Bries Blog-O-Rama ser tilbage på Sonys 2012-genstart af "Spider-Man"-franchisen, hvor Andrew Garfield overtog rollen som Edderkoppen fra Tobey Maguire.
Siden sin debut som tegneseriefigur i 1962 har Marvel-superhelten Spider-Man, alias Edderkoppen, løbende udviklet sig i takt med tiden.
Om et år genstarter Sony filmserien endnu en gang med "Spider-Man: Homecoming", der får biografpremiere 6. juli 2017. Tom Holland ("The Impossible") spiller den hidtil yngste Spider-Man i filmen, der instrueres af Jon Watts ("Cop Car").
Tom Hollands debut som Spider-Man i "Captain America: Civil War" (2016) | foto fra filmen
TV3 viser denne weekend Sonys forrige reboot af franchisen, "The Amazing Spider-Man" fra 2012. Med Andrew Garfield i titelrollen genopfandt filmen Peter Parker, nørden bag masken, som en temperamentsfuld, moderne teenager - dog spillet af en 28-årig.
Kort før premieren var jeg i Berlin for at interviewe filmens hovedproducer Avi Arad, hans medproducer Matt Tolmach, instruktøren Marc Webb og hovedrolleindehaveren Andrew Garfield.
Artiklen blev trykt i Politiken 3. juli 2012 under rubrikken "Spider-Man kravler ind i nutiden". Her på Bries Blog-O-Rama kan du nu læse en meget længere udgave af teksten, der indeholder ikke tidligere publicerede citater.
"The Amazing Spider-Man" (2012) vises på TV3 i aften, lørdag 11. juni kl. 22.25, og igen i morgen, søndag 12. juni kl. 23.20.
ARTIKEL OM "THE AMAZING SPIDER-MAN": 50 år i Edderkoppens spind Brian Iskov, juli 2012; revideret juni 2016
Peter Parker er på spanden. Igen.
Aftenen forinden debuterede hans kæreste, Mary Jane, på Broadway. Men Peter nåede aldrig frem til premieren, fordi en akut trussel i New Yorks gader krævede en snarrådig indgriben af byens lokale superhelt, Spider-Man – Peter Parkers alter ego.
Hvor gerne han end ville, tør Peter ikke røbe sit farlige dobbeltliv for sin elskede. Og da han næste dag ringer til 'M.J.' fra universitetet, bliver han afbrudt midt i sin søforklaring. Peter løber nemlig tør for småpenge, som han kan fodre mønttelefonen med.
Denne lille scene fra filmen 'Spider-Man 2' (2004) illustrerer så vel som nogen anden, hvorfor superhelteforlaget Marvel og filmselskabet Sony i 2012 valgte at nulstille filmserien om Spider-Man kun ti år efter dens start. Offentlige mønttelefoner er sooooo last century.
»Som biografgænger vil jeg gerne blive ved med at se nye Spider-Man-film. Men de skal føles relevante i forhold til den verden, der omgiver mig, og samfundet af i dag ser meget anderledes ud, end da vi startede den oprindelige Spider-Man-trilogi for ti år siden,« sagde Matt Tolmach i 2012. Han var producer på det års "The Amazing Spider-Man", hvor superhelten – blandt venner 'Spidey' – ikke blot fik mobil, men også attitude.
I dag får Marvels "The Avengers: Age of Ultron" verdenspremiere - og for første gang i Danmark også i IMAX 3D, intet mindre. I den forbindelse optager Filmnørdens Hjørne en særlig podcast om emnet superheltefilm, hvor Casper, Jesper og Mille bl.a. anmelder Joss Whedons nye Avengers-epos. Jeg bidrager til podcasten med et historisk overblik over superheltefilm fra 1930 til 1980 - selvfølgelig med masser af kuriøse og obskure eksempler.
Hør Bries gennemgang af superheltefilmenes tidlige historie fra 0:42:14 til 1:20:14:
Imens vender Bries Blog-O-Rama blikket tilbage mod den første "The Avengers"-film fra 2012. Jeg lavede junket på filmen i London, og det endte med artikler i Politiken og Dagbladenes Bureau, et indlæg på denne blog samt interviewindslag i Filmnørdens Hjørnes podcast 98.
Herunder kan du nu læse, hvad Tom Hiddleston, Clark Gregg og Jon Favreau (i et uddrag fra min "Cowboys and Aliens"-junket) i 2012 havde at sige om superheltegenrens mytologiske egenskaber, og hvad vi som publikum kan lære om helte, skurke og os selv ved at se superheltefilm.
ARTIKEL OM "THE AVENGERS": Bag superskurkens maske Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, april 2012
På filmplakaten poserer en supergruppe af tegneseriehelte – med navne som Iron Man, Captain America, Black Widow og Thor – iklædt spandex, kapper og kropsnær læder. Det ligner til forveksling en fastelavnsfest for hollywoodstjerner, når Marvel-studiets superhelte holder generalforsamling i den biografaktuelle ”The Avengers”. Men to af filmens skuespillere hævder, at man kan lære en masse om vores samtids helteidealer, fjendebilleder og menneskets psykologi, hvis man kigger bag om de spraglede kostumer.
I ”The Avengers” gentager britiske Tom Hiddleston sin gennembrudsrolle som den lumske Loke fra Marvels udgave af ”Thor” (2011). Den 32-årige skuespiller mener ikke, at en film som ”The Avengers” savner tyngde, blot fordi det er kulørt underholdning:
– Superhelte appellerer til vores fantasi, og hele ideen med at have fantasi er, at man kan flygte ind i den. Og virkelighedsflugt er stadig en stor del af, hvad filmmediet handler om. Men superhelte er samtidig en slags moderne mytologi, der kan sætte billeder på vores drømme, mareridt og fælles forhåbninger på tværs af sociale og religiøse skel.
Også den amerikanske skuespiller Clark Gregg kan takke Marvel for sin karrieres største løft. Fordi fansene elskede hans birolle som den sarkastiske agent Phil Coulson i ”Iron Man” (2008), har figuren nu optrådt som fast element i fire Marvel-film. Privat har den 50-årige Gregg alle dage haft øje for de dybere lag i science fiction-historier og superheltetegneserier:
– Mange bøger og film i den fantastiske genre bliver ikke værdsat nok for det, de kan. Genren kan give os et satirisk udsyn på verden ved at vise den fra et fremtidsperspektiv, som spejler os selv længere fremme ad den sti, vi er slået ind på – eller måske viser en spændende afvigelse fra stien.
Clark Gregg påpeger, at superhelteserier lige siden 1940'erne har fungeret som et barometer for, hvad det vil sige at være en helt i den samtid, som historierne blev skabt i.
– Heltene i vores udgave af ”The Avengers” er meget anderledes end de patriotiske helte, man havde i 40erne og 50ernes krigsramte Amerika. Især efter 11/9-angrebene har superheltene udviklet sig i retning af det mere selvbevidste, ufuldkomne og ironiske, siger Gregg. Han finder det særlig inspirerende, at hans figur, en almindelig dødelig, vælger at kæmpe side om side med de mægtige halvguder i ”The Avengers”, hvor det endelige slag mod ondskaben udspiller sig i – af alle byer – New York City.
Tom Hiddleston som Loke i "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel
Og apropos ondskab: Hvad ville superhelte være uden superskurke til at yde dem værdigt modspil? Efter at have portrætteret den magtsyge og komplicerede Loke i to film, har Tom Hiddleston gjort sig en del tanker om, hvorfor skurke handler, som de gør. Han nåede frem til, at Loke ligesom flere af verdenshistoriens mest berygtede tyranner er motiveret af sårede følelser.
– Loke voksede op i Asgård som Odins kronprins og forventede at blive udnævnt til konge. Men i ”Thor” fandt han ud af, at hele hans livs fortælling var en stor løgn. Han viste sig at være den uægte søn af en jætte, forladt af sit biologiske ophav og siden forrådt af sine adoptivforældre. Loke er en skadet sjæl, hvis hjertekvaler med tiden er hærdet til en destruktiv blanding af storhedsvanvid, forfængelighed og hovmod. Derfor håber jeg, publikum trods alt føler lidt med ham.
