I dag, 24. januar 2019, har Thomas Vinterbergs seneste spillefilm, "Kursk", premiere i danske biografer. Hovedrollerne spilles af belgiske Matthias Schoenaerts og franske Léa Seydoux, med engelske Colin Firth i en vigtig birolle.
Desuden genforener Vinterberg de svenske titaner Max von Sydow og Pernilla August ("Den gode vilje", "Jerusalem"), og han hiver flere af sine danske skuespillervenner ind foran kameraet i engelsktalende biroller (bl.a. Lars Brygmann, Bjarne Henriksen og Magnus Millang). Som cheffotograf har Vinterberg for femte gang valgt Anthony Dod Mantle ("Festen").
Luc Bessons franske selskab EuropaCorp har produceret thrilleren om den russiske atomubåd, som forliste på bunden af Barentshavet i august 2000. Vinterberg optog "Kursk" i Belgien, Frankrig og Norge for så længe siden, at den svenske skuespiller Michael Nyqvist, der døde i juni 2017, medvirker i en lille birolle.
Jeg interviewede Thomas Vinterberg og Matthias Schoenaerts på sidste års Toronto Film Festival. Rundbordssamtalerne foregik på engelsk, som det vil fremgå af citaterne nedenfor.
Thomas Vinterberg (instruktør)
Matthias Schoenaerts was already attached to the lead role in "Kursk" when he brought the script to you. What was your initial reaction?
Reading this particular script with him in mind moved me, basically. He's radiating masculinity, humanity, warmth, a lot of complexity, and this character just came to life very quickly when I read it. Also I found an opportunity there to elevate the project from being a political thriller and hopefully into something grander. About humanity, about running out of time, about life and death.
My wife [Helene Reingaard Neumann, ed.] is a priest, she just became a priest - she was an actress before. She told me that where we come from, we used to talk about death. People died younger, and it was part of everyday life. That has changed over generations. There is a focus on being young and improving your life, but less people confront themselves with the fact that there is an end date. It has become the obligation of the literature and the film world to deal with these issues. And I found myself struck by this, by the bravery of these men in their last minutes and obviously the sadness of the story. But it did change quite a bit since I read it the first time. There was an opportunity here to make a big film on a certain scale and yet still, to some degree, make it my own which I found unique. There are not many of those projects around anymore.
I torsdags havde Danmark verdenspremiere på Ron Howards "Rush" om rivaliseringen mellem 1970'ernes formel 1-stjerner James Hunt og Niki Lauda. Casper og jeg anmelder racerfilmen i den nyeste udgave af vores podcast Filmnørdens Hjørne, og som du kan høre fra 0:32 til 0:38, er vi ikke helt enige om filmens kvaliteter.
Den medrivende film er fotograferet af britisk-danske Anthony Dod Mantle, som medvirker i vores podcast via en Skype-linje fra London. Han fortæller om de overvejelser, han gjorde sig om "Rush" og hvordan han har indfanget den hæsblæsende stemning på racerbanen. Blandet andet satte Anthony sig ind i et brændende bilvrag med sit kamera for at få de rigtige billeder! Du kan høre interviewklippene med Anthony Dod Mantle fra 0:40 til 0:51.
Endelig diskuterer Casper og jeg, hvilke andre racerfilm der er værd at se (0:52-1:08). Tak til vores kære lyttere for masser af gode forslag.
Jeg fik også Anthony Dod Mantle til at lave en top fem-liste over de racerfilm, der har gjort størst indtryk på ham. Anthony kommenterer sin top 5 nedenfor:
Fem fede film om ræs
ifølge Anthony Dod Mantle, cheffotograf på 'Rush' Fortalt til Bries Blog-O-Rama
Grand Prix (1966, John Frankenheimer) Den første internationale storfilm om motorsport er til dels optaget under virkelige, europæiske formel 1-løb i 1966.
