Dvd- og blu-ray-anmeldelse: "Muppets Most Wanted"

Det vakte en smule opsigt, da Disney i 2011 valgte at sende muppernes comebackfilm ”The Muppets” uden om biograferne og direkte på dvd og blu-ray i Danmark. Informations Christian Monggaard og jeg kritiserede tappert, men forgæves distributørens beslutning, og noget kunne desværre tyde på, at Disney har fat i den lange ende, når de hævder, at Kermit, Piggy og de andre Henson-dukkers fanskare på vores breddegrader er temmelig begrænset.

> Mysteriet om "The Muppets": Hvorfor kom den ikke i biografen?

I april i år fik opfølgeren, ”Muppets Most Wanted”, forsøgsvis svensk biografpremiere i en tekstet kopi. Og svenskerne var rystende ligeglade. Ifølge Disneys københavnske kontor solgte den nye muppetfilm kun 444 billetter i Sverige. Et trecifret tal. Av.



Så man kan dårligt klandre Disney for, at de nu har nedjusteret Muppet-brandet yderligere i Norden. For en måned siden listede selskabet ”Muppets Most Wanted” ud på de skandinaviske dvd-hylder uden nævneværdig fanfare. Filmen kommer slet ikke på blu-ray med danske tekster, og eneste ekstraudstyr på den skrabede dvd er en svag, 2D-animeret Mickey Mouse-kortfilm fra 2013 (”No Service”).

> Se ”Muppets Most Wanted” i HD med danske tekster på SF Anytime

For at se fraklip og featuretter fra ”Muppets Most Wanted” må man købe filmen via Storbritannien eller – endnu bedre – anskaffe sig den amerikanske blu-ray-udgivelse, som tillige rummer den 17 minutter længere (og sjovere!) version af filmen, ”The Unnecessarily Extended Cut”. Den amerikanske skive er oven i købet regionsfri.

"Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

”Muppets Most Wanted” er ligesom sin umiddelbare forgænger, ”The Muppets”, skrevet af Nicholas Stoller og filmens britiske instruktør, James Bobin (tredjemanden, Jason Segel, er hoppet af muppetvognen siden sidst). Og hvor deres ellers vellykkede 2011-genstart havde mærkbar slagside mod det sentimentale, bekender opfølgeren sig helt og holdent til det glade anarki.

Handlingen starter helt bogstaveligt i selvsamme sekund, som ”The Muppets” tonede ud. Muppernes comeback er en kendsgerning, og nu skal der smedes, mens jernet er varmt – hvilket leder direkte til åbningsnummeret ”We're doing a sequel”, som i klassisk, metabevidst muppettradition tager tyren ved hornene og kommer eventuelle kritikere i forkøbet:

”We’re doing a sequel/ That’s what we do in Hollywood/ And everybody knows/ That the sequel’s never quite as good”
- fra sangen ”We're doing a Sequel”

Mupperne lokkes til at drage på europaturné af deres nye manager (Ricky Gervais), der bærer det ellers let gennemskuelige navn Dominic Badguy. (Her forpasser den unavngivne dvd-oversætter sin chance for at finde en tilsvarende Anders And-agtig fordanskning.) Ingen af mupperne stiller spørgsmålstegn ved, at Badguy kun har booket spillesteder, der ligger klos op ad Europas mest værdifulde skatkamre. Og da Kermit bortføres til en sibirisk gulag, hvorefter hans plads i truppen overtages af en lidet troværdig dobbeltgænger, er det længe kun Animal, der synes at ane uråd.

Ricky Gervais og Mupperne i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

Kermits stedfortræder, den nederdrægtige Constantine, er efterlyst som ”verdens førende forbryder”, hvilket han hellere end gerne minder sin håndlanger, Badguy, om. Matt Vogel giver liv og stemme til Constantine, der i bund og grund er Kermit-dukken med lidt kortere krave, en vorte på kinden, tætsiddende øjne og spidst Kaj-næb.

Flere nyere muppetprojekter har lidt under, at bagmændene ignorerer Kermit-figurens unikke appeal og henviser ham til andet eller endog tredje led (værst i ”Muppets Skatteø”, hvor frøen først gør sin entré efter en halv time). Problemet truer også ”Muppets Most Wanted”, der i lange stræk isolerer Kermit fra den egentlige handling og i stedet retter spotlightet mod skurkene.

Matt Vogels præstation som den mageløst skråsikre Constantine er imidlertid så morsom, at man gerne under forbryderfrøen pladsen i solen. Jeg kan i hvert fald ikke stå for Constantines håbløse imitationer af Kermits karakteristiske, kvækkende røst – komplet med halsbrækkende russisk accent – og hans bundløse arrogance, især når det gælder memoriseringen af muppernes navne (”Zongo! Fonzie! Pig!”).

”Pig. Do I wear sign around neck that says BOTHER ME?”
- Constantine til Piggy

Miss Piggy og Constantine i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

Af muppernes hidtidige syv spillefilm ligger denne i stemning og handling tættest på ”Muppet og juvelbanden” (The Great Muppet Caper) fra 1981, der ligeledes var en balstyrig kupfilm i europæisk miljø. (En pudsig detalje: Skurkenes modus operandi i "Muppets Most Wanted" ligger forbløffende tæt op ad Elverhøj-kuppet i "Olsen Banden ser rødt" fra 1976.) Afviklingen af kriminalintrigen gør denne gang filmen lige lovlig plottung og, trods det generelt høje tempo, omstændelig. Særlig den hektiske sidste akt trækker unødigt i langdrag.

Til gengæld virker ”Muppets Most Wanted” mere tro mod Jim Hensons skabninger end sin umiddelbare forgænger, hvor man lidt for tydeligt mærkede, at kun én af de oprindelige dukkeførere (Dave Goelz) er med på nutidens Muppet-hold. Flere af stemmepræstationerne i ”The Muppets" ramte skævt på forbillederne, og Kermit anno 2011 tyngedes af en uklædelig, klynkende melankoli, som figurens iboende charme havde svært ved at trænge igennem, trods manuskriptets oprigtige kærlighed til mupperne og deres univers.

I den aktuelle film udviser den seneste generation af muppeteers et langt sikrere greb om figurernes stemmer, ligesom manuskriptet i højere grad rammer muppernes distinkte personligheder på kornet. Kermit fremtræder atter som sit gode, gamle jeg, og Steve Whitmire, der arvede rollen efter Jim Hensons død i 1990, præsterer mindst ét frustreret temperamentsudbrud, der tangerer klassisk Henson-Kermit.

Tina Fey og Kermit i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

De menneskelige medspillere i ”Muppets Most Wanted” hiver knap så mange point hjem. Ricky Gervais viser kapabelt sangtalent i shownummeret ”I'm Number One”, men hans forlegne facon får ham generelt til at fremstå noget fad og farveløs over for mupperne. Som frø-forlibt fængselsdirektør lades Tina Fey i nogen grad i stikken af sit materiale. Bedst går det for Ty Burrell, der energisk og i den helt rette muppetånd giver stereotyperne fuld skrue som Clouseau-agtig fransk politimand.

Den alenlange liste af one-line cameos spænder fra Christoph Waltz, der danser vals, og Tom Hiddleston (udbryderkonge) til Céline Dion (sig selv) og en gruppe for mig ukendte Disney-teenidoler, der præsenterer sig med ordene: ”We're the Disney synergy party”.

Bret McKenzie, der i 2012 vandt en Oscar for ørehængeren ”Man or Muppet?”, returnerer som sangskriver, og skønt han igen leverer skægge og opfindsomme tekster, når ingen af kompositionerne i ”Muppets Most Wanted” samme niveau som i ”The Muppets”. For eksempel lyder den ellers fængende, discofarvede ”Cockatoo in Malibu” mere som et overskudsnummer fra Flight of the Conchords end en regulær Muppet-sang. (Bonusinfo: Tre af filmens sange er forkortet i biografudgaven, men kan opleves i fuld længde på soundtrackalbummet og i ”The Unnecessarily Extended Cut”.)



Ellers skorter det ikke på henkastede gags og metajokes, hvoraf mange vil stryge hen over hovedet på et børnepublikum (her skydes med spredehagl på bl.a. ”Ondskabens øjne”, ”Borte med blæsten”, ”Jerry Maguire”, ”A Chorus Line” og ”Det syvende segl”). Flere af de vitser, som på den amerikanske blu-ray er genindsat i ”The Unnecessarily Extended Edition”, hører endda til filmens allerskæggeste – hvorfor den lange version paradoksalt nok ikke føles længere end den korte, selv om finalen stadig virker overlæsset.