I en tankevækkende scene fra ”The Avengers” angriber Loke den tyske by Stuttgart og befaler folket på gaden at knæle for sig. Kun en enkelt ældre herre nægter at parere ordre. Han husker en lignende situation fra 1939. Tom Hiddleston opfatter denne scene som et sindbillede på de psykologiske mekanismer, som fascistiske ledere også i dag er dygtige til at udnytte.
Stuttgart-scenen fra "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel
– Vi mennesker finder tryghed i at blive ledet af andre. Det er derfor, vi er så fascinerede af nye politiske lederskikkelser, der udstråler selvtillid. Nogle mennesker kan lide at følge andre, mens nogle er skabt til at føre an. Somme tider kan en stærk leder forene folket til alles bedste. Andre gange går det frygtelig galt. Winston Churchill var en fremragende lederskikkelse under 2. verdenskrig, og briterne følte sig trygge ved at følge hans forbillede og hans instinkter. Adolf Hitler ejede en tilsvarende karisma og appellerede til den samme sensibilitet, men han manipulerede groft med instinktet. Det er lidt det samme, Loke gør i ”The Avengers”, når han siger: ”Den usagte sandhed om menneskeheden er, at I higer efter underkastelse.”
Tom Hiddleston er dog helt med på, at langt de fleste blot vil nyde ”The Avengers” som et stykke storladen eskapisme. At han spiller en jætte med overnaturlige kræfter og en hær af rumvæsener i sin magt, siger også lidt om, hvordan tidens amerikanske underholdningsfilm i stigende grad forlader sig på fantasifulde metaforer i deres valg af fjendebilleder. Årsagen skal bl.a. findes i den stigende globalisering af markedet, udtaler Jon Favreau, der instruerede de første to ”Iron Man”-succeser for Marvel.
– Hollywood laver ikke længere film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af branchens indtjening stammer i dag fra lande uden for USA, hvilket er et relativt nyt fænomen. Det betyder også, at man ikke kan sælge en historie, hvor halvdelen af kloden holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, er alle på samme side. Det er derfor, at vi i dag ser flere og flere store film, hvor heltene slås mod invaderende rumvæsener eller superskurke fra tegneserier. Det er de eneste politisk korrekte fjendebilleder, der er tilbage.
Clark Gregg som agent Phil Coulson i "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel
Jon Favreaus betragtning får Clark Gregg til at fundere over, om vi netop nu oplever en periode, hvor amerikanerne gør op med de vante stereotyper og arbejder på at forstå deres omverden bedre:
– Personlig er jeg stolt over at se, hvordan et så patriotisk og geografisk isoleret land som USA har bearbejdet 11/9-angrebene gennem de sidste ti år. I USA er der altid nogen, der ønsker at dæmonisere vores fjender, men jeg fornemmer også en modsatrettet holdning, hvor man ikke ønsker at skære andre folkeslag eller trosretninger over én kam. Eller også er det bare mig, der er voldsomt naiv!
Aftenens film på Kanal 4 er "Hollywoodland", som i 2006 blev den første, lille trædesten på Ben Afflecks vej tilbage i rampelyset. Hans kritikerroste præstation kom på netop det tidspunkt i Afflecks karriere, hvor han havde allermest brug for lidt medvind.
I "Hollywoodland", der er instrueret af Allen Coulter, fandt Affleck en sjælden karakterrolle, som spejlede hans egen, ulykkelige situation. Skuespilleren George Reeves optrådte som Superman i 104 tv-episoder fra 1952 til 1958. Men superheltens blå stærkmandsdragt blev en spændetrøje for Reeves, der havde sat næsen op efter en seriøs karriere i film og teater. Kort efter seriens ophør blev han fundet skudt – muligvis for egen hånd.
Da jeg interviewede Ben Affleck ved filmens verdenspremiere i Venedig 2006, virkede han frønnet, sårbar og mentalt mørbanket oven på sit heftigt mediedækkede forhold til Jennifer Lopez. Affleck lagde ikke skjul på, at det var tvingende nødvendigt for ham at begynde på en frisk:
"»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave," forklarede han. Og man må sige, at Ben Affleck med sin succesrige instruktørkarriere - og en producer-oscar for sidste års "Operation Argo" - har formået at finde melodien sidenhen.
Ben Affleck som George Reeves i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto
BRIES INTERVIEW MED BEN AFFLECK: "Hollywoodland" - berømmelsens pris Brian Iskov for Berlingske Tidende 26.1.2007
Ben Affleck var dark horse, da Venedig-festivalen i 2006 uddelte sine priser. Den ofte udskældte skuespiller vandt for sin rolle som George Reeves i »Hollywoodland«, og parallellerne mellem 50’ernes ulykkelige Superman-stjerne og en af nutidens mest eksponerede Hollywood-kendisser er ikke til at overse
Det er en mørbanket mand, der sætter sig ved Berlingskes bord, da vi møder Ben Affleck under filmfestivalen i Venedig. Mistroen lurer under skuespillerens tyndslidte fernis af professionel høflighed, og hans synlige træthed skyldes næppe så meget den tidlige formiddagsaudiens efter gårsdagens premierefest, som at han gennem de sidste tre-fire år har været mandsopdækket af den kulørte presse.
Ben Afflecks omtumlede forhold til Jennifer Lopez - en alliance, der i folkemunde hurtigt blev forkortet til det slagkraftige »Bennifer« - var gefundenes fressen for sladderbladenes sultne hunde. Efter 18 måneders særdeles offentlig romance, kulminerende med samarbejdet i fiaskoen »Gigli«, knækkede filmen for det glamourøse par i januar 2004.
Begge opgav den overdrevne medieopmærksomhed som årsagen til bruddet, og trods de pæne ord, der er løbet os i forvejen om hans aktuelle indsats i dramaet »Hollywoodland«, lader Ben Affleck stadig til at vente sig det værste af festivalens fremmødte journalister.
»Jeg trængte til at holde en pause og komme væk, så tingene kunne falde lidt til ro, mens jeg fandt ud af, hvordan jeg havde lyst til at fortsætte. Jeg følte mig så ulykkelig og vammel og omklamret af medierne. Især boulevardpressen er virkelig blevet intens gennem de sidste fem år«, konstaterer Ben Affleck med en nøgternhed, der ikke helt står mål med hans personlige erfaringer.
Ben Affleck og Diane Lane i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto
Den tragiske Superman
Bennifer-cirkuset blev kun forstærket af, at Ben Afflecks karriere samtidig var på slingrekurs, og den 34-årige californier nærede så lave forhåbninger om at vinde en pris i Venedig, at han for længst var taget hjem igen, da guldløven tilfaldt ham en uge efter interviewet. Med lidt held kan den uventede hæder blive det første skridt på vejen til at rehabilitere den ofte udskældte skuespiller.
Trods filmografiens rummelige genrespænd – komedie, action, drama – lider Ben Affleck under en uheldig tendens til selvtilfreds glathed på lærredet, og kritikerne har sjældent været venlige over for hans lidt stive facon, der gennem karrieren har indkasseret flere slag end Rocky Balboas boksebold. I »Hollywoodland« finder han imidlertid resonante klangbunde i portrættet af George Reeves: En tragisk skuespillerskæbne, der i 1950’erne blev børnenes idol som Superman på tv, men som aldrig formåede at vriste sig fri af den rolle, omverdenen låste ham fast i.
»George Reeves levede et bedrøvet liv, fordi medierne insisterede på at fremstille ham på en måde, han ikke selv kunne genkende, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Han følte sig holdt tilbage af omgivelserne, men ynkede aldrig sig selv. Jeg ønskede at forsvare ham ærligt og fair«, siger Ben Affleck, der åbent erkender parallellerne til sin egen situation.
Ben Affleck i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto
Men hvor det i George Reeves’ tilfælde var hans succes som superhelten fra Krypton, der drev et tveægget sværd gennem hans hjerte, har Ben Afflecks problem været, at publikum ikke har kunnet abstrahere fra sladderspalternes overeksponering af hans egen person.
»I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv, så privatlivet fremstår som mere interessant end arbejdet. Den slags type-casting kan være mindst lige så skadelig som dén, George kæmpede imod, og det går både ud over ens psyke og ens karriere«, noterer Affleck med mere resignation end bitterhed.