Anthony Dod Mantle: »Der er kun lavet få spillefilm om formel 1 og endnu færre, der er lykkedes. John Frankenheimer var pioneren. Han fandt på nogle helt radikale ting, f.eks. placeringen af kameraer på og i bilerne, for at formidle dynamikken i racerkørernes univers. Hvis noget har inspireret mig til, hvordan jeg skulle fotografere 'Rush', er det dén film, mere end det er selve sporten.«
Le Mans (1971, Lee H. Katzin) Den fartglade stjerne Steve McQueens drømmeprojekt: en veritéagtig meditation over det legendariske franske 24-timersrace.
Anthony Dod Mantle: »Som film betragtet har 'Le Mans' kolossale fejl, men jeg har et svagt punkt for den, fordi den flirter med kunstfilmens udtryk og en musikalsk fortælleform. Den fokuserer meget på begivenheden Le Mans og på, hvad racerbilen er for et bæst. Det er en meget privat film på en måde. Og McQueen ser enormt godt ud i den.«
En forårsdag i Helvede (1976, Jørgen Leth) Verdens hårdeste endagscykelløb, Paris-Roubaix, følges ned i mindste detalje af 28 fotografer, heriblandt Dod Mantles senere filmskolerektor, Henning Camre.
Anthony Dod Mantle: »Et nøgternt, men poetisk billede på the human race. Jørgen Leth er inde og berøre, hvad der driver de her mennesker til at presse sig selv så hårdt (cykelrytterne falder som fluer på landevejens støvede brosten, red.). Det ligner noget fra skyttegravene i Verdun under 1. verdenskrig, men de opsøger det selv. Den ekstreme form for passion og perversion, som hører til al idræt på topniveau, var langt mere synlig i 1970'erne, hvor man havde typer som James Hunt og Niki Lauda, end den er i dag.«
(Se filmen gratis på filmstriben.dk)
Jamen, man skyder da heste/They Shoot Horses, Don't They? (1969, Sydney Pollack) Under depressionen i 1932 deltager en række mennesker i en flere uger lang dansemaraton i håbet om at vinde den store pengepræmie.
Anthony Dod Mantle: »En meget underlig film om vedholdenhed og det irrationelle i konkurrencemomentet. Danserne vælter rundt og falder over hinanden for at vinde. Det er fascinerende at se mennesker, der bliver ved og ved langt ud over fornuftens grænser.«
Trillingerne fra Belleville/Les Triplettes de Belleville (2003, Sylvain Chomet) Højst aparte, håndtegnet fransk-belgisk-canadisk animationsfilm om en kuet ung mand, der paces frem af sin bedstemor til at blive rytter i Tour de France.
Anthony Dod Mantle: »Igen handler det om patos, udholdenhed og det perverse i, at man risikerer liv og lemmer for at vinde – eller for bare at blive færdig. Det er en vidunderlig film og en meget original, allegorisk beskrivelse af, hvad mennesker er i stand til. Hovedpersonen er en underhund og dybt excentrisk, men da han først finder en kanal at lede sin energi ud i, kan han alligevel noget. En mand som James Hunt blev racerkører. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være endt, hvis ikke jeg var blevet filmfotograf.«
Hvilken berømt filminstruktør har "the wettest handshake in the world"? Hvor vigtigt er det at få sig en uddannelse? Hvad er fedest at optage på, celluloid eller digital? Hvad er problemerne med at se film i 3D og på Blu-ray? Hvordan hænger det sammen, at en skotte flytter til Danmark på grund af 27 sygeplejersker? Og hvorfor dømmer Lars von Trier sin egen filmfotograf til Helvede i "Breaking the Waves"?
Alt dette og meget mere kan du få svar på i den aktuelle podcast nr. 63 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper og Brie har Oscar-vinderen Anthony Dod Mantle som gæstestjerne i studiet!