Dette tyder også på, at det ikke så meget er kvaliteten af humoren, men snarere manuskriptets struktur og klipningens valg, der er de svage led i ”Muppets Most Wanted”. De, som måtte savne noget af den sværmeriske, varme nostalgi fra ”The Muppets” i den nyeste film, kan også trøste sig med, at muppernes emotionelle gennemslagskraft forbliver intakt efter syv film, fire tv-serier og snart fire årtier – selv i en hæsblæsende krimifarce som denne.

Muppets Most Wanted. USA 2014. Instruktion: James Bobin. Spilletid: 103 minutter (dansk dvd); 107/124 minutter (amerikansk blu-ray). Dansk dvd-premiere: 21. august 2014. Distributør: Walt Disney Home Entertainment.

Amerikansk blu-ray/dvd-combo

Dansk dvd

Den danske dvd er venligst stillet til rådighed af Walt Disney Home Entertainment Denmark. Udgivelsen indeholder kun biografversionen og Mickey Mouse-kortfilmen ”No Service” (4 min.).

Den amerikanske blu-ray indeholder foruden biografversionen også ”The Unnecessarily Extended Cut” (124 min.) samt ”The Statler & Waldorf Cut” (et 1 ½ minutters sammenklip). Ekstramaterialet tæller fraklip (10 min.), en sketch med Rizzo the Rat (3 min.) og musikvideoen til ”I'll Get You What You Want (Cockatoo in Malibu)” med Bret McKenzie (4 min.). En dvd og en digital HD-kopi følger med udgivelsen.

Den engelske blu-ray indeholder ikke ”The Unnecessarily Extended Cut”, men har ellers samme ekstramateriale som den amerikanske udgivelse plus ”No Service” og en eksklusiv featurette, ”On-Set with Walter” (8 ½ min.). Den tidligere annoncerede featurette ”Inside the Gulag” (5 ½ min.) er tilsyneladende kun tilgængelig online på Muppets' YouTube-kanal.

CPH PIX 2013: "A Liar's Autobiography" - anmeldelse

Graham Chapman animeret af Arthur Cox i "A Liar's Autobiography"

Af indlysende årsager bliver Graham Chapman gerne omtalt som ”ham den døde fra Monty Python”. Chapman – sketchtruppens ranglede, piberygende doktor og skabsanarkist – kradsede af i 1989, dagen før Monty Pythons 20-års jubilæumskomsammen. Hans 23 år under ni fod muld har dog ikke afholdt Chapman fra at lægge stemme til den nye animationsfilm ”A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman”, som netop har haft danmarkspremiere på CPH PIX.

Inden sin død som 48-årig nåede Graham Chapman i 1982 at indtale sine fabulerende erindringer på kassettebånd. Manuskriptet til ”A Liar's Autobiography” er konstrueret ud fra de passager af optagelsen, som indeholdt dialoger og derfor kunne isoleres som fritstående scener. Selv smålyde som Chapmans bappen på piben er taget fra de originale råindspilninger af Monty Pythons grammofonplader.



”A Liar's Autobiography” udgør med andre ord en slags illlustreret lydbogscollage, hvor 14 mindre, engelske animationsstudier har føjet levende billeder til Graham Chapmans causeren. De 17 (primært digitale) animationsteknikker, som optræder i filmen, spænder vidt i deres udtryk, omend de fleste indeholder elementer af surrealisme. Nogle episoder er fortalt som bevidst grim flyttefilm, mens andre er tegnet i en simpel, naivistisk billedbogstreg, og andre igen syrer ud i Bill Plympton-inspirerede grotesker. Den sammenkogte ret serveres i stereoskopisk 3D, alene fordi det gav instruktørerne mulighed for at benytte sloganet ”Graham Chapman: Dead in 3D”!

"Denne film indeholder sunde doser af vulgært sprog, vold, blasfemi, alkoholisme, nøgenhed, umotiveret namedropping, homoseksualitet og David Frost."
- varedeklaration til "A Liar's Autobiography"

Filmen er i sagens natur en ujævn, flyvsk affære, der foretager spredte punktnedslag i de 48 år, hvor Graham Chapman i mere eller mindre grad befandt sig på denne klode. Kronologien forløber nogenlunde lineært: fra Chapmans barndomsår over lægestudierne i Cambridge til skabelsen af ”Monty Python's Flying Circus” i 1969. Som et pudsigt indfald har studiet Mr & Mrs karikeret samtlige af gruppens medlemmer som CGI-animerede chimpanser, der diskuterer, hvad deres tv-program skal hedde.

Monty Python som aber i "A Liar's Autobiography" | © Mr & Mrs

Senere viser succesen sin bagside i form af Graham Chapmans omsiggribende alkoholisme (i perioder bundede han to liter gin om dagen). En af filmens mest velskabte sekvenser skildrer hans hedonistiske Los Angeles-livsstil som et evigt, sammenflydende orgie af overfladiske kendisfester – animeret af studiet Beakus i en semi-gennemsigtig, retro-moderne stil, som går perfekt i spænd med emnet.

> Se hele scenen her

Den kolde tyrker, som Chapman frivilligt tog for at kunne spille titelrollen i ”Life of Brian”, tager sig anderledes grum ud med sine dystre hallucinationer i fluktuerende, gyldne penselstrøg, signeret af studiet ArthurCox.

> Se klip fra scenen her

Én animator, som ikke er repræsenteret i filmens patchwork, er Terry Gilliam, som takkede nej til at bidrage med nye tegnede sekvenser. Gilliam lægger dog stemme til en række figurer i ”A Liar's Autobiography” og har muligvis flere replikker i denne ene film end i hele Monty Pythons samlede værker!

Graham Chapman som Oscar Wilde i "A Liar's Autobiography" | © Not to Scale

Eric Idle er det eneste Python-medlem, som har holdt sig fri af Chapman-projektet. Idle afslog, fordi han ikke ønskede, at folk skulle opfatte ”A Liar's Autobiography” som en Python-genforening. Tanken ligger ellers lige for, eftersom resten af de overlevende Python-medlemmer – John Cleese, Michael Palin og ”den anden” Terry med efternavnet Jones – har indtalt replikker til formålet. Det er lidt af et scoop, som sikkert kun har kunnet lade sig gøre, fordi Terry Jones' søn, Bill Jones, er en af filmens tre instruktører.

De to andre bagmænd er Jeff Simpson og Ben Timlett, der i 2009 lavede ”Monty Python: Almost the Truth (Lawyer's Cut)”, en fremragende IFC-dokumentar i seks dele.

Instruktørtrioen understreger i pressematerialet, at ”A Liar's Autobiography” ikke bør omtales som en Monty Python-film, da det er en Graham Chapman-film, og at publikum ikke bør forvente en komedie, men en biografi. Som helhed er ”A Liar's Autobiography” da heller ikke udpræget morsom eller synderlig Monty Python-agtig, selvom man fornemmer, at hovedpersonen ville have bifaldet den uærbødige og let kaotiske tilgang til materialet.

Graham Chapman i "A Liar's Autobiography" | © A for Animation

Ifølge Python-kollegerne var den filuragtige Chapman på mange måder en omvandrende selvmodsigelse. Trods sin generte fremtoning var han muligvis den mest oprigtigt gakkede i gruppen, og selv om Chapman efter eget udsagn var 70 % homoseksuel, blev selv hans nærmeste venner dybt overraskede, da han i en sen alder sprang ud af skabet. (Det skete i øvrigt til en fest, hvor Chapman også havde inviteret sin daværende forlovede – vist nok typisk for ham).

”A Liar's Autobiography”s flimrende koncept fanger i glimt det skæve, det fascinerende flygtige og svært gennemskuelige ved Graham Chapmans væsen, men fortæller ikke meget om manden som kunstner eller leverer nye indsigter. Som biografi betragtet er eksperimentet kun halvt vellykket, hvilket blandt andet skyldes, at Chapmans egen tekst flere steder er for svag til at bære den indimellem meget bogstavelige billedside. Ikke-indviede kan med sindsro holde sig væk.