"I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv." - Ben Affleck
På spørgsmålet om, hvorvidt mennesker som George Reeves simpelthen er for flinke til Hollywood, svarer Ben Affleck med en stille latter:
»Jeg kan godt lide den tanke. I mine øjne er det mest hjerteskærende nok, hvor vellidt han var. George Reeves var en blid mand i en tid, hvor det ikke nødvendigvis stemte overens med det fremherskende maskuline ideal. En generøs, selskabelig og oprigtig fyr – og samtidig var han sønderknust og noget så ulykkelig. Hele sit liv satte han en maske på for at gøre andre glade, indtil han til sidst ikke magtede det længere, og det synes jeg er virkelig sørgeligt.«
George Reeves som tv's Superman i 1950'erne
Vi bliver aldrig tilfredse
Mere overordnet ser Ben Affleck sin rolle som et højt profileret eksempel på den universelle, menneskelige tendens, der med jævne mellemrum hjemsøger os alle. Følelsen af ikke at være tilfreds. At det aldrig er nok.
»Vi går konstant og siger til os selv: "Hvis jeg får den forfremmelse, bliver alting godt. Hvis jeg nu kom sammen med ham eller hende, ville jeg være lykkelig. Gid jeg havde en million dollar. Tænk hvis jeg var berømt". Men intet af det er sandt. Ingen af de ting vil gøre os lykkeligere. Mange mennesker, inklusive mig selv, tænker: "Hvad er det egentlig, du er så utilfreds med? Du er sund og rask, du arbejder, du har en familie, der elsker dig. Det burde være nok". Men det er det næsten aldrig«.
Derfor har Ben Affleck sat sig et nyt mål. Han arbejder nu på at forenkle sin tilværelse og bringe dagligdagen ned i en mere håndterlig skala.
»»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave«, fortæller han.
Processen har indtil videre medført salget af hans elskede Bentley (»den var lidt for blæret, og da lejekontrakten udløb, skilte jeg mig af med den«). Ben Affleck har også nydt at træde bag kameraet på sin første film som instruktør, krimidramaet »Gone, Baby, Gone«. Sidst, men ikke mindst, har han fået en datter med kollegaen Jennifer Garner, og selv om Affleck er pinligt bevidst om klicheen i udsagnet, må han sande, at familieudvidelsen fik ham til at genoverveje sine prioriteter ganske eftertrykkeligt.
»Mit job er trådt i anden række. Ironisk nok, for nu hvor jeg føler mig bedre rustet til at gøre et ordentligt stykke arbejde, er det ikke længere så vigtigt for mig.«
Føler du dig fri?
»Jeg har det ret fint lige nu. Der er ingen garantier, og jeg har mine fortrydelser, men jeg håber på det bedste«, slutter Ben Affleck.
Ekstramateriale: PÅ MED PUNDENE
Hvis man vil overbevise Oscar-akademiet om ens evner som seriøs skuespiller, er en af de mest effektive genveje at ommodellere sin fysik, så selv dem på bagerste række kan få øje på transformationen. Man kan enten maskere sig som en anden berømthed (Nicole Kidman i »The Hours«), være mere end almindeligt morgengrim (Charlize Theron i »Monster«) eller æde sig en topmave til a la Robert De Niro (»Raging Bull«) og George Clooney (»Syriana«).
I »Hollywoodland« udfylder Ben Affleck to ud af de ovennævnte tre kriterier for at vinde en Oscar: Han har lagt sig ud med ni kilo for at spille 50’er-kendissen George Reeves.
»Nu er det jo ikke så svært at tage på, vel? Det var klart den sjoveste del af jobbet«, melder Affleck, som måtte sande, at det straks var en større opgave at smide overvægten igen.
»Når først kroppen har vænnet sig til de ekstra kilo, vil den hellere tage mere på end tabe sig. Jeg opdagede, at legemet gør oprør og skriger indvendigt, når det lider afsavn. Det var lettere for mig at holde op med at ryge end at slippe af med de ni kilo«, siger skuespilleren, som måtte på en langvarig diæt for at vende tilbage til normalformen.
»Jeg spiste kylling. Kedelig, tør kylling uden skind, serveret med broccoli og en halv bagt kartoffel. Når man har levet af det i fire måneder, får man altså lyst til at skyde sig en kugle for panden!«
I anledning af biografpremieren på Marc Webbs "The Amazing Spider-Man" kigger Bries Blog-O-Rama nærmere på de tidlige realfilmversioner af Edderkoppen. Der er flere, end man umiddelbart skulle tro!
THE ELECTRIC COMPANY (PBS 1974-77) Spider-Man: Danny Seagren
Hey mand, hvem er den funky afrodude, der kommer vuggende ned ad fortovet? Jamen, det er da en ung og slank Morgan Freeman! Og hvem sniger sig omkring i kulissen – det skulle vel aldrig være Spider-Man i sin allerførste live action-optræden?
Jep, Spider-Man optrådte i kød og blod, flere årtier før Tobey Maguire og Andrew Garfield trak i den røde og blå trikot. Fra 1974 til '77 medvirkede Marvels netsvingende superhelt i det groovy børneprogram "The Electric Company" på PBS, der ansporede afro- og latinamerikanske børn til at læse.
Spidey selv dukkede op som pantomimefigur i en række korte indslag, hvor han udelukkende udtrykte sig i talebobler. Spider-Man-figuren var desuden renset for alt, der lignede personlighed og kontekst, ligesom de skurke, han mødte, var bizarre, men temmelig harmløse (f.eks. en yeti med hjemve og musemanden, der stjal andres oste). Danseren og dukkeføreren Danny Seagren var manden i Spider-Mans dragt.
Spider-Mans første optræden i "The Electric Company", "Spidey meets the Spoiler" fra 1974, er et ganske typisk eksempel på programmets Spidey-indslag, der sjældent lod Adam Wests "Batman"-serie noget tilbage i campfaktor. Morgan Freeman, der var fast medvirkende i serien, leverer fortællerstemmen til denne Spidey-historie og formår på imponerende vis at betone hvert eneste bogstav i ordet "cruel":
THE AMAZING SPIDER-MAN (CBS 1977-79) Spider-Man/Peter Parker: Nicholas Hammond
I 1977 forsøgte CBS sig med en egentlig filmatisering af Spider-Mans eventyr. Den 28-årige teaterskuespiller Nicholas Hammond fik dobbeltrollen som Spidey og Peter Parker, der i denne version er 25-årig collegestuderende. Han bor dog stadig hos sin tante May og arbejder for J. Jonah Jameson på avisen Daily Bugle. Ellers har tv-serien ikke meget til fælles med Marvels tegneserie.
Onkel Ben er skrevet ud af historien, hvilket fuldstændig udvander Parkers motivation for overhovedet at blive superhelt. Gwen Stacy, Mary Jane Watson og Harry Osborn glimrer også ved deres fravær i CBS' "The Amazing Spider-Man". I tv-seriens grå univers mødte Spidey heller ingen superskurke, for det rakte budgetterne ikke til.
I det hele taget ligner CBS' "The Amazing Spider-Man" til forveksling en hvilken som helst anden middelmådig, familievenlig tv-krimi fra sin samtid - med den ene undtagelse, at Peter Parker en gang imellem tager et fastelavnskostume på og kravler lidt rundt på en facade (læs: en stuntmand hejses op i en wire, mens han spræller med arme og ben).
Nicholas Hammond - den første Spider-Man på de danske biograflærreder!
Hvor kedsommelig og billig CBS' "The Amazing Spider-Man" end virker i dag, var efterspørgslen på superheltefilm tilstrækkelig stor i kølvandet på Richard Donners "Superman" (1978), at pilotafsnittet af "The Amazing Spider-Man" opnåede biografdistribution i flere europæiske lande. Således også i Danmark, hvor "Spider-Man" fik biografpremiere som "spillefilm" den 12. oktober 1979 under titlen "Edderkoppen". At den formåede at sælge 23.728 billetter i de danske biografer, er vist det mest forbløffende ved dén sag.
Senere blev to gange to dobbeltafsnit af serien "The Amazing Spider-Man" klippet sammen til spillefilmslængde og falbudt til europæiske biografgængere som "Spider-Man Strikes Back" og "Spider-Man: The Dragon's Challenge". Disse nåede dog ikke til Danmark. Tv-serien, der lukkede ned i 1979 efter kun 13 episoder, er så vidt vides heller aldrig blevet vist herhjemme.