I hele to tætpakkede timer fortæller den 57-årige, dansk bosatte filmfotograf Anthony Dod Mantle om sit spændende liv og karriereforløb. Den afslappede kaffesnak berører, blandt ovennævnte og mange andre ting, Anthony Dod Mantles stilskabende dogme-samarbejde med Thomas Vinterberg på "Festen" og hans faste parløb med Danny Boyle på bl.a. "28 dage senere" og "Slumdog Millionaire". Lyt med fra 01:35:08 (intro starter 01:28:40):
I løbet af podcasten kommer Anthony Dod Mantle også ind på de problemer, der opstod, da Danny Boyle insisterede på at sætte to filmfotografer sammen på "127 Hours". Som bonus kan du længere nede i dette indlæg høre (eller læse) Danny Boyles tanker om, hvad der lå bag det usædvanlige eksperiment.
Desuden giver Danny Boyle, Harmony Korine ("Julien Donkey Boy") og Lone Scherfig deres helt personlige bud på, hvad der gør Anthony Dod Mantle til noget ganske særligt som filmfotograf – og som menneske. Men allerførst får du som ekstramateriale Anthony Dod Mantles uddybende kommentarer til nogle af de film, vi snakker om i podcasten. God fornøjelse!
Anthony Dod Mantle om "Die Terroristen" (Phillip Gröning, 1990):
”Min første spillefilm [som DP, director of photography] lavede jeg for en tysk instruktør, Phillip Gröning, som jeg holder meget af. Han lærte mig meget om, hvad der er imellem to punkter. Det er meget tysk, en konceptkunst-tankegang. At det usynlige rum imellem to objekter er lige så interessant som selve de to objekter, man kigger på. Det er jeg så gået videre med i min udforskning af kamerabevægelser, og jeg har talt meget med Garrett Brown, som opfandt Steadicam, om det.”
Anthony Dod Mantle om "Menneskedyret" (Carsten Rudolf, 1995):
”Jeg begyndte som DP i dansk film med ”Menneskedyret”, som fik flere Roberter, end den havde publikummer. Men den gav mig en Robert, og det var en god start.”
Anthony Dod Mantle om "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998):
”Jeg testede mere grundigt på ”Festen” end på nogen anden film. Vi testede alle former for elektroniske formater. Vi overvejede Super 8, 16 og 35 mm. Og pludselig kunne jeg mærke, de her små moderne, emotionelt håndterlige kameraer, det var dét. Og det har ligget meget dybt i mig, og det ligger meget dybt i ”Festen”. Den karakter, det kamera har, passer til historien. Man kunne sagtens have lavet det på en anden måde, det kunne lige så godt ikke have været en dogmefilm. Men det er godt, at det blev, hvad det blev. Et eller andet sted, så holder den i dag. Den har ramt folks hjerte. Fuck incest, det er ikke det, det handler om, men bare det, at man ikke hører efter. Man mærker ikke hinanden, før man dør. Så står man der ved begravelsen og er ked af det. Et liv er gået, og man har ikke været gode nok til at lytte til hinanden.”
Anthony Dod Mantle om "The Last King of Scotland" (Kevin Macdonald, 2006) [som skuespilleren Forest Whitaker vandt en Oscar for]:
”Det år var jeg tilfældigvis en af de få danskere, der havde noget som helst med Oscarpriserne at gøre. Mug'en, idioten her. Det er det samme med Lars (von Trier, red.) og Cannes. I mediernes øjne bouncer jeg ind og ud af det der ”han er dansker, han er ikke dansker”. Men jeg betaler for meget i skat, og det skal jeg takke Danmark for.”
"Vi optog on location i Uganda, som i øjeblikket er et af de afrikanske lande, som fungerer bedre. De oplever rigdom, men også stadig korruption i højeste grad. Mistænkelige unge politikere med Armani-jakkesæt på. Og dem, der er lidt ældre og erfarne og begynder at sige dem imod, de ryger ud. Det er lidt ligesom filmbranchen."