Det utraditionelle portræt er dog stadig kuriøst og eventyrlystent nok til, at animationsinteresserede vil få noget ud af oplevelsen, ligesom Monty Python-fans vil vide at fange de indforståede referencer – såsom en dåse Spam i et handskerum og en storstilet musicaludgave af ”Sit on My Face”, som studiet A for Animation har koreograferet efter ”Every Sperm is Sacred” (fra ”Monty Python's The Meaning of Life”, 1983).

Graham Chapman på Eton i "A Liar's Autobiography" | © Steven Lall

Hvad CPH PIX-kataloget undlader at nævne, er, at man også bør se dokumentaren ”Graham Chapman: Anatomy of a Liar” for at få det fulde udbytte af den noget udflydende portrætfilm. Dokumentaren er bonusmateriale på den britiske udgivelse af ”A Liar's Autobiography”, men bliver desværre ikke inkluderet på den danske dvd- og blu-ray-version, som MIS.Label udgiver den 9. maj.

Det er ærgerligt, eftersom de mest anfægtende øjeblikke i ”A Liar's Autobiography” netop er de korte arkivklip, hvor Graham Chapman optræder i tv-interview, samt de legendariske mindeord, som John Cleese leverede til sin Python-kollegas begravelse i 1989:

"Good riddance to him, the freeloading bastard. I hope he fries."

"A Liar's Autobiography" kommer ikke i dansk biografdistribution, men udgives af MIS.Label på dvd og blu-ray den 7. maj 2013. Filmen kan også ses på CPH PIX den 17. april.

> Læs også Bries interview med Terry Gilliam
> CPH PIX' side om "A Liar's Autobiography"
> Filmens officielle hjemmeside

A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman. Storbritannien 2012. Instruktion: Bill Jones, Jeff Simpson, Ben Timlett. Spilletid: 85 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 9. maj 2013. Distributør: MIS.Label.

Graham Chapman på cykel i "A Liar's Autobiography"

BONUSTRIVIA: I 1980'erne gennemførte Graham Chapman en sort alpinløjpe siddende i en gondol af træ, som han havde lånt fra en lokal italiensk restaurant. Episoden er ikke med i ”A Liar's Autobiography”. Men den skulle så vidt vides også være ganske sandfærdig.

Blu-ray-anmeldelse: "Landsbyen Baarìa"

Baarìa er siciliansk dialekt for kystbyen Bagheria. I dag opslugt af øens hovedsæde, Palermo, men engang var det en landlig frugtavleroase kysset af det tyrrhenske havs salte vinde. Den italienske instruktør Giuseppe Tornatore har i sine drengeår travet strøgets få hundrede meter tynde, indtil han flyttede fra fødebyen som voksen mand.

”Går man op og ned ad hovedgaden i flere år, erfarer man alt det, som resten af verden aldrig vil kunne lære dig,” erklærer Tornatore om sin personlige aktie i det svulstige projekt "Landsbyen Baarìa", der fik verdenspremiere som Venedig-festivalens åbningsfilm i 2009.



Med Bernardo Bertoluccis "1900" som angiveligt forbillede søger Giuseppe Tornatore i "Landsbyen Baarìa" at kombinere den robuste folkekomedie med krønikens episke vingefang. Nostalgisuppen koger for fuldt buldrende blus, når grise, kærrer, biler, heste, krøblinge og landsbytosser danser ned ad gaden. Alt er i bevægelse under kamerakranen, der fejer hid og did over det speedede frilandsmuseum, så vi ikke et sekund lades i tvivl om, hvad Berlusconis millioner er gået til. The money is all up there.

Skildringen af Torrenuova-slægtens fårehyrder skræver over tre generationer og 50 tumultariske år i provinsens og nationens historie. Men Giuseppe Tornatore kan ikke, eller vil ikke, sortere i sit hjemstavnsstof. Hans film forbliver en kulørt klichékavalkade, hvor de anekdotiske punktnedslag – i fascismen, verdenskrigen, demokratiseringen, kommunismen – glider af på overfladen som slebne smutsten.

Ud fra en nøgtern betragtning er "Landsbyen Baarìa" en attraktiv og indbydende vare. Ennio Morricone leverer tapetmusik, og pressematerialet trompeterer stolt, at produktionen satte 35.000 statister i arbejde. Filmens præcise antal af folkloristiske stereotyper står ikke opført nogetsteds, men Tornatore er rørende tro mod dét udtrådte simulacrum af Sicilien, hvor selv dagligdagens mest trivielle fraser råbes ud over rækkerne, mens alle gestikulerer energisk med hænderne som en slags tolkningsservice for særlig tungnemme.

I flere glimt mærker og deler man dog Giuseppe Tornatores forelskelse i mediet. Filmens kvindelige hovedrolle (fotomodellen Margareth Made) bydes dristigt op til dans af vores bondemand – og de eventyrlige skovsøer, der møder ham og kameralinsen, da hun slår blikket op, transporterer pludselig én tilbage til Cinecittà, Anita Ekberg og Sophia Lorens gyldne dage. Andre vignetter serverer kino-minder med flaprende stumfilm i fremviseren og levende fortæller under lærredet.

Senere overværer to af byens gamle nisser en visning af ”Grand Hotel” og undrer sig over, hvorfor skuespillerne taler med italienske stemmer, når nu filmen er amerikansk? De regner selv svaret ud: Højttaleren er jo af italiensk fabrikat!


Atlantic Film har i denne uge (med knap tre års forsinkelse!) givet "Landsbyen Baarìa" dansk premiere på dvd og blu-ray. Begge formater er blottet for ekstramateriale, men til gengæld præsenteres Tornatores film i sit (næsten) korrekte billedformat, 2.35:1.

På filmens amerikanske Region 1-blu-ray fra Image Entertainment er billedet ganske uforskammet beskåret til 1.78:1. Til gengæld rummer denne skive masser af bonusudstyr: et kommentarspor med Giuseppe Tornatore (på italiensk med engelske undertekster), bag kulisserne-featurette, klip fra Venedig-premieren (herunder interview med Ennio Morricone), en 26 minutter lang samtale med Tornatore, 2 minutters slettede scener, foto- og plakatgallerier samt en trailer.

Den britiske Region 2-dvd fra eOne Entertainment lander et sted midt imellem den skandinaviske og amerikanske. Her er filmen i 2.35:1, men altså ikke i HD, og skiven indeholder samtalen med Tornatore, bag kulisserne og slettede scener.

Landsbyen Baarìa. Italien 2009. Originaltitel: Baarìa. Instruktion: Giuseppe Tornatore. Spilletid: 151 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 12. juni 2012. Distributør: Atlantic Film.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været trykt i Weekendavisen 11. september 2009.

Mysteriet om "The Muppets": Hvorfor fa'en kom den ikke i biografen?

I går, 4. juni 2011, fik James Bobins publikums- og anmelderroste "The Muppets" endelig dansk premiere – men med syv måneders forsinkelse og kun på hjemmevideoformaterne dvd og blu-ray.



Hvorfor Disney ikke har fundet dette i særklasse vellykkede comeback for Jim Hensons muppetdukker værdigt til dansk biografdistribution, er jeg langtfra den eneste, som har svært ved at fatte – i hvert fald at dømme efter de mange undrende kommentarer, som jeg har hørt det sidste halve år, hver gang talen er faldet på "The Muppets" og filmens udelukkelse fra det danske marked.

> Stort tema: Hvorfor fa'en kom den ikke i biografen?

Man undrer sig ikke mindst, fordi "The Muppets" faktisk var en pæn publikumssucces i sit hjemland, USA, hvor den fik biografpremiere op til Thanksgiving-weekenden i november 2011. Filmen, som Disney har produceret for beskedne 45 mio. $, indtjente næsten det dobbelte på hjemmemarkedet, nemlig 88,6 mio. $ ifølge Box Office Mojo. Ingen af de fem tidligere Muppet-spillefilm har tilnærmelsesvist opnået samme kommercielle succes i biograføjemed.



På verdensplan har "The Muppets" til dato omsat for 158,4 mio. $, hvilket måske ikke synes prangende i disse "The Avengers"-tider. Men i forhold til filmens budget er resultatet ovenud tilfredsstillende, og med Muppernes fornyede synlighed i medierne og på legetøjsmarkedet kom det ikke som nogen overraskelse, at Disney i marts måned bebudede en kommende "The Muppets 2".