SPIDER-MAN / SUPAIDAMAN (Toei Company 1978-79) Spider-Man/Takuya Yamashiro: Shinji Todō
Så er der straks mere fest over den bindegale og fuldstændig hæmningsløse nyfortolkning af "Spider-Man", som det japanske superhelteselskab TOEI producerede samtidig med CBS' "The Amazing Spider-Man" i 1978-79.
Peter Parker er ikke blot omdøbt til Takuya Yamashiro i denne sci-fi-mecha-version: I stedet for pressefotograf er han en ombejlet motorcykelkører, som får Spider-kræfter, da Garia – den sidste overlevende fra planeten Spider – beder ham om at stoppe Professor Monster og hans Jernkorshær, der vil invadere Jorden fra det ydre rum.
Som om dette ikke lå langt nok fra Marvels tegneserieforlæg, kan den japanske Spider-Man transformere sig til kæmperobotten Leopardon (kampråb: "Change Leopardon!"), når han battler Professor Monsters monstre, som kan vokse fra lommestørrelse til 60 meters højde på få sekunder. Jernkorshæren ledes i øvrigt af en sexet ninja-rum-chick. Behøver jeg sige mere?
Kitschværdien er tårnhøj i TOEI's "Spider-Man", der trykker speederen i bund med en afsindig klipperytme, galopperende diskotrommer på lydsporet og et svimlende overforbrug af 70'er-zoom. Der sker mere i én episode af TOEI's "Spider-Man" end i hele den samtidige amerikanske serie, og det tjener Marvel til ære, at de har gjort alle 41 afsnit af dette herlige japanske 70'er-kuriosum frit tilgængelige på Marvel.com.
Mark Ruffalo, Jeremy Renner og Tom Hiddleston fra Marvels "The Avengers" fortæller om filmens superheltekostumer – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama!
I går (onsdag) havde Marvel Studios og Disney verdenspremiere på "The Avengers". Joss Whedons episke ensemblefilm binder en flot sløjfe på Marvel Studios' første serie af indbyrdes forbundne superheltefilmatiseringer, der startede med "Iron Man" i 2008.
Kostumedesigneren Alexandra Byrne er ophavskvinde til de opsigtsvækkende superheltedragter i "The Avengers". Det var også Byrne, der designede asernes flamboyante garderobe til Kenneth Branaghs "Thor".
De bizarre kostumer vakte megen moro under optagelserne til "The Avengers", hvor skuespillerne ofte følte sig hensat til en syret udklædningsfest. Pinligst var det for Mark Ruffalo, der måtte spille sine scener som den animerede Hulk iført et performance capture-trikot. Dragten lignede mest af alt en natdragt med polkaprikker eller, som Ruffalo selv har døbt looket, "et kinaskakbræt".
"Sådan en trikot får alle de forkerte steder på kroppen til at se små ud – og modsat," klynkede Mark Ruffalo bravt på filmens europæiske pressedag i London.
I London indrømmede Jeremy Renner (Hawkeye) også, at han følte sig på udebane i en film som "The Avengers", hvor skuespillerne må trække store veksler på deres forestillingsevne, indtil computeranimatorerne tilføjer digitale effekter i postproduktionsfasen:
"Jeg siger jer, det var en underlig film at arbejde på. Jeg sloges med Scarlett Johansson. Det var meget nice. Jeg sloges med en masse luft – dét var sært – og en masse fyre i pyjamas, hvilket også var ret mærkeligt. Jeg foretrækker lidt mere autenticitet. Noget håndgribeligt, som jeg kan ramme eller blive slået af," siger Renner, der har stunterfaring fra "Mission Impossible: Ghost Protocol" og den kommende "The Bourne Legacy".
Mark Ruffalos garderobekvaler under optagelserne til "The Avengers" morede til gengæld Jeremy Renner så meget, at han stadig sprutter af grin, når han genfortæller sin yndlingsanekdote fra indspilningen:
"På et tidspunkt optager vi filmens store heltebillede, hvor The Avengers danner en cirkel, mens vi kigger på et eller andet meget ondt. Dér står vi i vores cheesy, corny, bad-ass dragter med pistoler og buer trukket, men i det mindste er vi ikke Mark Ruffalo, som står … he he … på sin lille trækasse og knurrer i sin pyjamas, ha ha ha! Vi kunne slet ikke se på ham uden at grine. Han står dér i sine tøfler og grynter ud i den blå luft. Fantastisk."
I "The Avengers" såvel som i "Thor" spilles superskurken Loke af den høje, slanke brite Tom Hiddleston. Rollen indebærer, at Hiddleston bærer rundt på en imposant kappe, gyldne brystplader og en hjelm med gevir (Clark Gregg, der spiller agent Coulson, døbte hornene "Loki's Antlers of Doom"). Tom Hiddleston fortæller:
"Det tager op til to timer at komme i Lokes dragt. Jeg kan ikke selv tage tøjet på, jeg skal have nogen til at hjælpe mig. Det hele bliver endnu sjovere, når jeg så skal slås i kostumet. Sveden trækker ind i brystet, og ... Det er virkelig en luksuriøs oplevelse."
"Men jeg må tage hatten af for vores designer, Alexandra Byrne, for man risikerer virkelig at falde på halen, når man forsøger sig med kostumer i denne målestok. De skal udstråle heltemod og være larger than life, men de må endelig ikke kamme over i camp. Jeg synes, Alex har løst opgaven fremragende, og hun sikrede sig, at kostumerne samtidig var praktisk anvendelige, så man kan slås, springe omkring og rulle rundt i dem."
"Mit kostume gør meget af skuespilarbejdet for mig. Dels fordi Lokes silhuet er utrolig skræmmende, dels fordi tøjet ser så ledt ud – jeg mener, det består af læder, metal og guld! Men indrømmet, der var dage undervejs, hvor jeg kiggede misundeligt på agent Coulsons Dolce & Gabbana-habit."
Tom Hiddleston er svært tilfreds med, at han i "The Avengers" ikke længere er dén, der under optagelserne tiltrak flest underlige blikke med sit kostume:
"He he! Mark Ruffalos motion capture-dragt var mere fjollet end Lokes kostume, men hans tøj vejede til gengæld ikke nær så meget. Vi havde alle sammen øjeblikke af garderobeflovhed under "The Avengers". En dag så jeg Chris Hemsworth (Thor) blive boret ind i sit kostume. En af brystpladerne på hans brynje var ved at falde af. Den måtte sættes på plads med en boremaskine. Så var der mig i mit Rock of Ages-møder-Reindeer Games-ensemble, og Chris Evans (Captain America) og Scarlett Johansson (Black Widow), der begge slår et slag for Spandex. Det var helt åndssvagt. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan det må have set ud de dage, hvor vi alle var samlet på sættet."
Marvels Avengers-plan – næste fase:
"Iron Man 3" (dansk premiere 2. maj 2013)
Instruktør: Shane Black
"Thor 2" (dansk premiere 14. november 2013)
Instruktør: Alan Taylor ("Game of Thrones")
"Captain America 2" (premiere april 2014)
Instruktører: Anthony og Joe Russo
"The Avengers 2" (forventet premiere 2015)
Instruktør endnu ukendt
Marvel Studios' to kommende "The Amazing Spider-Man"-film er produceret uden for Avengers-skemaet. De er i Danmark premieresat til hhv. 3. juli 2012 og 2. maj 2014.
I dag får Marvel-filmatiseringen "Thor" premiere i mere end 60 danske biografer. Og jeg kan med nogen lettelse konstatere, at når man først ser, hvad Kenneth Branagh har fået ud af Stan Lees måske mest bizarre superhelt, undrer man sig ikke længere over, at Mr. Shakespeare har valgt at instruere en blockbuster om en blond tordengud og hans boomerang-hammer.
Takket være Branaghs sikre hånd og et engagerende hold skuespillere (anført af Anthony Hopkins, Natalie Portman og Stellan Skarsgård) rammer tonen i "Thor" den helt rigtige, hårfine balance. Filmen er behørigt grandios og dramatisk, som et epos om guder bør være. Samtidig er "Thor" et overraskende morsomt superhelteeventyr, der viser overskud og glimt i øjet uden at tippe over i ironi eller kitsch, hvilket tegneserien ellers indbyder rigeligt til.