Anthony Dod Mantle om "Slumdog Millionaire" (Danny Boyle, 2008):
”Det var en fordel, at jeg havde boet i Mumbai. Jeg var forberedt. Men at filme i slummen er svært, for du er midt i folks liv, og de har måske et rum to gange større end det her bord, hvor de bor tre unger. De skider i poser og smider det ud over muren. Det er meget primitive forhold, som millioner af mennesker bor i. Og du sidder i det, du sidder i deres verden. Tyve millioner mennesker bor der. Det er ubegribeligt og ubeskriveligt. Når filmen rører så mange mennesker, er det sikkert også på grund af dét.”
Anthony Dod Mantle om at vinde en Oscar for "Slumdog Millionaire":
”Det er en meget abstrakt, hurtig oplevelse. Det er lige før, at nogle af dem, der kender mig bedst og fulgte det på tv, oplevede det på en mere ægte måde. Jeg ville måske opleve det bedre, hvis det havde været en af mine venner, som stod der. Det går så hurtigt.”
”Min hund på halvandet år er en af de ting, der bringer en tilbage på jorden. To dage efter Oscar-uddelingen stod jeg uden for naboens hus med sådan en sausage bag, en hundepose med hul i, og rodede rundt i regnvejret. Da min nabo så det, skreg han af grin.”
DANNY BOYLE (Trance, 127 Hours, Slumdog Millionaire, Millions, 28 dage senere, En sælger med sug i, Strumpet): "There's an old African saying that the best time to plant a tree is 20 years ago. And the next best time is now.
That's what it's like working with Anthony. We do our research, we share the images we have in our heads, or that we have torn from books and magazines, movies and museums; we have the perfect version of how everything should be. We talk of course (and Anthony can talk for ten) usually about celluloid – like all great cinematographers his preferred weapon of choice.
But then we look at each other and realise that version has already been done by people much better qualified than us 20 years ago.....and that the next best time is now.
So he drags himself back to the 'small and modest malignancy, wicked and bristling with dots' of digital cameras and screens and off we go. A modern eye on a modern world. All the classicism and perfection of celluloid is betrayed by his reach for the moment. Now means just that with Anthony."
HARMONY KORINE (Julien Donkey Boy):
anthony is a crazy mother fucker. he is a cinematic gangster. he does what needs to be done. he does not feel the need to have to articulate his intentions to me, he works more like a painter or a psychopath, he jumps around and hides out in the shadows or under beds or inside dirty closets, he finds spots that other people generally dont like to venture. nothing pertaing to the image is off limits, there is no reverence, there is an explosion of piss and poetry, there is an beautiful detachment, this is a great way to approach things, its something thats felt more then discussed, its inside rather than out, its restless and wild and fucked in the head, he follows the light, he bends the light and creates the rules, he understands the folly in things. he is one of the great ones.
LONE SCHERFIG (Hjemve, Kajs fødselsdag):
"Anthony har et meget stort kunstnerisk register. Han bruger kameraet, lyset og efterarbejdsprocessen til at formulere stof, tanker og stemninger, ingen andre vil kunne formidle på samme måde. Han er inspireret, nysgerrig, fornyende, stilsikker, feteret. Phileas Fogg møder Leslie Howard møder David Bowie, bare mere familiefar-kærlig."
Den Oscar-belønnede filmfotograf Anthony Dod Mantle fortæller om den krævende indspilning af det biografaktuelle sandal-epos "The Eagle". Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama!
Kun én vej fører om bag den afsides loch, hvor de sidste optagelser til Kevin Macdonalds episke romerfilm ”The Eagle” foregår. Stedet er det nordligste Skotland, tiden er november 2009, og i to uger har regnen tegnet vandrette streger gennem luften, så dråberne æder sig ind i kinderne.