> Se billederne: Brie besøger Muppet-udstilling i New York

Desuden tog kritikerne i USA overordentligt positivt imod filmen: "The Muppets" scorer imponerende 96 % i snit på Rotten Tomatoes, hvormed den rangerer blandt sidste års 20 bedst anmeldte film i Amerika.

Endelig modtog Bret McKenzie ("Flight of the Conchords") i februar en Oscar for sin stærkt iørefaldende softrock-powerballade-pastiche "Man or Muppet?", som indtager en central plads på filmens soundtrack.

"Man or Muppet" af Bret McKenzie – Oscarvinder for bedste sang

I Danmark annoncerede den lokale afdeling af Disney oprindelig, at "The Muppets" ville få biografpremiere den 9. februar. Datoen blev siden skubbet til 23. februar, men da der derefter aldrig kom nogen opfølgende information om filmen fra Disney, gik jeg deres presseafdeling på klingen og fik udstukket følgende nedslående meddelelse:

Vi er glade for den positive interesse, der er for Muppets i Danmark, og vi ser frem til at lancere filmen i Home Entertainment regi senere på året. Walt Disney gør altid hvad der er muligt for at gøre vore produktioner tilgængelige for så mange som muligt, men eftersom vi er så heldigt stillede at have så mange gode produktioner, vil der være tilfælde hvor vi ikke har mulighed for at tilgodese alles ønsker.

Tomme ord og pr-floskler. Mellem linjerne anede man nok, at Disney ikke turde løbe an på, at der fandtes tilstrækkeligt med Muppet-fans i Danmark til at dække udgifterne til en biografpremiere. Og at de måske endda var i tvivl om, hvordan de skulle takle en familiefilm, der bejler mindst lige så meget - om ikke mere - til de voksne blandt publikum.

I april trak jeg igen Disney i ærmet for at få en mere fyldestgørende forklaring på Muppet-mysteriet. Og Jacob Jonsdahl, der er pressechef for Walt Disney Studios Motion Pictures i Danmark, kunne denne gang bekræfte, at målgruppeovervejelser og nødvendigheden af en dansk eftersynkronisering til børnepublikummet spillede ind i Disneys beslutning om at droppe biografpremieren:

»Vi ville gerne have sat 'The Muppets' op i biograferne i skolernes vinterferie, men vi kunne ikke nå at dubbe filmen til dansk på den korte tid, vi havde til rådighed, hvis det skulle gøres ordentligt. Og det ville slet ikke kunne løbe rundt, hvis vi kun udsendte filmen i originalversion til voksne nostalgikere.«

Jason Segel om "The Muppets"' appeal til voksne

Denne sidste påstand fra Disney ignorerer desværre det faktum, at Jason Segel og Nicholas Stollers manuskript til "The Muppets" i udtalt grad spiller på de nostalgiske tangenter. Og de demografiske undersøgelser fra USA viser da også, at kvinder over 25 år var dem, der udtrykte størst forhåndsinteresse for at se den nye "The Muppets".

New York Magazine rammer tilsyneladende hovedet på sømmet, når de skriver om det samlede Muppet-fænomen: "The Muppets are adult entertainment [that] kids like." At den nye films primære målgruppe udgøres af voksne, der - modsat nutidens unge - er opflasket på Jim Hensons oprindelige "Muppet Show" (1976-81), blev understreget, da besøgstallene begyndte at tikke ind. Mere end 65 % procent af de amerikanske biografgængere, der gik ind og så "The Muppets" i premiereweekenden, var over 18 år.

"Muppets fra rummet" (1999): Den fik dansk tale.

Det er desværre ikke usandsynligt, at sporene i Muppet-mysteriet ender foran døren til Disney Studios' hovedkontor i Burbank. Rygtet vil vide, at Disney ikke tillod, at den danske biografpremiere blev udskudt til senere på foråret, idet dønningerne fra den udenlandske medie- og marketingbølge ville være ebbet ud til den tid. Hvorom alt er, må man ærgre sig over, at Disney i Danmark ikke turde give "The Muppets" en chance på det store lærred, når nu andre distributører har vist mod til at udfordre den vedtagne målgruppetænkning.

I maj 2010 valgte SF Film at give stopmotion-filmen "Fantastic Mr. Fox" eksklusiv premiere i to tekstede biografkopier som en gave til instruktøren Wes Andersons (voksne) fans. Samme forår besluttede Sandrew Metronomes hovedkontor at sende Spike Jonzes udpræget voksne børnefabel "Where the Wild Things Are" direkte på video i Danmark. Men Sandrew Metronomes danske afdeling troede på filmens snurrigt-melankolske magi og satte en enkelt 35mm-kopi op i Grand i København. Med over 8.000 solgte billetter nåede denne ene biografkopi at tjene sig hjem.

Sandrew Metronomes filial i Sverige valgte derimod at give "Where the Wild Things Are" biopremiere i en dubbet version til børnepublikummet – og dén gad ingen se.

I denne uge blev "The Muppets" så endelig tilgængelig på det danske videomarked – efter at vi i tre måneder har kunnet hente "The Muppets" hjem (helt lovligt!) fra Region 1, hvor den udkom på dvd og blu-ray 20. marts.

Og så skulle man jo tro, at ventetiden var blevet udnyttet til at få produceret den omtalte danske eftersynkronisering. Men det viser sig, at hverken den danske dvd- eller blu-ray-udgivelse er dubbet til dansk. Det påståede hensyn til børnepublikummet, som ifølge Disneys biografafdeling forplumrede planerne om en biografpremiere, har Disneys dvd-afdeling tilsyneladende været uenige i eller fuldstændig ignoreret.

Ergo giver det nu SLET ingen mening, at Disney i Danmark har syltet "The Muppets" så længe og så grundigt. Det ligner et selvmål af de helt utilgivelige.

OPDATERING 06.06.2012: Jeg har nu fået svar fra Soffy Thompson, som er marketingkoordinator for Walt Disney Studios Home Entertainment i Danmark. Hun kan berette følgende om Disneys bevæggrunde til, at "The Muppets" kun bliver udsendt i originalversion på dvd:

Vi har valgt at holde filmen på original sprog med danske texter, så det er i tråd med The Muppet Show TV serien der også blev vist på original sprog med danske undertexter.


Filmen spiller desuden på serien og vi fører derfor traditionen videre her.

> Christian Monggaards leder om Muppetgate (Information)

"THE MUPPETS": EKSTRAMATERIALE

Til orientering for de, der ikke allerede har hjemkøbt "The Muppets" fra USA, indeholder den danske blu-ray-udgivelse følgende ekstramateriale:

• Bag kameraet: "Scratching the Surface: A Hasty Examination Of The Making Of THE MUPPETS" (16 min.)

• 8 slettede scener med cameooptrædender af bl.a. Ricky Gervais, Danny Trejo og Billy Crystal (i alt 10 min.)

• "Explaining Evil: The Full Tex Richman Song" (2 ½ min.)

• Fraklip: "The Longest Blooper Reel Ever. At Least In Muppet History... We Think" (8 ½ min.)

• Kameratest: "A Little Screen Test on the Way to the Read-Through" (3 min.)

• 7 paroditrailere med Muppets (i alt 9 min.) 

• Ekstra trailere

Trods kvantiteten er der reelt kun tale om ca. tre kvarters materiale, som ligefrem skilter med, at det kun skøjter hen over overfladen uden rigtig at gå i dybden.

Den danske udgave mangler desuden to relativt væsentlige bonusattraktioner fra den amerikanske blu-ray-udgave: nemlig kommentarsporet (103 min.) med Jason Segel, James Bobin og Nicholas Stoller samt den herlige funktion "Disney Intermission" (i alt 20 min.), der fylder skærmen og højttalerne med små gags og specielt indspillede Muppetdialoger, hver gang man sætter filmen på pause.



De tre herrers sludrespor er ikke helt så informativt, som man kunne håbe. Tonen er lovlig tilbagelænet og useriøs, og meget af tiden går med semi-ironiske lovprisninger af andre Disney-produkter og tilfældige poesibogsspørgsmål af typen "hvilken type bil kan du bedst lide?".

Derudover informerer Jason Segel os om, at han foretrækker scener, hvor han sidder eller ligger ned ("I don't like standing and walking much"). Vi får også en anekdote fra indspilningerne om dengang, Segel satte sig på en sofa og røg durk igennem sædet, der var udhulet for at gøre plads til dukkeføreren nedenunder.