I denne uges filmtillæg i Politiken (28. april 2012) samt længere nede i dette indlæg kan du læse mit interview med Kenneth Branagh, som jeg mødte i London. Den yderst veltalende og karismatiske brite går bl.a. i detaljer med, hvordan man holder fokus, når man arbejder på en kæmpe superheltefilm.
Det er også mig, der har tilrettelagt det indslag om "Thor", som DR's "Troldspejlet" viser fra på lørdag (30. april). Her røber Chris Hemsworth (Thor) sin fortid som kikset fastelavns-Robin, mens Tom Hiddleston (Loke) mindes, hvordan han sad og nørdede over oplysningerne på sin barndoms superheltekort: "Galaktus var sej, han kunne spise verdener!"
INTERVIEW MED KENNETH BRANAGH:
> Mellem Shakespeare og superhelte Brian Iskov i Politiken Film, 28. april 2011
Hvad har Macbeth og Marvel til fælles? Masser, hvis man spørger Kenneth Branagh. I sin aktuelle film som instruktør har Shakespeare-eksperten kastet sig over superheltene med guden Thor som sin hammersvingende stjerne. Politiken har mødt Branagh i London.
Kenneth Branagh bag kameraet på "Thor" | pr-foto
En blond tordengud kastes ned fra sin sky uden sin magiske hammer. På Jorden forelsker han sig i en køn kvindelig astrofysiker, men så går hans stedbror amok i Asgård og sender en gigantisk dødsstrålerobot til New Mexico for at pulverisere brormand.
'Hamlet' er det sandt for dyden ikke, den nye Marvel-spillefilm om superhelten Thor. Så hvad laver Kenneth Branagh som indpisker på dén galej? Shakespeare-geniet, der blev udråbt til sin generations Olivier og lagde britisk teater for sine fødder, inden han fyldte 30?
Over en højt skattet kop te røber den nu 50-årige Branagh til Politiken, at han udmærket forstår, hvorfor hans navnetræk under en tegneseriefilmatisering vækker så megen undren. Han reagerede selv med et hævet øjenbryn, da Marvel Studios for tre år siden henvendte sig og spurgte, om han havde lyst til at påtage sig instruktørposten på 'Thor'.
»Jeg husker, jeg fandt ideen 'intriguing' (fascinerende på en pirrende måde, red.). Og producenterne fra Marvel brugte samme udtryk, når de diskuterede mig som et potentielt bud. 'Intriiii-guing',« spinder Branagh, mens han kælent trækker adjektivet i halen.
Men nu må man heller ikke glemme, at det legendariske Marvel-forlag har tradition for at tænke uden for rammerne, når de overfører deres brogede galleri af superhelte fra papir til film. Valget af Ang Lee som tovholder på 'Hulk' (2003) var en skæv satsning, der slog fejl. Til gengæld ramte Marvel plet, da de overlod 'Iron Man' (2008) til den semiukendte skuespiller og komedieinstruktør Jon Favreau. Med en lige så uventet Robert Downey Jr. i dobbeltrollen som playboy og kampmaskine blev 'Iron Man' det års næststørste kassesucces.
Ligeledes bør man komme i hu, at blockbustergenren slet ikke er så fremmed for Kenneth Branagh. Hans opulente filmudgave af 'Frankenstein' (1994) smed godt med kul på de kulørte kedler, mens slaget ved Agincourt i Branaghs 'Henrik V' (1989) demonstrerede et sikkert greb om spektakulær action. Og når man først ser filmen om 'Thor', giver det såmænd glasklar mening, hvorfor Marvel ønskede at parre den klassisk skolede Mr. Shakespeare med eventyret om Odins søn.
»Alle hos Marvel sagde det til mig fra starten af: »Thor er absolut vores mest vanskelige figur. Han kan så let komme til at virke latterlig eller kitschet«, fortæller Branagh. Hans mission som instruktør blev at finde »den ærligste, mest sandfærdige måde« at formidle tordengudens historie på. En måde, der drog nytte af de elementer, som kunne udgøre filmens svagheder, men som i Kenneth Branaghs øjne burde være dens styrker.
»Ét er Thors evne til at rejse mellem verdener. Et andet, at han bakser med genkendelige følelsesmæssige problemer, men samtidig er han en af guderne. Dét har vi ikke set før i en sommerblockbuster. Og hvis vi skaber et stiliseret Asgård, som føles troværdigt; hvis vi viser Thors rejse gennem rummet på en spændende nok måde; hvis vi kan designe isplaneten Jotunheim og nogle virkelig skræmmende frostjætter ved hjælp af alle de tekniske værktøjer, vi har i kassen – så får fortællingen et solidt fundament at hvile på.«
Chris Hemsworth og Natalie Portman i "Thor" | pr-foto
Kenneth Branaghs løsning var at holde fokus på skuespillet og figurerne. I stedet for at starte optagedagene med at få de store oversigtsbilleder i kassen, satte Branagh nærbillederne forrest i køen. Han havde luret, at integriteten i skuespillernes præstationer var det væv, som kunne holde sammen på stoffet.
»Min erfaring med storfilm er, at man let bliver overvældet af logistikken og de produktionsmæssige krav. Man skal passe på ikke at blive tromlet ned af den store karavane, men i stedet forblive tro mod historien og ens oprindelige instinkt og stræbe efter dét, som er så svært i denne type film. Nemlig at bevare en kerne af enkelhed,« siger han.
Kenneth Branagh bemærker tilfreds, hvordan testpublikummet udtrykte forbavselse over, at de følte sig bevæget over Thors personlige udvikling og de komplekse familieforhold blandt Asgårds guder. Men anslaget måtte heller ikke være for tungt.
»En film om guder kunne nemt blive for højtidelig og tage sig selv for alvorligt på den forkerte måde,« pointerer Branagh. Hvorefter den oratoriske begavelse ruller sig ud i endnu en klarøjet værkanalyse:
»Den største udfordring, ud over logistikken, var at finde et leje, hvor vi kunne bruge humor, uden at det kammede over i ironi eller latterliggørelse, og uden at det trak fra dramaet og actionelementerne. Filmen har et glimt i øjet. Den er varm og holder af stoffet og figurerne, og skuespillerne er tro mod karaktererne. Deres spil rummer en form for virkelighed, men har samtidig det lette touch, som kommer fra en oprigtig kærlighed til materialet.«
Voila. Instruktøren Branagh har skam tænkt grundigt over løjerne, og selv et halvhjertet forsvar for, at filmen er i 3D, sælger skuespilleren Branagh med sin naturlige karisma og en udsøgt moduleret stemmeføring, der er en smørstegt nydelse at lytte til. Også når han gør rede for muskelbundtet Thors appeal, glemmer man næsten, at forlægget hører blandt Marvel-katalogets mest håbløse sekundavarer:
»Jeg har altid fornemmet en interessant dynamik i Thor-figuren. På mange måder er han en primitiv grobrian, der nægter at lægge bånd på sine kræfter. Samtidig viser han i glimt en mere sofistikeret forståelse af, at dømmekraft og diskretion i visse tilfælde kan være positive værdier. Den form for indre kamp mellem instinkt og råstyrke virker meget vikingeagtig, hvilket tiltalte mig.«
Anthony Hopkins som Odin i Marvels "Thor" | pr-foto
Kenneth Branaghs kendskab til Marvel-hæfternes Thor og Loke er ikke af nyere dato. Fascinationen rækker tilbage til hans drengeår i 1960'ernes Belfast:
»Jeg husker tydeligt, at jeg så et hæfte, hvor Thor stod fanget i et åg med armene draperet over en træstamme – hans arme var selvfølgelig tykkere end stammen – mens hans stedbror Loke sad med et spyd i Asgårds trone, som han havde tilranet sig. Jeg kunne godt lide dynamikken i måden, billederne blev præsenteret på. Der var mange skæve vinkler, og det så sejt og spændende ud. Bare indtrykket af enorm fysisk styrke var noget, jeg bed mærke i, og jeg kunne se, at Thor havde et problem. Nemlig: Hvad skulle han stille op med alle de kræfter? Han kunne tryne alle, hvis han ville, men kunne han også være følsom over for sin bror og sin far? Thor er jo kongesøn, men ansvarsløs og arrogant. Først da han mister sine privilegier, sit hjem, sin familie og sine kræfter, får han muligheden for at se sig selv i et nyt lys og komme igen med fornyet styrke.«
Lad os lige opsummere: Royale familiestridigheder, magtkampe mellem brødre, højstemt dialog og europæere, der uddeler smæk til hinanden … Måske er der alligevel ikke så langt mellem Titus Andronicus og Thor den Mægtige?
