John Barry 1933-2011: Den lækre lyd af luksus

Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var han popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). Og i 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse. I går døde han, 77 år gammel.




Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.

Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.

Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy". "Out of Africa". Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.

Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free": Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.

> Hør Matt Monro synge "Born Free" (1966)

Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation iblandet skønheden.

Sådan kender man John Barry fra ”Danser med ulve” (1990) og ”Mit Afrika” (1985), men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.

Barry var netop vendt hjem fra tre års militærtjeneste, hvor han havde været udstationeret i en støvet egyptisk udpost. Hans regiment havde til opgave at beskytte Suezkanalen mod russiske tropper. Men der skete aldrig noget. Rekrutterne havde ikke meget andet at tage sig til i lejren end øl, fodbold og støvlepudsning. Eller, for Barrys vedkommende, kurser i jazzarrangement per korrespondance. Barrys lærer, Bill Russo var arrangør for en af tidens mest avancerede og progressive kapelmestre, Stan Kenton, hvis blæserkraftige bigband-jazzstil man genfinder elementer af både i Barrys Bond-scores og hos JB7.

I tidens toneklang
Da regimentet flyttede til Cypern, startede Barry et uofficielt militærkorps for at høre sine egne arrangementer blive spillet live. Det lagde kimen til JB7, som pladedebuterede i 1957. Barry sang selv på de første to singler og lød med en anmelders ord "som en plade på 45 omdrejninger spillet på halv hastighed". (Teksten var nu heller ikke specielt fremragende: "zip-zip / oh she's my zip zip gal / she makes me flip-flip....").

Hør en meget ung John Barry synge rock! (1957)

Efter en række vellykkede tv-optrædener slog gruppen igennem, og Barry blev musikalsk bagmand for den unge sanger Adam Faith, der ligesom JB7 røg til tops på hitlisterne.
Allerede på det tidspunkt var John Barry en meget omhyggelig, selvsikker og seriøs musiker, som gjorde sig umage med at fremelske den helt rigtige klang. Op igennem 1960'erne eksperimenterede han til stadighed med at finde nye, eksotisk lydende instrumenter, som passede til den forhåndenværende opgave.

Til "The Ipcress File" (Lynaktion Ipcress, 1965) tonesatte han den kolde krig ved hjælp af et ungarnsk hakkebræt, en cimbalom, hvis karakteristiske kolde toner dukkede op igen i 90'erne på plader med Mono (”Life in Mono”) og Portishead (”Sour Times”).

> John Barrys "A Man Alone" (temamusikken til "The Ipcress File")

James Bond-filmene blev indsvøbt i en flot, fyldig rumklang, der skyldtes det enorme studie, hvor musikindspilningerne foregik. Og hvor Richard Lesters flabede ode til Swinging London, "The Knack" (1965), i dag virker håbløst forældet, holder John Barrys musikalske miks af Hammond-licks, sejt swingende jazz og nynnende pigekor sig stadig lysende friskt.

> Hør John Barrys "Ecstasy" fra "The Knack" (1965)

Det søde liv
Trods sin stille og alvorlige fremtoning var Barry faktisk en særdeles aktiv del af det vilde selskabsliv, som "The Knack" portrætterede. Som det så kærligt fremgår af Austin Powers-filmene, var London stedet at være fra 1964 til '68. Bond og Beatles lagde verden for deres fødder, arbejdsløsheden var lig nul, og P-pillens ankomst betød større seksuel frihed.

Ægteparret Jane Birkin og John Barry

Efter en strengt disciplineret katolsk opvækst og tre år i ørkenen var det endelig John Barrys tur til at leve livet. Han købte en ungkarlehybel i Cadogan Square og fik den fremadstormende filmstjerne Michael Caine som sambo. Det gik ikke stille for sig. De var unge, de var succesrige, de havde penge, og så var de kvindebedårere i stor stil.

> Læs også Bries store Michael Caine-tema

Rygterne fortalte om et gennemtræk af piger, som til tider var så massivt, at Caine måtte lukke tøserne ud ad bagdøren, mens Barry åbnede hoveddøren for den næste erobring. Det mest utrolige er næsten, at John Barry samtidig fandt tid til at komponere nogle af sine allerbedste scores. Således blev Caine holdt vågen i flere nætter af en træt Barry, der sad og hamrede i de samme to tangenter i et forsøg på at løse sin seneste opgave. Det var starten på titelsangen til "Goldfinger".