Selve filmhåndværket kommenteres kun sporadisk, men vi erfarer da, at dukkeførerne er blevet visket ud digitalt i nogle af filmens mere komplicerede indstillinger, og at Muppet-teatrets kulisse, hvor finalen udspiller sig, blev bygget op omkring den fredede teatersal i Universal-studierne, hvor den oprindelige "Phantom of the Opera" blev indspillet i 1924. Endelig fortæller Jason Segel og Nicholas Stoller, at de arbejdede på manuskriptet til filmen i fire år. I et af de tidlige udkast var mupperne blevet ældre og overvægtige, og nogle var sågar døde. Men dén version blev "alt for deprimerende".

Man kunne have ønsket sig input fra dukkeførerne, som man på intet tidspunkt ser i ekstramaterialet. Men måske skyldes deres fravær et ønske om ikke at ødelægge illusionen?



"THE MUPPETS" - DANSKE FORTILFÆLDE:

James Bobins "The Muppets" (2011) er ikke den første Muppet-spillefilm, der slår en iøjnefaldende bue uden om de danske biografer.

"The Great Muppet Caper" fra 1981 nåede først til Danmark på video i 1990'erne under titlen "Muppet og juvelbanden".

"The Muppets Take Manhattan" (1984) fik dansk premiere på DR1 som "Mupperne indtager New York". Den er senere udsendt på dvd under navnet "Muppets indtager Manhattan".



MERE MUPPETS:

> "The Muppets": Disneys officielle hjemmeside for filmen

> Muppet Studios: Muppernes officielle kanal på YouTube

> "The Muppets - Original Soundtrack": Hør sangene på Spotify

> Muppet Central: omfattende fanforum med masser af artikler og info om Jim Hensons værker

> Videointerview med Jason Segel fra den canadiske radiostation Q - dybdegående og informativt! (YouTube)

Dvd-anmeldelse: "Dalton Brødrene" (2004)

Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?

Grænsebyen Gulch City bryster sig af at have verdens bedst bevogtede bank. ”Men der er altid et par idioter, der skal prøve,” konstaterer bankdirektøren hovedrystende.

Dét bliver så Daltonbrødrenes stikord. Joe, William, Jack og Averell er nemlig smidt på porten af den strenge Ma Dalton. Og moderdyret nægter at lade sin yngel sove inden døre, før de har bevist deres kærlighed til hende ved at sprænge bankboksen.

Eric Judor, Saïd Serrari, Romain Berger og Ramzy Bedia som "Dalton Brødrene"

Det første forsøg ender naturligvis med, at de uduelige daltoner må trække i den, fra tegneserierne velkendte, gul- og sortstribede fangemode. Trods dommerens strafudmåling på 112 års fængsel per næse lykkes det Ma at befri sine drenge efter ”kun” 12 år.

De fire brødre rider derefter til Mexico for at finde banditten El Tarlo og rapse hans sagnomspundne sombrero, der gør bæreren usårlig. Hvordan virker sådan en magisk hat, spørger du? Det gør den ved hjælp af computeranimerede Ronal-kranier, der fiser omkring hattepulden som projektilafbøjende satellitter. Selvklart.

Men hvor befinder Lucky Luke sig i alt dette? spørger du dernæst. Og med god grund. For i ”Dalton Brødrene”, som Philippe Haïms film ”Les Dalton” fra 2004 hedder på ortografisk tvivlsomt dansk, kan Lukes scener tælles på to hænder. At nedgradere forlæggets titelfigur til en cameorolle virker umiddelbart som en besynderlig idé. Men når man først har oplevet den tyske superstjerne Til Schweiger som Lucky Luke iført grotesk falsk næse og kunststofskinnende gul skjorte, føler man sig egentlig taknemmelig for, at man ikke ser mere til ham.

Til Schweiger som Lucky Luke i "Dalton Brødrene" (2004)

Til Schweigers fortolkning af rollen rammer så milevidt ved siden af originalen, at han – perverst nok – passer perfekt ind i filmens tone. Slutteksterne identificerer ”Dalton Brødrene” som en ”hyldest til Morris og Goscinny”; en cadeau, som de herrer nok ville betakke sig for, om de endnu var i live til at gøre indsigelser.

Historiens hovedpersoner er reelt Joe og Averell Dalton, den mindste og den største af brødrene, som her tillægges et internt magtspil, jeg ikke husker meget belæg for i albummene. Joe og Averell spilles af tv-komikerparret Eric og Ramzy, som vi gudskelov ikke kender i Danmark, og deres usjove grimasser får lov at lægge niveauet for filmens opskruede farcestil, som man enten skal være meget ung eller meget fransk for at påskønne. Alle andre medvirkende agerer i samme anstrengte leje, som om de har galopperende diarré og desperat leder efter nærmeste toilet på settet. Louis de Funés har tydeligvis ikke levet forgæves.

Den følgende trailer har fransk tale og græske undertekster, men giver alligevel et meget godt billede af, hvad der passerer for humor i "Dalton Brødrene":



De få vellykkede gags i ”Dalton Brødrene” er primært af visuel karakter, som da Averell bruger sine fingre som kikkert. At lugen i banken er udformet som en lille guillotine med klinge, er også et ganske pudsigt indfald. Ellers er der bedrøveligt langt mellem guldklumperne, og der er umiddelbart intet i manuskriptet, som forudskikker, at dets forfatter syv år senere skulle gøre sig fortjent til en oscarstatuette. Thi det er ingen ringere end Michel Hazanavicius, manden bag stumfilmsensationen ”The Artist”, der er krediteret for oplægget til denne flove fuser.

Et enkelt optrin, hvor Daltonbrødrene forklæder sig som mariachikvartet, foregriber dog Jean Dujardins orientalske sangnummer i Hazanavicius' spionpastiche ”OSS 117: Cairo, Nest of Spies” fra 2006. Og lur mig, om ikke også Dujardin dukker kortvarigt op i to scener af ”Dalton Brødrene” for at give den som storskrydende cowboy i kæk, rødternet skjorte. Heller ikke hans lynoptræden overbeviser om, at Dujardin fem år senere skulle blive den ideelle Lucky Luke på film ...

> Læs også min anmeldelse af ”Lucky Luke” (2009) med Jean Dujardin!

Jean Dujardin som "le cow-boy vanneur" i "Dalton Brødrene" (2004)

Dalton Brødrene. Frankrig/Tyskland/Spanien 2004. Instruktion: Philippe Haïm. Originaltitel: Les Dalton. Spilletid: 86 minutter. Dansk dvd-udgivelse: 6. september 2005. Distributør: SF Film. 

Overset filmperle #2: "Rachel Getting Married" - interview med Jonathan Demme

VISES PÅ TV3 LØRDAG 19. NOVEMBER 2011 KL. 23:15

Anmeldelse + interview med instruktøren Jonathan Demme og skuespilleren Anne Hathaway

På den ellers skuffende Venedig-filmfestival i 2008 var jeg så heldig at opleve en stor, hovedkulds forelskelse. I en film, vel at mærke.

Jonathan Demmes "Rachel Getting Married" deltog i hovedkonkurrencens sidste dage, og oven på den første festivaluges lange række af fusere føltes Demmes sanseligt vibrerende familiedrama som et livgivende kindkys fra en huldsalig brise.

Desværre vandt "Rachel Getting Married" ikke andet i Venedig end mit hjerte, ligesom den blev slemt forbigået ved Oscar-uddelingen året efter, hvor kun Anne Hathaway opnåede at blive nomineret for sin indsats. Men jeg kan anbefale at kigge med i aften, lørdag 19. november kl. 23.15, når TV3 viser en af de senere års mest oversete amerikanske filmperler.



Titlens Rachel (Rosemarie DeWitt fra "Mad Men") er ph.d.-studerende i psykologi, som har gaflet en charmerende afroamerikansk musikertype (Tunde Adebimbe). Hendes familie sætter alle sejl til for at gøre brylluppet på slægtens smukke landsted til en lykkelig begivenhed.
Men det bliver lillesøsteren Kym (Anne Hathaway), der løber med opmærksomheden, da hun ankommer fra afvænningsklinikken for at sprede dårlig samvittighed med samme indædte kraft som en tornado. Snart stiger lastens lig op til overfladen med højlydte skvulp.