»Jeg differentierer ikke mellem såkaldt høj- og lavkultur,« erklærer Kenneth Branagh, næppe for sidste gang.
»Det er altid krævende at gøre noget ordentligt, og der er ingen forskel på det arbejde, jeg lægger i opgaven,« betoner han, før han driver en velrettet stage gennem scenekunstens iboende snobberi.
»Det er en lettere forloren idé – omend forståelig nok – at en populær underholdningsfilm skulle være tyndbenet, nem eller overfladisk, blot fordi den udspringer af en tegneserie. Men højkultur kan også være doven. Man skal nærmest bare møde op og gebærde sig i denne ærbødige verden af fornemme kostumer fra en svunden tid, og på en eller anden måde skaber det en illusion af tyngde; en intellektuel fidus-troværdighed. Men jeg har altså medvirket i masser af Shakespeare-stykker, som var forfærdelige!«
BONUSMATERIALE - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama: Kenneth Branagh om 3-D-konverteringen af "Thor"(Kenneth Branagh on converting "Thor" into 3-D)
"I didn't want to shoot in 3D. We explored it. I'm not clever enough yet to shoot in 3-D, perhaps I never will be. It's two enormous cameras [along with] the grading, the analysis of the parallax, the depth curve, the retinal rivalry and everything else that is the technical jiggery-pokery.
To do the physics of lining up for a shot is so time-consuming, I said to Marvel, "We should convert. If we shoot in 3D, I'll never have time to do all this work on the acting that I want to do, so let's convert and render as many of the effects in 3D as we possibly can".
We were planning [the 3D] while we were shooting, and we finished last May, nearly a year ago. We've been doing 3D reviews twice a week for the last year. At Comic-Con last year, we ran five minutes of 3D material, and it was the first understanding of how to make it work."
Stillbillede fra Marvels "Thor" | pr-foto
"Lots of times, it's to do with offering up a kind of sculpted depth in the shot, whether it's trying to maximize the sense of the occasion when Thor is in the foreground, and Odin's up there, three people are at the sides and on the stairs. All that gives a sense of the magnificence of Asgard.
Sometimes it's to do with how you lay out the depth in the interior shots with Chris and Natalie in the van, driving to the S.H.I.E.L.D. camp, trying to put people more in the desert. Sometimes it's to do with the full experience of going through space, like our little end title sequence, where we go on a journey through Yggdrasil.
So it took a long time, and a lot of orchestrating, but we're really proud of the specifics of the 3D."
Mens vi venter på, at Zack Snyder finder den rette Superman til sit 2012-reboot, "Superman: Man of Steel", fornøjer TV3 os i aften med to tidligere film om helten fra Krypton.
Kl. 21:00 flyver Brandon Routh over skærmen i "Superman Returns", Bryan Singers flotte, men tunge genoplivningsforsøg fra 2006.
Og kl. 02:40 følger den første og bedste film i serien: Richard Donners episke "Superman" fra 1978, hvori Christopher Reeve leverer den definitive tolkning af dobbeltrollen som Kal-El og Clark Kent.
Mindre heldig var den gode Reeve, da han i 1987 tog på sin fjerde og sidste, for ikke at tale om ringeste, udflugt i den røde kappe. "Superman: Kampen for fred" blev en flov fuser, som slet ikke hang sammen, men til gengæld var den spækket med pinligt utilstrækkelige effekter. Må vi have lov at præsentere bevismaterialet ...
(klik på billederne for fuld størrelse)
Fejl #1: Hey, den stjernehimmel er jo bare et sort bagtæppe hængt op i studiet. Kan du sige ”nærig”?
Fejl #2: Et stykke rumskrald kapper momentant knoppen af en kosmonaut og afslører, at han er en dukke. Trods sløseriet var der ikke råd til at gøre effekten om, og i næste billede har Mischa skruet hovedet rigtigt på igen.
Fejl #3: Den røde hat, der hopper over fortovet, er toppen af en nyligt eksploderet brandhane. Hvornår er Metropolis' vejvæsen begyndt at bygge deres brandhaner af flamingo?
Fejl #4: ”Der er ingen bånd, der binder mig” ... NOT! De wires, som holder vores helt flyvende, er pinligt synlige i rigtig mange scener. Her er det Supermans blonde modstander, Nuclear Man, der dingler i kablerne.
Fejl #5: Kapper, der blafrer i vinden ... i det ydre rum ... hvor helt almindelige dødelige kan trække vejret uden rumdragt!
Retfærdigvis må det nævnes, at den himmelråbende håbløshed, som gennemsyrer ”Superman: Kampen for fred”, skyldes, at producerne halverede filmens budget, kort før optagelserne startede. Det er derfor også den samme, usle effektstump, der spilles om og om igen, hver gang Superman flyver imod kameraet. Ikke særlig super ...
I DAG: Om Hellboy, Mystery Men og andre skæve superhelte
Som forfatter af Troldspejlsbogens tekst må jeg sige, at jeg stadig er imponeret over, hvor meget indhold bogens tilrettelægger, Carsten Søndergaard, har fået presset ind på de 144 sider, vi havde til rådighed.
Faktisk var der kun meget få passager i manuskriptet, som endte med at udgå på grund af pladsmangel. I dagens låge får du dog en lille boks, der blev til overs fra afsnittet om superhelte – nemlig om de superhelte, som hverken hører hjemme hos DC eller Marvel.
Flaming Carrot / Bob Burden's Original Mysterymen
(Aardvark-Vanaheim, 1979 / Dark Horse, 1999) Skabt af Bob Burden
I arbejderbyen Palookaville spankulerer Flaming Carrot rundt som en brændende rodfrugt med svømmefødder. Selv om han umiddelbart ikke virker helt rask og kun ejer indbildte superkræfter, lykkes det ham jævnligt at afværge trusler fra rumvæsener, kommunister, besatte soldaterstøvler og lignende bizarre fænomener.
Sammen med andre lokale særlinge stifter han Mysterymen, en gruppe af miskendte og lidt ynkelige superhelte. Skovlerens våben er en talende skovl. Vietnam-veteranen The Strangler får sine kræfter fra en formkage. Og Bondo Man er lavet af hård spartelmasse. Bob Burdens temmelig alternative helte slog deres folder i hæftet ”Flaming Carrot Comics” i nogle år, før en kultdyrket film med titlen ”Mystery Men” i 1999 lånte grundideen og nogle af bifigurerne. Samtidig fik gruppen deres eget serieblad.
Teenage Mutant Ninja Turtles / Skøre Teenage Ninja Skildpadder
(Mirage Studios, 1984) Skabt af Kevin Eastman og Peter Laird
I første omgang var historien om de fire muterede skildpadder tænkt som en syret parodi på superhelte som X-Men, hvorfor serien blot blev smidt på markedet i et fedtet hæfte, sjusket trykt og i et latterligt lille oplag. Men undergrundsfænomenet blev et overgrundshit, og da universet i 1987 blev omsat til tv-tegnefilm og actionfigurer, var de pizzaædende ninja-eksperter med kampråbet ”Cowabunga!” pludselig verdensberømte.
Siden kom fire biograffilm, en ny tv-serie og sågar et rockband med Michelangelo, Donatello, Leonardo og Raphael (der alle er opkaldt efter italienske kunstnere fra 1400- og 1500-tallet).
DukseDrengen
(DR 1989/Cool Comics 2002) Skabt af Peter Gren Larsen og Cecilie Olrik (tv)/Hans Christian Vang, Juan Ferreyra og Steffan Weber (blad)
Bag dragtens dobbelt-D gemmer sig ikke Daredevil, men DukseDrengen. Til daglig er han Arno Olsen, klassens kiksede nørd, men efter han arrangerer et uheld i fysiklokalet for at udvikle superkræfter, tager han kampen op mod den ækle Fedtegreve i håbet om at vinde den fagre Louises hjerte.
