. Lara Croft er så stærk og dynamisk, at andre kvinder i historien kom til at se svage ud. Et kvindeligt publikum ville automatisk tage den svages parti og sætte Lara i et dårligt lys.”

Bond vs. Croft
Da jeg får drejet samtalen ind på James Bond, Laras nærmeste ”slægtning” efter Indiana Jones i filmens verden, tøver de rastløse hænder igen for en stund. En kort stund. Ville Simon West lave en Bond-film, hvis han fik tilbuddet?
”Det kommer helt an på, hvor mange restriktioner jeg skulle arbejde under. Jeg gad egentlig godt at give Bond-serien et ordentligt spark bagi ... hvis de turde lade mig gøre det. Gøre den mindre politisk korrekt. Finde på nogle ukonventionelle skurke i stedet for alle de der russiske overløbere.”
West har talt sig en smule varm nu. Brilleetuiet ligger næsten stille.
”Det allerfedeste er faktisk temamusikken. Den bruger de slet ikke nok i de nye film. Og så den glamourøse livsstil. Det er dét, der foregår mellem alle actionscenerne, som er det mest interessante.”
Måske er det derfor, der sker så lidt i Simon Wests ”Tomb Raider”. Men det siger vi selvfølgelig ikke højt.

Lidt nyt fra Westfronten
En lille overraskelse skal der dog være plads til, og den kommer, da West afslutningsvis beretter om sine fremtidige planer.
”Jeg gad godt at lave en romantisk komedie. Bare en lillebitte en.”
De to journalister når kun at måbe en smule, før den trætte englænder sætter trumf på med udsagnet: ”Jeg har også en idé til en børnefilm”.
Først og fremmest er Simon West dog skrevet op til en filmversion af 60’er-kultserien ”The Prisoner”. Han overvejer desuden to fortsættelser til ”Tomb Raider”, hvortil han siger: ”De skulle nødig blive dårligere end den første. De har bare at være bedre.”
Han mener nok noget andet end dét, vi gerne ville tro, han mente.



PS: Jan de Bont overtog instruktørstolen på "Tomb Raider 2: The Cradle of Life" fra 2003, som TV 2 viser 26. december kl. 21:20 (med reprise på TV 2 Zulu 27. december kl. 15:50).
Ingen af Simon Wests spillefilm siden "Lara Croft Tomb Raider" fra 2001 har nået de danske biografer.

> Bries Blog-O-Rama: Med Lara Croft i Tivoli

Læs mere om Lara Croft og Tomb Raider-spillene i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen.

"Resident Evil": Brie møder Milla Jovovich

Milla Jovovich – den russiskfødte modella med havgrønne øjne, lange ben og sparsom garderobe – sparker zombierøv for fjerde gang i ”Resident Evil: Afterlife”, der havde dansk biografpremiere i går.

Jeg opgav filmserien allerede efter den rædsomme toer og har derfor ikke set fireren, men at dømme efter anmeldelserne er jeg ikke gået glip af meget.



Den første film i serien, "Resident Evil" fra 2002, må jeg til gengæld vedstå, at jeg hyggede mig fint med. Robust, hidsig B-filmaction bygget op omkring en svinesej heltinde, som man aldrig blev træt af at se på.

Men måske var jeg også dengang lidt farvet af, at jeg som den eneste danske journalist fik en date med Milla Jovovich, da hun gjorde pr for filmen i Köln (af alle steder!). Jeg var tilmed det enlige hankønsvæsen ved bordet – hvilket straks blev bemærket af den speedsnakkende stjerne ...

PS: Fans af computerspilserien bag filmene kan glæde sig til et afsnit om "Resident Evil"-universet i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog", som udkommer 5. oktober!

---

RESIDENT EVIL:
INTERVIEW MED MILLA JOVOVICH
Brian Iskov i TJECK Magazine, juni 2002

– Hejsa! Gør det noget, jeg ryger?

Milla Jovovich er knap nok trådt ind i lokalet, men hendes mund løber et par meter i forvejen. Til trods for, at hun kun lige har mødt os, og at vi forlader hende igen tyve minutter senere, sludrer hun muntert derudad, som om vi var hendes bedste barndomsveninder.

I den tid, TJECK og fire andre journalister har fået Milla i audiens, kommer hun kun op efter luft, når smøgen skal ryges, eller kaffen skal sluges. Talestrømmen er overvældende og illustreres løbende af vildt gestikulerende arme og hænder.

Hendes ubrudte række af anekdoter bærer desuden tydeligt præg af, at den ukrainskfødte pige har boet lidt for længe i Los Angeles. Samtlige historier overstrøes af Valley-talk i en grad, så selv Elle Woods fra ”Blondinens hævn” må bøje sit lyshårede hoved i misundelse. Ikke at Jovovich på nogen måde virker ubegavet. Blot ekstremt udadvendt og karismatisk med en livlig energi, der tangerer et koffeinchok.