Anne Hathaway står i blomst som seriøs voksenskuespiller i den flerstrengede hovedrolle, mens Debra Winger gør indtryk i en kort, om end væsentlig optræden, der var hendes første i fire år. Men den egentlige stjerne er instruktøren Jonathan Demme (”Ondskabens øjne”, "Vild og blodig"), som efter nogle år i glemslen fik lov til at spille på samtlige af sine forcer som iscenesætter. Med "Rachel Getting Married" hentede han sig et gevaldigt kunstnerisk comeback, der parrer dokumentargenrens håndholdte spontanitet med den vitale og varmhjertede humanisme fra hans bedste spillefilm.

Som frisindet musikelsker med evigt receptive antenner kan Demme heller ikke dy sig for at væve et eklektisk boblende væg til væg-tæppe af diegetisk musik under billederne. Her er alt, hvad et lydhørt øre kan begære af improviseret jazz, rå rock, sitrende samba, svedig crunk og vemodige violintoner: det hele spillet live på settet af instruktørens venner (bl.a. Robyn Hitchcock og Zafer Tawil).

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

Selv om Jonathan Demme begejstret erklærede, at han havde tyvstjålet den organiske og spontane stil fra de danske dogmefilm og især Susanne Biers ”Efter brylluppet”, måtte vi vente ufattelig længe på at få "Rachel Getting Married" til Danmark.
Cinemateket endte med at samle titlen op, et halvt år efter Sony Pictures havde sneget filmen ubemærket ud på videohylderne herhjemme. Hvorfor Demmes smukke, vittige og bevægende værk måtte lide en så krank skæbne i sit "andet hjemland", kan du læse mere om her:

> "Rachel Getting Married": Hvorfor fa'en kom den aldrig i biografen?

Bonusinfo: Manuskriptet til "Rachel Getting Married" er skrevet af Jenny Lumet, der er datter af den nu afdøde instruktør Sidney Lumet. Til daglig ernærer Jenny Lumet sig som skolelærer for 7.-8. klassetrin. Desuden er hun entertaineren Lena Hornes barnebarn.

Ekstra bonusinfo: Filmen bar arbejdstitlen "Dancing with Shiva". Og Jonathan Demme ville oprindelig have haft sin instruktørkollega Paul Thomas Anderson ("Magnolia", "There Will Be Blood") til at spille Sydney: "Paul er charmerende, utrolig sympatisk og ser godt ud, så jeg tænkte, han ville være perfekt i rollen," fortalte han i Venedig. Demme endte dog med at caste sangeren Tunde Adebimpe fra musikgruppen TV on the Radio som Rachels brudgom.

Her følger mit interview med Jonathan Demme fra Venedig 2008 - plus nogle aldrig før udgivne citater fra mit møde med Anne Hathaway.

Jonathan Demme under indspilningen af "Rachel Getting Married" - pr-foto

"RACHEL GETTING MARRIED": INTERVIEW MED JONATHAN DEMME
Comeback med danske aner
Brian Iskov i Børsen, 15. april 2009

I 2000 fejrede Cannes-festivalen en af sine bedre sæsoner, og i slutspurten satte Lars von Trier trumf på, da han rullede sin avantgarde-musical “Dancer in the Dark” ud i hovedkonkurrencen.

”Den blæste os alle omkuld”, husker filminstruktøren Jonathan Demme, som sad i juryen det år, hvor von Trier vandt De Gyldne Palmer. Også deres franske kollega, juryformanden Luc Besson, måtte bøje sig i støvet for det danske bidrag.

”Da vi gik ud af biografen, sagde Luc: "Du godeste, det føles som om, vi alle sammen spæner af sted, og alligevel kan vi kun se Lars von Triers ryg. Han er så langt foran os alle sammen." Og Luc Besson er altså ikke kendt for at være ydmyg,” klukker Jonathan Demme med sit karakteristiske, lune glimt i øjet.

Selv er den venlige amerikaner beskeden nok til at mene, han aldrig vil være i stand til at nå von Trier. ”Men det er skægt at jagte ham lidt,” smiler Jonathan Demme.

Den 65-årige filmveteran har ellers ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Branchefolk og cineaster har gennem tre årtier hyldet Jonathan Demme som ”en alsidig og skarpsindig iagttager af Amerikas multikulturelle landskab” – som Cinemateket skrev i omtalen af deres Demme-kavalkade [april 2009].

Jonathan Demme instruerer "Rachel Getting Married" - pr-foto

Med sin seneste kritikersucces, ”Rachel Getting Married”, går Jonathan Demme bogstavelig talt Lars von Trier i bedene. For det var tre danske film, der tændte Jonathan Demmes kreative gnist og gav ham lysten til at lave spillefilm tilbage, efter han egentlig havde lagt sin Hollywood-karriere brak.

”Jeg viste "Dancer in the Dark", Thomas Vinterbergs “Festen” og Susanne Biers ”Efter brylluppet” for mit filmhold,” røber Demme, da Børsen møder ham på filmfestivalen i Venedig. Særlig ”Efter brylluppet” satte dybe aftryk i newyorkerens sensible sjæl.

”Jeg synes, Biers film er pragtfuld. Den føles så spontan, som om kameraerne tilfældigvis befandt sig det rette sted på det rette tidspunkt, og skuespillerne virker fuldstændig frie og uinstruerede. Jeg tænkte, ”hvis vi kan ramme den stemning og det look, vil jeg blive meget glad.”

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

Med den tilnærmede dogmestil i ”Rachel Getting Married” forsøger Jonathan Demme med egne ord ”at lade publikum tænke og føle selv i stedet for at manipulere deres reaktioner frem.” Flere udenlandske anmeldere regner Demmes eksperiment for særdeles vellykket og mener, at instruktøren virker mærkbart revitaliseret af sin leg med det smidige, håndholdte kamera.

Men faktisk havde Jonathan Demme, trods Oscar-hæder for thrilleren ”Ondskabens øjne”, meldt sig ud af systemet. Træt af at slås mod nævenyttige producenter og dovne distributører trak han sig i 2004 tilbage fra mainstreamen for at dyrke den faktabaserede filmfortælling.
”Det er hårdt arbejde at lave spillefilm, og med tiden blev jeg stadig mere frustreret over, at filmselskaberne aldrig lægger lige så mange kræfter i projektet, som filmskaberne gør. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, "Den oplevelse må jeg ikke udsætte mig selv for igen". Så jeg holdt bogstavelig talt op med at læse manuskripter.”

Demme snublede første gang ind på faktavejen i 1986, da han besøgte Haïti. Et land, som han intet vidste om, men som forbløffede ham så meget, at han fik lyst til at fastholde sine rejseindtryk i levende billeder. ”Den britiske tv-station Channel 4 gav mig lov, og jeg elskede det. At lave dokumentarfilm føltes som at holde ferie,” husker han.
På portrætfilmen ”Cousin Bobby” (1990) arbejdede Jonathan Demme for første gang sammen med kameramanden Declan Quinn. Deres parløb gav instruktøren smag på mere dokumentarisme, og efter den politiske spændingsfilm ”The Manchurian Candidate” fra 2004 traf han beslutningen om at lægge fiktionen bag sig for altid.

Først da kollegaen Sidney Lumet stillede ham et tilbud, han ikke kunne afslå, øjnede Demme en mulighed for at kombinere de to udtryksformer, så de kunne krydsbestøve hinanden.
”Sidney ringede til mig og sagde, "Min datter [Jenny Lumet] har skrevet et manuskript, som du burde instruere." For at gøre Sidney en tjeneste læste jeg det, og til min store skræk elskede jeg, hvad Jenny havde skrevet! Intet andet manuskript havde kunnet få mig til at forlade dokumentargenren igen,” understreger Demme.

Anne Hathaway og Rosemarie DeWitt i "Rachel Getting Married" - Sony/Universal

”Rachel Getting Married” blev skudt på high definition-video over seks uger, hvilket er ca. halvdelen af den tid, det normalt tager at indspille en amerikansk spillefilm. Jonathan Demme fortæller, hvordan han denne gang drog fordel af sin og filmfotografens dokumentariske erfaring:
”Da jeg viste manuskriptet til Declan Quinn, sagde jeg, "Måske kan vi styrke den visuelle tilgang til filmen, hvis vi prøver at få det til at ligne en – meget, meget smuk – hjemmevideo. Hvis vi kan skabe den fornemmelse af sandfærdighed, som vi føler, når vi ser vores egne eller vore venners hjemmevideoer, vil tilskueren føle sig mere involveret." Og Declan svarede, "Hvorfor lader vi ikke bare, som om vi optager en dokumentar? Uden at øve?"”