Danmarks første superhelt debuterede på DR i 1989, hvor han var hovedpersonen i en temmelig fjollet tv-serie på 6 afsnit. Parodien gik åbenlyst på Superman, Batman og Spider-Man, tilsat typisk dansk ironi og ”grønt kryptokridt”, men serien glemte hurtigt sit udgangspunkt for at handle om alt muligt andet.
Noget overraskende blev DukseDrengen genoplivet som tegneseriefigur mange år senere. Bladet, der løb fra 2002 til 2004, introducerede nye skurke: Svovlmunken (der skød med tændstikker) og den Batgirl-agtige Natteravn.
Spawn
(Image Comics, 1992) Skabt af Todd McFarlane
Det amerikanske militær svigtede ham, og han døde omspændt af helvedes flammer. Men lejesoldaten Albert Simmons genopstod som krigeren Spawn, der efter en kort periode som antihelt meldte sig i kampen mod verdens uret – ikke af lyst, men af tvang. For både englene og Satans disciple havde konstant bud efter ham.
Spider-Man-tegneren Todd McFarlanes mørke superhelt er flere gange blevet forsøgt lanceret i Danmark, men han har aldrig rigtig fanget an. Serien blev filmatiseret i 1997.
Hellboy
(Dark Horse, 1993) Skabt af Mike Mignola
I genrens udkant finder vi den postkasserøde Hellboy. Han bekæmper monstre for regeringen, men er selv dæmonyngel: hentet til Jorden af nazistiske troldmænd, om end opfostret i det godes tjeneste af en professor. Med sin næve af sten modstår han alle slags knubs bortset fra kærestesorger. Og så har han en svaghed for katte.
Humoren i ”Hellboy” er raspende rå, og Mignolas kantede streg er kendetegnet ved en original og voldsom brug af bragende sorte skyggeflader. To yderst seværdige filmversioner fra fantasy-instruktøren Guillermo Del Toros hånd ramte biograferne i hhv. 2004 og 2008. Også de to animerede dvd-eventyr fra 2008 var flotte og tro mod forlægget.
Witchblade
(Top Cow/Image Comics, 1995) Skabt af Marc Silvestri, David Wohl, Brian Haberlin, Christina Z og Michael Turner
Superhelte af hunkøn er ikke hverdagskost, men ”Witchblade” har hele to. Politikvinden Sara Pezzini fik sine superkræfter gennem en magisk arm fra en gammel rustning, og fra hæfte nr. 103 delte Sara handsken med en ung danserinde, Danielle Baptiste. Ifølge seriens mytologi har armpanseret tidligere været forbi så kendte kvinder som dronning Kleopatra og Jeanne d'Arc!
En lidt primitiv tv-udgave fra 2001 kom på video i Danmark, og i 2004 kom både en anime og en manga, dog uden Pezzini og Baptiste.
I en nøddeskal: Isoleret set er "Iron Man 2" en superheltefilm over gennemsnittet. Den har humor og hjerne, er uhørt lækkert produceret og formår at rette op på etterens svageste led, actionscenerne, med en langt mere velsmurt og engagerende finaleakt.
Men samtidig virker filmens historie både overbroderet og underudviklet, og en stor del af forgængerens utvungne charme går tabt i anstrengelserne for at indfri publikums opskruede forventninger. Derfor mister dagens premiere en stjerne i forhold til den første "Iron Man", som jeg i sin tid belønnede med fire GEAR-knopper (i GEAR #58).
De finere detaljer vil jeg overlade til min ærede kollega Casper Christensen alias Filmnørden, thi han har allerede formuleret de eksakt samme tanker, som jeg havde i mit hovede efter pressevisningen i tirsdags.
For eksempel kan jeg kun helhjertet tilslutte mig hr. Nørdens betragtninger om filmens toer-typiske tendens til supersizing - alt for meget plot, med for mange figurer i spil - og jeg må desværre også sekundere, at Scarlett Johanssons dobbeltrolle som Natalie Rushman/Black Widow er rent fyld, om end af den allermest bestikkende art. Hverken stramme business-nederdele eller tætsluttende læderheldragter har nogensinde siddet smukkere.
Nørden antyder desuden, at det snarere er de, øhhh, æstetiske kvaliteter ved vor kære Scarlett end hendes påståede skuespilevner, der har trukket læsset, efter hun storcharmede os og Bill Murray i "Lost in Translation". Og igen må jeg erklære mig enig.
Muligvis kan denne (for)dom være lettere farvet af, at min drømmedate med Scarlett Johansson - da den endelig gik i opfyldelse på Venedig-festivalen i 2004 - endte som det mest intetsigende, antiklimaktiske bunkepul, jeg hidtil har oplevet i min karriere som filmreporter.
Et dusin journalister af blandet køn fik allernådigst tildelt 16 ½ minut i gruppeaudiens hos den uklædeligt oversminkede Starlett. Under så håbløse vilkår må både pressens folk og "the talent" (pr-speak for "stjernen") virkelig stramme sig an for at få andet end floskler i nettet. Men alle spørgsmålene var dødssyge, og frøken Johansson havde lige så lidt at bidrage med.
Derfor var jeg tvunget til at lægge en kreativ vinkel på min lovede artikel til TJECK, hvis ikke bladets teenagelæsere skulle falde i søvn over skolebordet efter de første fem linjer. Jeg synes egentlig, jeg fik løst udfordringen ganske fint - men bedøm selv:
SCARLETT OG DE FEM HØNS
Interview med Scarlett Johansson Brian Iskov i TJECK Magazine, juli 2005
Er Scarlett Johansson virkelig kun til ældre mænd? TJECK mødte stjernen fra ”A Love Song for Bobby Long” i Venedig
Los Angeles, 28. februar 2004. Op ad den røde løber glider en smaragdgrøn drøm af en kjole. Satinen smyger sig perfekt om Scarlett Johanssons bløde kurver. Hendes øjne funkler, og læberne smælder af rødt. Da nattens Oscar-fest er overstået, begynder rygterne at svirre: Var det ikke Scarlett, der delte hotellets elevator med skuespilleren Benicio Del Toro? Hvad lavede de derinde så længe?
Venedig, 9. september 2004. Scarlett er omringet. 11 journalister fra hele Europa sidder ved stjernens bord for at stille de sædvanlige, fantasiløse spørgsmål. Hvordan vælger hun sine roller? Det kommer an på instruktøren og manuskriptet. Jo, hun vil gerne selv instruere engang i fremtiden. Ja, hun er stadig med i den længe udskudte ”Mission: Impossible 3”.
Med så mange om buddet opgiver TJECK hurtigt at grave i hendes danske baggrund (hun har en dansk far, der hedder Karsten). I stedet for bruger bladets udsendte tiden på at iagttage den snakkende teenagepige fra New York. Hun virker rolig, afbalanceret og håndterer masseinterviewet præcis så selvsikkert, som man nu gør, når man er 19 og har været i branchen halvdelen af sit liv. Stemmen er dyb og rustfarvet, hendes kjole turkis. Hun har lidt mere makeup på end nødvendigt.
Flashback til Hollywood, juni 2004. Damebladet Elle nævner Del Toro i Scarletts påhør.
– Ja, vi har åbenbart snavet eller haft sex i elevatoren. Jeg synes nu ikke, det lyder særlig hygiejnisk, fniser Scarlett ubekymret. Hun ved endnu ikke, at fjeren bliver til fem høns, da bladet rammer kioskerne, og pludselig er Scarlett stemplet som Hollywoods hotte teenagebabe, der sluger ældre mænd på stribe. Det hører med til historien, at Benicio Del Toro er 38 og næsten dobbelt så gammel som Scarlett.
Men det var jo også hende, som gav Billy Bob Thornton et blæs i pomfritten i ”The Man Who Wasn’t There”! Og hun snoede Bill Murray om sin lillefinger i ”Lost in Translation”, så efterhånden tror flere og flere på, at den er god nok. At Scarlett kun vil have mænd over 30.