Før genfødsel kommer tømmermænd
Ved indgangen til 1970'erne havde postyret lagt sig. Englands filmindustri gispede efter luft ovenpå de hektiske dage, og Barry selv gearede også ned. Hans musik blev samtidig mere afdæmpet, følelsesbetonet og traditionelt orkestreret, hvor den før overvejende havde været dramatisk, kølig og stiliseret. Ser man bort fra mindre, spredte udsving – som sen-70'ernes discoflirt, hans swingpasticher til Coppolas "Cotton Club" (1985) og de tørre elektroniske rytmeprogrammeringer på "The Living Daylights" (1987) – udviklede lyden af Barry sig ikke stort i de senere år.

Til gengæld blev hans scores fra 1960'erne genopdaget af en hel generation af musikere, som voksede op med Bond og Swinging London. Triphoppens blå atmosfære bar Barrys umiskendelige præg, om det så var Portishead, Mono, Barry Adamson eller Morcheeba, man lyttede til. "The James Bond Theme" forefindes i utallige technoversioner, og David Arnold, Barrys efterfølger som Bond-komponist, udgav i 1997 hyldestalbummet "Shaken and Stirred" med nye arrangementer af de klassiske 007-temaer med navne som Pulp, Iggy Pop og Natacha Atlas på gæstelisten.

Så meget desto mere bittert ironisk var det, at Barry – samtidig med hans genfødsel som populærmusikalsk godfather – fandt det stadig sværere at fastholde fodfæstet som filmkomponist. Selv skød han skylden på branchens ændrede arbejdsklima, hvor han ikke følte, komponisten længere havde nogen reel indflydelse. Det var i stadig højere grad film- og pladeselskabsfolk uden interesse for det kunstneriske element, der traf de overordnede musikalske beslutninger, mente han, og det var hård kost for en perfektionist som John Barry.

Han udvandrede fra "Savannah" (1992), fordi instruktøren, Barbra Streisand, blev ved med at blande sig i hans arbejde. Han sagde nej til "Søvnløs i Seattle" (1993), fordi han ikke kunne udstå tanken om at dele filmens lydspor med 20 popsange, han ikke selv fik lov at udvælge. Han forsøgte også at få trukket musikken til katastroferne "Howard the Duck" og "The Golden Child" (begge 1986) tilbage, delvist uden held.

Måske skyldtes den manglende efterspørgsel netop Barrys nidkære opførsel, der efterhånden gav ham et solidt ry for at være kontrær og besværlig at arbejde sammen med. Han fik tre scores kasseret i 1990'erne, mens et fjerde ("Mercury Rising", 1997) blev delvist erstattet af ny musik skrevet af Carter Burwell.



Ridder? Naaaaah...
Til gengæld gik det meget godt for John Barry på andre områder. I 1996 blev han far igen som 63-årig, og to år senere indtrådte han i den amerikanske "Songwriting Hall of Fame" – samme aften som Fats Domino. For hans fans var den mest interessante nyhed dog, at Decca Records tilbød ham en kontrakt på tre ikke-filmrelaterede albums, hvoraf det første udkom i 1998 til overstrømmende positiv kritik.

"The Beyondness of Things" var John Barrys musikalske selvbiografi, en rejse tilbage til biografen og klosterskolen i York, til eskapaderne i 60'ernes ungkarlelejlighed, til en sommer tilbragt i Montanas imponerende natur. Oplevelser og steder: some are gone, and some remain. Pladens stovte soniske glideflugt er vidnesbyrd om et langt, tætpakket livsforløb.

The Times skrev i samme anledning, at det eneste, John Barry endnu ikke havde opnået i sine da 67 år, måtte være et ridderslag. Dét fik han så året efter, i 1999, selv om han først affærdigede tanken som en vældig morsom spøg. ”Ridder? Naaaaaah,” gnæggede han ved tanken. ”At forestille sig dronningen stå dér med medaljen. 'Sir John Barry. Mange tak for Deres Bond-temaer. Min søster var vældig glad for dem.' Naaaaah.”

Men en arv af små 100 formfuldendte, smukt svungne filmsymfonier, flere af dem erklærede klassikere? Det er vel heller ikke at foragte.



FAKTA: JOHN BARRY
John Barry Prendergast blev født 3. november 1933 i York, England. Han var gift fire gange (bl.a. med Jane Birkin) og fik fire børn.

TI KLASSISKE BARRY-SCORES:
Goldfinger (Agent 007 contra Goldfinger, 1964)
The Ipcress File (Lynaktion Ipcress, 1965)
Born Free (Født til frihed, 1966 – dobbelt Oscar-vinder)
Midnight Cowboy (1968)
The Lion in Winter (Løve ved vintertide, 1968 – Oscar-vinder)
On Her Majesty's Secret Service (Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste, 1969)
The Persuaders (De uheldige helte, 1971, tv-tema)
Somewhere in Time (1980)
Out of Africa (Mit Afrika, 1986 – Oscar-vinder)
Dances with Wolves (Danser med ulve, 1990 – Oscar-vinder)

– og en overset perle:
King Kong (1976)

Portræt af Michael Caine - med eksklusivt interview!