Og sådan blev det. Fotografen besluttede sig for at lyssætte alle rummene, så han kunne bevæge sig frit og pege videokameraets linse i enhver retning, han måtte ønske. På samme måde, som hvis filmen havde været en registrering af virkelige hændelser, forklarer Jonathan Demme.
”Vi måtte løbende forholde os til, hvad der skete. End ikke skuespillerne vidste, hvordan indstillingen så ud, for vi vidste det heller ikke. Der var ikke én planlagt kameraindstilling. Og jeg er overbevist om, at vi ikke kunne have tilrettelagt dem bedre end, hvad Declan skabte i øjeblikket.”

Den håndholdte stil viste sig at komplementere filmens historie, på samme måde som brugen af billige videokameraer passede perfekt til stemningen i Thomas Vinterbergs dogmesensation ”Festen” fra 1998 – som Demme altså også har nærstuderet.
”Jeg elsker dogmefilmene, og jeg ved, hvor svært det ville være for os under disse omstændigheder at forblive kyske gennem hele indspilningen. Men vi havde meget sjov ud af at prøve at være så "dogme" som muligt … og det var FANTASTISK!” småjubler en synligt glad Jonathan Demme.

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

BONUS:
Jonathan Demme og musikken
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

”Jeg er barn af radiogenerationerne," siger Jonathan Demme, der altid har haft pulsen på tidens toneklang: hør blot de vidtfavnende lydspor til film som "Vild og blodig" (Something Wild, 1986) og "Gift med mafiaen" (Married to the Mob, 1988).
"Min første kilde til underholdning var den musik, jeg hørte i radioen, før vi fik fjernsyn. Jeg forelskede mig vildt og voldsomt i musik som lille dreng, og da tv kom, blev jeg også vild med dét,” fortæller Demme.

Som filmmager fandt han et medium, hvor han kunne parre sine to store lidenskaber. Musikken i "Rachel Getting Married" udgør da også næsten en karakter i sig selv.
”Jeg har altid gerne villet lave en film, hvor musikken opstod i øjeblikket. Denne historie gav mig den perfekte lejlighed til at prøve eksperimentet, for eftersom Sidney er musiker, vil mange af hans venner også være kreative mennesker – selv brudens far er i musikbranchen. Så det vil være helt normalt, at der færdes mange musikere i huset, og at der ligger instrumenter og flyder rundt omkring.”

Til sin portrætfilm om fhv. præsident Jimmy Carter, "Man from Plains" (2007), fandt Demme en gruppe mellemøstlige musikere, der havde base i New York. De samme musikere slap han fri på settet, da kameraet rullede på ”Rachel Getting Married”.

”Vores violinist er palæstinenser, vores trompetist er fra Irak, og en af sangerne er egypter. Vi opfordrede dem til at spille, imens skuespillerne var på. Somme tider sad de i rummet ved siden af, andre gange sad de udenfor med deres instrumenter og jammede. Og lige så stille begyndte et partitur at vokse frem.”

Anne Hathaway i "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

BONUSINTERVIEW:
Anne Hathaway om "Rachel Getting Married" 
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

"Jonathan [Demme] and I had spent a year talking about the character and the film. Every few weeks or so, we would just get on the phone and catch up and see where the other person was at, if we’d had any realizations or been inspired by something, or read a book that had anything to do with it, or heard an album."

"I was particularly protected in this movie, because I was acting with professional theatre actors who are used to blocking out a thousand people and having intimate moments in front of people watching and coughing, and cell phones going off … And I got to be around that level of focus and professionalism. And I’m a trained theatre actress, but I don’t do a lot of theatre, unfortunately. But I was able to kind of get back to my training, in that sense. But I prefer it, to be honest. I prefer this style of filmmaking. It’s spontaneous, and it’s chaotic, but it’s really focused, purposeful chaos."

"We’re far more complex than movies usually let us be. Life is so short. And we have so much potential. And we don’t give each other enough credit. The thing I love about this movie is, I think it really highlights the fact that there are heroes walking around in this world that are totally unacknowledged, and that you would never think of them as heroic, but I think Kym is one of them."

Dvd-anmeldelse: "Essential Killing"

I tirsdags udkom den minimalistiske thriller "Essential Killing" på dansk dvd og Blu-ray:



"Essential Killing" af polske Jerzy Skolimowski markerede sig på sidste års Venedig-festival som en udpræget kropslig snarere end intellektuel oplevelse. Juryen kvitterede med en specialpris til den 72-årige instruktørveteran, der modtog tilsvarende hæder for "Fyrskibet" 25 sæsoner tilbage.

Skolimowski fostrede ideen til sit aktuelle værk, da det kom frem, at CIA angiveligt holdt terrormistænkte i skak på et hemmeligt black site kun 20 km fra instruktørens hus i de polske skove. Ud af dette spandt han et fiktivt scenarie, hvor en afghaner (Vincent Gallo) indfanges af amerikansk militær i sit hjemland og fragtes til Europa, blot for at undslippe, da konvojen skrider af vejen og ruller ned af en sneklædt skrænt.

Trods udgangspunktet viger "Essential Killing" uden om entydige politiske statements. Er Mohammed terrorist? Vi får aldrig svar, for baggrunden fortoner sig bevidst i grumsede konturer. Hans blinde flugt gennem den ubarmhjertige vinter bliver i stedet en studie i primal livsopholdelsesdrift, hvor vores ambivalens over for den vildfremmede antihelt sættes op imod den empati, vi refleksivt føler for hans situation.

Vincent Gallo i "Essential Killing"

Jerzy Skolimowski skræller effektfuldt historien ned til det nøgne skelet, men troværdigheden og det tætte fokus svigter flere steder i den ujævne actionthriller. Scenen, hvor Mohammed omringes af et kobbel glammende hunde, der materialiserer sig i driverne som ildevarslende fantomer, rummer dog et dragende, drømmende sug: Her udviskes den tynde grænse mellem menneske og dyr.

Filmens ordløse hovedrolle blev en slags oprejsning – hvis De undskylder udtrykket – for Vincent Gallo, der stadig siges at ømme sig efter sin herostratiske Cannes-maveplasker "The Brown Bunny" fra 2003. Det var dén, hvor han instruerede Chloë Sevigny til at yde oralsex på ham for rullende kamera.

Under Venedig-festivalen i 2010 luskede den newyorkske multikunstner og knudemand omkring på Lidoen og nægtede pure at tale med pressen eller vise sig til offentlige arrangementer.
»Vincent, where are you? Come on out, be brave,« drillede Jerzy Skolimowski, da han modtog en Coppa Volpi på sin skuespillers vegne ved at takke instruktøren, forfatteren og produceren – som alle er Skolimowski selv.

Essential Killing. Polen-Norge-Irland-Ungarn 2010. Instruktion: Jerzy Skolimowski. Spilletid: 83 minutter. Dansk dvd- og Blu-ray-premiere: 12. oktober 2011. Udgiver: Atlantic Film.

Overset filmperle #1: "Thumbsucker"

– med reportage fra Berlinalen og anmeldelse

Hermed erklærer jeg dette møde i Anonyme Tommelsuttere for åbent!

Teenagerens søgen efter identitet er sjældent set formidlet så klogt og ærligt som i indieperlen ”Thumbsucker”, der er ugens varme tv-anbefaling herfra.

Videoinstruktøren Mike Mills' debutfilm vandt mit hjerte, da den deltog på Berlinalen i 2005 og skaffede hovedrollespilleren Lou Taylor Pucci en sølvbjørn. Men i Danmark, hvor Nordisk Film listede titlen ud på dvd, blev den skammeligt overset, og Kanal 5 gør heller ikke noget for sagen ved at programsætte "Thumbsucker" klokken 02:45 natten til tirsdag.