Ferskvandssøens vandspejl stiger med otte tommer i timen, og for ikke at fryse ihjel under de seksten timer lange arbejdsdage på bjerget, må Macdonalds filmhold bruge 12.000 kroner pr. næse på at købe det bedste og dyreste termotøj, de kan opdrive. Værre ser det ud for skuespillerne, Channing Tatum og Jamie Bell. Begge knøse er tvunget til at bære periodekostumer og sjosker omkring med blottede arme og knæ i den syndflodsagtige nedbør.
En morgen klokken seks kører filmens dansk-britiske cheffotograf, Anthony Dod Mantle, op ad bjerget for at møde på settet, inden solen står op. Halvvejs oppe ad bakken får han øje på produktionens transportable toilet. Det står på hovedet og hælder gårsdagens efterladenskaber ud over klipperne. Oppe på toppen ser Dod Mantle, at hele platformen med kameraskinnerne og dollyen hænger ud over kanten. Flere tons udstyr på vej i afgrunden.
”Derfra kommer det der udtryk, "hold on to your hat". Vandet hagler bare ned fra bjergene. At filme under de forhold er fuldstændig ubegribeligt,” fortæller Anthony Dod Mantle, der har skotsk blod i årerne fra sin far.
”Skotland står aldrig stille. Lidt ligesom Færøerne og Lofoten, de nordlige kystområder i Norge. Den form for natur er ekstremt dramatisk, og det er også derfor, kunstmalere søger dertil. Folkene i de egne er også lidt ekstreme. Hvis man drikker, drikker man meget. Religionen og gudstroen er ekstrem. Fiskerne tager ud og dør i de farlige bølger.”
De heftige vejrskift bød på andre udfordringer end gennemblødt kluns og gear. Scenerne fra det skotske højland skulle nemlig klippes sammen med optagelser fra det anderledes rolige Bulgarien, der i "The Eagle" gør det ud for det sydlige England.
”For en fotograf er det komplet umuligt at kontrollere. Du står med fingeren på din blænde, og hvis du kigger på lyset i fem minutter, kan du flytte din finger fra en blænde 2.8 op til 22,” forklarer Anthony Dod Mantle.
”Men vi var nødt til at tage udsvingene med og bruge dem. Vi måtte acceptere, at de vejrskifter, der opstod, var interessante og kunne bruges som et dramatisk virkemiddel. Samtidig skulle vi fortælle en historie og forsøge at holde kontinuitet. Det er det evige dilemma for folk, der laver film.”
Efter syv ugers skotsk efterår rejste Anthony Dod Mantle tilbage til sin familie på Østerbro med en influenza og en smadret bærbar computer:
”Channing Tatum i et skørt var det tætteste, jeg kom på en kvinde i den tid, jeg arbejdede på ”The Eagle”, gnægger Dod Mantle.
"The Eagle" har premiere i 44 danske biografer torsdag den 24. marts.
Aron Ralston havde besteget adskillige bjerge, overlevet en lavine og var sluppet helskindet fra sit møde med en vild brun bjørn.
Men i maj 2003 kom han bogstaveligt talt i klemme på en afslappet solovandretur i Utahs canyon-landskab. En fastkilet klippeblok rev sig løs og naglede Ralstons højre hånd til væggen i bunden af en kløft. Efter fem dage uden mad og vand måtte han amputere sin egen arm med en sløv lommekniv for at slippe fri.
Selvportræt af Aron Ralston i Blue John Canyon, 2003
(fra bogen "Et umuligt valg", Lindhardt & Ringhof)
I dag har Danny Boyles "127 Hours" premiere i ti danske biografer. Filmen, der sætter berusende billeder og farver på Aron Ralstons chokerende oplevelse i kløften, er Boyles første siden Oscar-slugeren "Slumdog Millionaire".
Jeg interviewer den energiske Danny Boyle i dagens udgave af dagbladet Børsen, hvor instruktøren fortæller om de mange forhindringer, han mødte før, under og efter tilblivelsen af "127 Hours".