Denne måneds film [juli 2005], sydstatsmelodramaet ”A Love Song for Bobby Long”, teamer hende med 50-årige John Travolta, som (gudskelov!) skal forestille at være hendes far. I Venedig fortæller hun os, at hendes medspiller er helt fantastisk, en rigtig dejlig fyr. Imens sidder de mandlige journalister ved bordet sikkert og tænker på Del Toro og natten efter Oscar-uddelingen. Ingen tør spørge, om rygtet taler sandt. Men mon ikke de håber det.
Tre måneder senere brister illusionen.
– Jeg har fundet ud af, at det er farligt at være sarkastisk, for jeg bliver altid misforstået, siger Scarlett i et interview kort før jul og giver dermed dødsstødet til den sejlivede myte om hendes elevatoraffære samt hangen til faderskikkelser.
- Når jeg læser om mig selv, tænker jeg altid: ”Wow. Hun lyder som en rigtig frækkert”. Men mange af de mænd, jeg forbindes med i pressen, har jeg aldrig mødt.
Februar 2005. Scarlett er tilbage i Hollywood og sukker dybt. – Jeg ved ikke, hvorfor unge mænd ikke længere gider at snakke med mig, udtaler den nu 20-årige skuespiller til bladet Esquire.
– Siden de der rygter begyndte at cirkulere, er det kun halvskaldede fyre med ølmaver, som lægger an på mig. Nu siger jeg det rent ud: Unge mænd er velkomne til at prøve at forføre mig.
"Kick-Ass" er muligvis den festligste film til dato om Real Life Superheroes ... men det er ingenlunde den første!
I anledning af premieren på "Kick-Ass" har jeg kompileret følgende oversigt over andre velmenende, men aparte anti-superhelte, som har været med til at bane vejen for Dave Lizewskis stjernestund i biografen.
DEFENDOR (2009, instr. Peter Stebbings)
Dette canadiske komediedrama, der fremhæver den melankolske side af fænomenet Real Life Superheroes, er især værd at se for Woody Harrelsons fine præstation som labil retfærdighedsrytter. Filmen udkommer på dansk dvd tirsdag 20. april og vises desuden på den igangværende CPH PIX-festival. Læs mere om "Defendor" i min artikel i Børsen (16.04.2010) og i mit blogindlæg om CPH PIX (17.04.2010).
> Trailer
WATCHMEN (2009, instr. Zack Snyder)
Kun én af de maskerede samfundsvogtere i gruppen Watchmen besidder superkræfter. De er til gengæld nærmest ubegribelige. Alan Moore og Dave Gibbons' grafiske roman fra 1986, der oprindelig udkom som "Vogterne" herhjemme, danner til sammen en af tegneseriehistoriens mest komplekse og litterære superheltesagaer. Zack Snyders ikke mindre ambitiøse filmatisering fra 2009 var forbavsende teksttro, og skønt filmen savnede bøgernes sorte humor, var den ædende pessimistiske stemning overført 1:1.
YOUR FRIENDLY NEIGHBORHOOD HERO (2008, dokumentar, instr. Sybil Drew)
Fire amerikanske Real Life Superheroes lader sig portrættere i denne dokumentarfilm, som desværre bestyrker mange af de fordomme, man måtte have om baggrunden for disse menneskers kald. En lidt bedrøvelig beretning om knubbede skæbner, der forsøger at skabe et meningsfuldt ståsted i deres liv. Selve produktionen hylder emnets ånd ved at være påfaldende amatøragtig.
> IMDB
SPECIAL (2006, instr. Hal Haberman, Jeremy Passmore)
Endnu en godhjertet, men overset tegneserienørd springer ud som mentalt ustabil wannabe-helt i "Special". Michael Rapaport høstede pæn kritik for sin rolle som parkeringsvagten Les, der melder sig som forsøgsperson i et medicinsk eksperiment og begynder at tro, han kan levitere og gå igennem vægge. Sandheden om Les' evner er desværre noget mere prosaisk.
> Trailer
SIDEKICK (2005, instr. Blake Van de Graaf)
Superhelte på lavbudget! Den kuede it-medarbejder Norman øjner en chance for at udleve sine superheltefantasier, da han bliver mentor for en kollega, der viser sig at besidde telekinetiske kræfter. Norman ser frem til en karriere som sidekick for sin egen superhelt, men de to herrer har forskellige ideer om, hvad evnerne skal bruges til. Snart indser Norman, at han i sin iver efter at opdyrke en helt i stedet har skabt et monster.
> Trailer
"ZEBRAMAN" - pr-foto
ZEBRAMAN
(2004, instr. Takashi Miike) TILFØJET 18.09.2010
Og så var der den om skolelæreren, som trynes af både sine elever i 3. klasse og sin familie, indtil skæbnen giver ham superkræfter! Stilfærdige Shinichi ved alt om den for længst glemte kult-tv-serie ”Zebraman” og har sågar syet sig et cosplay-kostume efter den stribede helt. Da Jorden angribes af knæhøje grønne aliens, går det op for Shinichi, at hændelserne i uhyggelig grad stemmer overens med handlingen i hans favoritserie – og at han må påtage sig rollen som 'Zeburaman' for at afslutte føljetonen og redde Tokyo!
”Striping evil!” lyder kampråbet i den rodede, men hyggelige og temmelig oversete komedie fra den japanske galning Takashi Miike, som ellers plejer at være totalt uegnet for børn. Den effektoverlæssede opfølger, ”Attack on Zebra City” (2010), er om muligt endnu mere usammenhængende fortalt.
> "Zebraman" trailer
> "Zebraman 2" trailer
THE SPECIALS (2000, instr. Craig Mazin)
Lige i halen på "Mystery Men" fulgte endnu en samspilsramt superheltegruppe, og at Rob Lowe spiller den sejeste på holdet, siger lidt om, hvor i superheltehierarkiet The Specials befinder sig. Fra instruktøren af "Superhero Movie" - og alligevel ser traileren næsten sjov ud.
> Trailer
MYSTERY MEN - pr-foto
MYSTERY MEN (1999, instr. Kinka Usher)
Trods sin farverige forsamling af miskendte og lidt ynkelige superhelte - heriblandt Ben Stiller som Mr. Furious, William H. Macy som The Shoveler og Hank Azaria som gaffeldomptøren The Blue Raja - hang "Mystery Men" ikke godt sammen, og filmen blev en fiasko ved sin premiere i 1999. Siden har den dog fundet ben at gå på som kultfænomen på dvd.
Grundideen stammer egentlig fra en undergrundstegneserie, som Bob Burden skabte i 1979. I "Flaming Carrot Comics" lancerede han en af alle tiders mest bizarre anti-superhelte, Flaming Carrot, der tager sit navn så bogstaveligt, at han spankulerer ned ad Palookavilles gader som en brændende gulerod. Selv om han umiddelbart ikke virker helt rask og kun ejer indbildte superkræfter, lykkes det ham jævnligt at afværge trusler fra rumvæsener, kommunister, besatte soldaterstøvler og andre syrede forekomster. Ved filmens premiere fik figurerne deres eget serieblad, "Bob Burden's Original Mysterymen", på forlaget Dark Horse.
> Trailer
BLANKMAN (1994, instr. Mike Binder)
Naiv gut tager kampen op mod det korrupte bystyre med sine selvopfundne gadgets. Damon Wayans spiller Blankman, og ... vent, hvor forsvandt I alle sammen hen?
> Trailer
MODEL BY DAY (1994, tv-film, instr. Christian Duguay)
... superheltinde om natten! En præ-"GoldenEye"Famke Janssen, skruet ned i en violet Catwoman-kopidragt, ser ud til at være den primære attraktion i denne cheesy tv-film om Lady X's meritter.
> Tv-spot
SUPERHELT PÅ SLAP LINE
(Hero at Large, 1980, instr. Martin Davidson)
Muligvis filmhistoriens tidligste eksempel på en Real Life Superhero? En mislykket skuespiller (John Ritter) afværger et røveri, mens han stadig bærer sit Captain Avenger-kostume.
Oplevelsen giver ham blod på tanden til at videreføre heltegerningen på fuld tid, men lige som sine senere efterfølgere må han erkende, at realiteterne sjældent slægter fiktionen på.
> Trailer + klip
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