– Jeg holdt ellers op med at ryge i tre måneder, før jeg fyldte 25 sidste år, men til min fødselsdag var jeg omgivet af så mange, meget yngre mennesker, der bare røg totalt meget, at jeg ligesom følte: O-kaaay! Nu må jeg også hellere ryge lidt, for at jeg rigtig kan vise, jeg stadig er nede med de unge. Så deeeet holdt ikke længe med den pause, selv om det ellers er totalt nemt at holde op med at ryge i Los Angeles, fordi alle bare er ligesom helt vildt ”Oh-my-Gooood! HVEM er det, der ryger?”-agtige …

O-kaaay. Men nu er det altså ”Resident Evil”, vi skal tale om. Millas nye filmudgave af det klassiske computerspil, hvor en væmmelig virus slippes løs i Raccoon City og forvandler samtlige indbyggere til hjernedøde menneskeædere ...

Ali Larter & Milla Jovovich i "Resident Evil: Afterlife" | pr-foto fra filmen

Lara Croft er fed
– Yeah! Det er så nemt at lave uhyggelige monstre nu om stunder, med computeranimation og alt det der. Så hvis man bare viser en masse zombier, kommer folk nemt til at synes, det er lidt fjollet, ikk’. Helt ærligt, efter Michael Jacksons ”Thriller” kan man ikke se på zombier ret længe, før man forventer, at de bryder ud i noget breakdance. Vi blev nødt til at holde de scener meget korte: Du når kun lige at se dem, og så er de væk igen. Det er os, skuespillerne, der er i centrum det meste af tiden.

Jovovich taler med så stor entusiasme, at hun næsten ikke behøver nogen stikord. Hun er allerede spurtet videre ind i det næste emne: Kvindelige actionhelte. Og hvem gad ikke godt opleve Alice, Millas handlekraftige rollefigur, gå i clinch med Tomb Raiders Lara Croft i en svedig girlfight?

– Lara Croft er fed. Men hun er mere et symbol, som kan slå 20 milliarder ting ihjel uden at få sved på panden, og det er netop pointen: Det er nuttet, det er kitsch. Lara Croft er perfekt, hun kan gøre hvad som helst uden at ødelægge sin makeup. Der er vi mere realistiske, altså inden for fantasiens rammer, for det er jo et fantasiunivers.

– Det fede ved os er, at vi havde det ad helvede til, da vi optog. Vi frøs, vi var trætte, underbetalte, overbebyrdede – og det fungerer bare vildt godt, når man ser det i filmen! Det er lige før, jeg vil nægte at gå op i løn til den næste film, fordi så vil jeg bare slappe mere af. En del af magien ved ”Resident Evil” er netop, at vi alle var totalt udmattede, og det skinner igennem.

Milla Jovovich i "Resident Evil: Afterlife" | pr-foto fra filmen

Zombie-hunde
Da vi første gang møder Alice, vågner hun op i en brusekabine (for det ville jo ikke være en rigtig Milla-film, hvis hun ikke flashede et par fjer af papegøjen undervejs). Hun ved ikke, hvor hun er, eller hvad hun laver dér. Men den specialstyrke af toptrænede soldater, der pludselig brager ind gennem vinduerne på det store, øde landsted, tager hende med på deres mission.

Klædt kun i et afslørende rødt stykke tekstil begiver hun sig med soldaterne ind i de dybe kældergange, mellem Umbrella-firmaets laboratorier. Og ligesom i computerspillet lurer der små overraskelser bag hvert dunkelt hjørne. Blandt andet får Alice lov til at cirkelsparke et par zombie-hunde ihjel.

– Du kan ellers tro, jeg var angst over at skulle spille sammen med de der dobermanns. Det var vagthunde, og jeg måtte ikke røre dem, så jeg var rimelig nervøs. De er lynhurtige, og man kan aldrig vide, hvad de finder på at gøre! Og nogle af de levende døde, når man møder dem under optagelserne, ser de altså ikke for godt ud. De ligner nogle, der er seriøst syge … ret ulækkert. Man har ikke lige lyst til at give dem hånden.

– Fordi inderst inde er man godt klar over, det bare er make-up, men nogle gange får man en nagende mistanke om, at personen måske ser sådan ud i virkeligheden! Man har før hørt historier, hvor en skuespillerinde kommer op til instruktøren for at spille ”gammel, grim dame”, og så vender han sig om og siger: ”Wow! Den makeup, du har fået lagt, den er totalt klam”. Hvor hun så siger: ”Jamen, jeg har slet ikke været i makeup endnu.” Den historie blev ved med at dukke op i baghovedet …

Milla Jovovich i den første "Resident Evil" | pr-foto fra filmen

Alene hjemme
Hvad kan så gøre Milica Natasha Jovovich godt gammeldags bange, når hun er alene hjemme? Stort set alt.

– Er du gal, mand. Jeg er sådan en, der tror, at der står nogen udenfor og kigger på mig, lige så snart min bofælle forlader huset. Jeg har set alt for mange gyserfilm. Når jeg kommer hjem om natten, karate-sparker jeg alle dørene op! Men nu har jeg lige købt et nyt hus, og der er bare den bedste energi dér. Da jeg kom hjem her den anden nat, sparkede jeg mig ikke igennem huset, som jeg plejer, men satte mig bare stille og roligt ned i stuen og betragtede udsigten. Det var fantastisk.