I stedet skal lyde en stor tak til harddiskvideoens opfinder, for man bør ikke snyde sig selv for det smukke ensemblespil, der sætter Keanu Reeves (som zen-tandlæge!) og Vince Vaughn i et helt nyt lys. En særlig nydelse er også filmens fine, nuancerede erkendelse af, at den voksne generation ofte føler sig lige så ungdommeligt forvirret som deres afkom.

Ekstra bonuspoint til Blog-O-Rama-heltinden Tilda Swinton, der kæmpede så hårdt for at få filmen realiseret, at hun står krediteret som executive producer.



ARTIKEL:
Vi bliver alligevel aldrig voksne
Brian Iskov (Berlin) i Total Film #5, juni 2006

”Caboose”, siger Mike Mills og giver ordet videre til Keanu Reeves, som svarer: ”Kiki”.

Begge herrer er blevet spurgt, om de havde nogle sjove kælenavne som teenagere, og det er ikke engang det mindst relevante spørgsmål, som pressen fyrer i panelets retning, da ‘Thumbsucker’ bliver præsenteret ved filmfestivalen i Berlin. Tilda Swinton parerer årvågent ved at hævde, at hendes øgenavne var ”unævnelige” – og at der stadig findes enkelte, som bruger dem!

Den britiske skuespillerinde, som til festivalen har affarvet sin røde manke til en gylden høstblond, var en af de første, der øjnede potentialet i instruktøren og forfatteren Mike Mills’ oplæg. Med hende om bord som executive producer fulgte resten af den imponerende besætning hurtigt trop.

Måske står svarene i den her folder?

”Under prøverne hæftede vi os ved, at de ting, folk siger til hinanden i en familie, sjældent er det mest interessante, for det vil altid kun udgøre toppen af isbjerget. Vi arbejdede meget med det uartikulerede og hvordan man med det samme kan se, at dét, der kommer ud af munden, slet ikke er det, personen egentlig har på hjerte”, fortæller Tilda Swinton.

I privatlivet har hun to børn ligesom sin medspiller, Vincent D’Onofrio, men begge måtte erkende over for Mills, at de aldrig havde vænnet sig til at være forældre: Indvendig var de stadig 17 år.

”Jeg blev så glad for at høre dem sige det. Filmen handler netop om at acceptere, at vi aldrig bliver lige så voksne og perfekte, som vi gerne vil være”, siger Mike Mills. En mand så rar, at den tilbagelænede franske duo Air har navngivet et af deres numre efter ham.

Som instruktør sørgede han for at fremelske en tryg atmosfære på settet, så filmholdet fik fornemmelsen af, at ”her sker der ikke noget vigtigt”. Hver fredag var derfor legedag, hvor alle bar skilte ud fra temaer som ”min barndoms ambition”, ”mit stjernetegn”, eller ”hvilket slags dyr er jeg”.

De fortrolige rammer gav spillerne plads til at være sårbare, hvilket i høj grad har medvirket til, at D’Onofrio, Swinton og deres filmsøn, Lou Taylor Pucci, illuderer så overbevisende på lærredet som en sammentømret familieenhed. Og hvis nogle læsere funderer over, hvad der stod på skiltene, kan vi afsløre, at Lou Pucci ville være arkæolog, da han var lille – samt at Tilda Swinton er en væddeløbshest!

> Læs også Bries interview med Tilda Swinton om "Michael Clayton"

Bare rolig, det kommer ikke til at gøre ondt ...

DET SAGDE DE OGSÅ I BERLIN:

”At sutte på tommelfinger er ikke meget anderledes end trangen til at ryge cigaretter.” – Lou Pucci

”Jeg elsker tandlæger. Jeg ved ikke noget bedre end at blive stukket i gummerne i 30 minutter”. – Keanu Reeves om sin rolles profession

”Da Lou kom til vores casting, skælvede han over hele kroppen af angst, fordi han netop havde været ude at flyve for første gang i sit liv. Hvor alle de andre 17-årige skuespillere gemte sig bag en facade, var Lou totalt åben og sårbar, og det gjorde ham perfekt til rollen.” – Mike Mills

”Du er en meget dårligere musiker end skuespiller!” – spansk reporter om Keanu Reeves’ tidligere bijob som bassist i Dogstar 

”Det gør ikke noget, du er heller ikke en særlig god journalist.” – Keanu Reeves' svar til spansk reporter

---

ANMELDELSE
Thumbsucker (2005, Mike Mills)
Brian Iskov i Total Film #5, juni 2006

Justin er 17, men bruger stadig sin tommelfinger som sutteklud, når han tror, ingen ser det. Hans far lever i skyggen af en kæmpe chance, der gik hans næse forbi i gymnasiet, og moderens pigede forgabelse i en tv-soap-stjerne afslører, at hendes indre alder heller ikke er kommet på omdrejningshøjde med den ydre.

For mens teenagere nærmest per definition føler sig for gamle til at være børn, kan man nemt glemme, hvordan deres forældre også tit føler sig for unge til at være voksne. Den ironiske observation krystalliseres til klog, lavmælt humor i musikvideoinstruktøren Mike Mills’ første spillefilm, ‘Thumbsucker’, der lægger sig smukt i forlængelse af halvskæve familieportrætter som ‘The Squid and the Whale’.

Sutteklude var ikke inkluderet i prisen på økonomiklasse.

Som så mange andre af sine jævnaldrende lider Justin under, at hans begavelse har svært ved at trænge igennem pubertetens tåge. Hans rastløshed og manglende fokus i klasseværelset får skolens læge til at stille diagnosen ”hyperaktivitet” – og hvorfor ikke, tænker Justin, dén forklaring kan vel være lige så gyldig som enhver anden.

Ritalin-kuren gør underværker for knægtens selvtillid. Tydeligt overrasket over sin nyvundne klarhed stryger han til tops som debatholdets gulddreng, der skråsikkert jorder ethvert argument med dødelige modangreb. Vince Vaughn viser sjældent sete facetter som læreren, der øjner Justins potentiale og tager ham under sine vinger. Men da protegeen forvandler sig til et arrogant monster under påvirkning af peppillerne, der kun ligger ”tre molekyler fra kokain”, må læremesteren give fortabt.

Den hidtil ukendte Lou Pucci sænker modigt alle parader og åbenbarer sig som et intuitivt stortalent i hovedrollen, men ‘Thumbsucker’ udmærker sig ved at give de voksnes forløb lige så meget plads, og Mills lokker et exceptionelt harmonisk ensemblespil ud af hele sin drømmebesætning. Mest overraskende er Keanu Reeves, der spiller kosteligt på sit verdensfjerne stoner-image som byens holistiske tandlæge. I bedste/værste new age-ånd insisterer han på at tage fat om problemernes rødder i psyken og hypnotiserer sågar Justin for at hidkalde hans indre kraftdyr. Desværre uden det ønskede resultat.

Debatholdets lærer blev tit forvekslet med ham fra ‘Dodgeball’.

Manglen på fremskridt piner Justins far, Mike (Vincent D’Onofrio). Et smadret knæ sendte ungdommens footballdrømme til tælling, og skuffelsen præger stadig Mike, der hverken føler sig klædt på til faderrollen eller sin position som Audreys ægtemand. Hendes stille sværmen for en slikket tv-skuespiller (Benjamin Bratt) stikker jalousiens nåle i begge husets herrer, men medfører samtidig, at far og søn nærmer sig hinanden i en fælles utilstrækkelighedsfølelse, der går på tværs af kommunikationsbarrieren.

Moderen underspilles formidabelt af Tilda Swinton med megen drømmerisk sødme og en imponerende præcision i nuancerne, og i det hele taget udmærker ‘Thumbsucker’ sig ved sin sikkerhed i person- og miljøtegningen. Mike Mills’ skildring af længsel i forstæderne rammer ubesværet en luftig, blid hverdagstone farvet af 70’ernes empatiske tragikomedier, og man mærker oprigtigheden i hans omgang med filmens karakterer, der alle fremstår som afrundede, troværdige individer.

Størst resonans finder han dog i den upåagtede sandhed, som udgør historiens egentlige kerne: at forældre bag opdragerrollens fastlåste rammer sagtens kan være lige så usikre og forvirrede som deres afkom. Audrey indrømmer det blankt i et privat øjeblik: ”Det er syret at være mor til en 17-årig. Man skal kende alle svarene, men kender ikke ét eneste”.

"Thumbsucker" vises på Kanal 5 natten til tirsdag 4. januar kl. 02:45.