MIT INTERVIEW MED DANNY BOYLE: > Actionfilm på én kvadratmeter
(kræver Børsen-abonnement) Brian Iskov i Børsen, 4. februar 2010
Endelig bør du glæde dig til det næste nummer af filmmagasinet Ekko, hvor hovedartiklen er mit store portrætinterview af Anthony Dod Mantle: Boyles foretrukne cheffotograf, som jeg har fulgt i to år gennem Oscar-triumf ("Slumdog Millionaire") og Trier-helvede ("Antichrist").
EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA: Danny Boyle forklarer, hvorfor han brugte to cheffotografer på "127 Hours" (2010)
TRANSSKRIPTION:
"It's a bit of a failure, actually. Because the plan ... That's Robert Burne's quote, isn't it? "Best laid plans of mice and men gang aft agley". The plan was that they [DOP's Anthony Dod Mantle and Enrique Chediak] would bring something different to it. Each one would have a different style, and that would be one of the variations that would compensate for the lack of characters. Because there is basically one character during 90 per cent of the film. And we thought, "Yeah!" 'Cos Anthony Dod Mantle is like Northern European, he'll bring a kind of cool diffidence to it. And Enrique Chediak is from Ecuador and would bring a Latin-American passion to it.
We were thinking, we'll manoeuvre the narrative around to suit their passions, or to get them to jump. And I also thought, in addition to that, "Wow. There's a fairly good chance that James [Franco] will prefer one of them to the other." 'Cos it's gonna be very intimate [in the canyon], I knew that. And I thought, he may even get that he really dislikes one of them and really likes the other. And then I could exploit that, like on a really difficult scene, I'd send in the one he doesn't like! There'd be tension, like "good cop, bad cop", you know?
None of that worked, of course, none of it. Because what happened, in fact, was something much better. It just shows you that, plans - you should always abandon them, if you can, if you find something better. I never really realized this, although we'd set up the equipment that would enable this to happen. Anthony and Enrique developed a style, with James, of the film, of how it's shot. We had these digital cameras, which we'd used in Mumbai on "Slumdog Millionaire", and they're very, very flexible, very intimate spaces they can get in, and yet they're proper film cameras.
Danny Boyle (t.v.) og Anthony Dod Mantle indspiller "127 Hours" (2010)
Hand-held is normally on your shoulder or on your hip, basically. Or running, aaaaagggh, with the camera at the bottom of your arm. Because a film camera, you can't really hold it in your hand, it's just too heavy. But with these digital cameras, you can swap hands. They have a little gyro underneath which stops them looking hand-held. They look smoother - not quite as smooth as a Steadicam, but sort of halfway there. And they were the key. Because there was no room in the canyon, there was just him [James Franco] and them [Anthony and Enrique].
They started to work, and if you'd stopped and started the whole time, we'd still be there. And it would look fake, because it would be impossible to sustain. So everything we did, we did in these long, long takes. And they would develop the movement during it. We wouldn't say, "Stop! Now we're doing a wide one. Okay, right, let's do the close-up." They would just go in for the close-up. And I think, American actors are like this, they know when a close-up is being taken. They can feel it. Whereas British actors are very different.
Anyway, they developed this style, and it dictated the whole film. We did virtually every scene like that, and when we did it differently, we never used it in the editing. Because it looked fake. Didn't look real, you didn't quite believe he was there, it felt like a film. So in fact, something much better than what was planned came out of it, and I love that. I celebrate that. You should always have a Plan A, but Plan B is always better, if you find it. It's always much better."
Danny Boyle løftede desuden sløret for sine kommende projekter, da jeg mødte ham i London. Allerede på lørdag åbner hans opsætning af Mary Shelleys "Frankenstein" på Londons National Theatre, hvor Benedict Cumberbatch og Jonny Lee Miller (Sick Boy fra "Trainspotting") skiftes til at spille hhv. doktor Frankenstein og hans skabning.
Musikken? Den er af Underworld. Og censuren? Uegnet for børn under 15!
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