Mens "Inception" stadig vækker heftig debat i landets biografer, rammer Michael Caines forrige film, "Harry Brown", i dag de danske videohylder.

Ærgerligt nok er både dvd- og bd-udgivelsen blottet for ekstramateriale, men det kan Bries Blog-O-Rama heldigvis råde bod på med dette overdådige Michael Caine-tema.

Du får både en minianmeldelse af "Harry Brown", min hyldestartikel til Michael Caine og udvalgte klip fra den 77-årige seniorstjernes film og talkshows. Desuden har jeg fundet det interview, jeg lavede med Sir Michael Caine for tre år siden – og som aldrig har været offentliggjort før!

"I'm a sort of boy next door. If that boy has a good scriptwriter."

– Michael Caine

PORTRÆT AF MICHAEL CAINE:
Citizen Caine
Brian Iskov i Filmmagasinet Scope, marts 2000 (revideret sept. 2010)

”Hvis man har en meget høj levestandard, må man nogle gange sige ja til en meget lav filmstandard.”

Ordene er Michael Caines. Det er hans forsvar, når folk spørger ham, hvorfor han stiller sig tilfreds med at sprede sit store talent over et hav af skodfilm. Hellere holde sig i gang end at trille tommelfingre, er hans motto. Også selv om det betyder pinlige perioder, som for eksempel slutningen af 1970’erne, hvor Michael Caines karriere så decideret selvmorderisk ud.

I katastrofefilmen ”Swarm” fra 1978 må han tappert holde masken både overfor en flok dræberbier og dialoglinjer som denne: ”De her bier er klogere, end vi troede”. Smag også på det her uddrag af ”Swarm”s replikkunst: ”Jeg havde aldrig drømt om, at det var bierne. De har altid været vore venner”.

Men Michael Caine har en sjælden evne til at blive tilgivet. Han er en flyder, der som få andre kan vade igennem de mest bovlamme film uden at blive besudlet. Hans modstandsdygtighed indgyder ærefrygt, og gennem sine godt 100 produktioner, gode såvel som dårlige, har Caine oparbejdet en minutiøs forståelse for, hvilke virkemidler der gør sig bedst på et biograflærred.

"Bees! Bees! Millions of bees!" – højdepunkter fra "Swarm" (1978)

Usynlig teknik
Den berømte kritiker Pauline Kael sagde det bedst: ”Michael Caines teknik går øjensynligt ud på at ophæve alle spor af teknik.” Caine er ikke typen, der tager sin rolle med hjem. Han er ikke engang i karakter mellem optagelserne. Først, når der råbes ”Værsgo!”, aktiveres magien – ligesom når man trykker på en kontakt, og pæren i loftet begynder at lyse. Dét er professionalisme i sin pureste form, og det er dén, der får Michael Caine til at optræde med lige stor ubesværethed, om han er morderisk psykiater i kvindetøj, eller han synger julen ind med en flok kulørte filtdukker.

Michael Caines foretrukne metode er underspil. Hvis man kigger efter, opdager man, at han som regel foretager sig så lidt som muligt. For han ved, at kameraet nok skal opfatte selv den mindste detalje. I 1980’erne finpudsede han sit ikke ubetydelige komedietalent i en stribe lystspil, hvoraf ”Fræk, frækkere, frækkest” (1988) er den, man helst vil mindes.

At spille slikket svindler på den franske Riviera morede tydeligvis Michael Caine, og det var også i vid udstrækning ham, der gjorde ”Agent Catwalk” (2000) tålelig. Hans indre ro og subtile gestik passede som en skræddersyet silkehandske til rollen som Victor Melling, den bedagede skønhedskonsulent, som skal forvandle FBI-nørden Sandra Bullock til en seksstjernet babe (ja, det må søreme være svært).

Fra "The Ipcress File" til "The Dark Knight": 20 Michael Caine-film på 5 minutter

Den gode, den onde og den ydmyge
Oftest er det roller med kanter - flossede eller skarpe, det er ligemeget - der får det bedste frem i Michael Caine, som det kan ses i den dvd-aktuelle "Harry Brown" (2009). Det var også først, da han optrådte som snusket småkriminel i ”Blood and Wine” (1997) og lurvet impresario i ”Little Voice” (1998), at halvfemserpublikummet blev mindet om hans fortsatte eksistens. Den hårdhændede doktor, han portrætterede i ”Quills” (2000), kunne dårligt være mere forskellig fra abortlægen Larch i Lasse Hallströms ”Æblemostreglementet” (1999) og var egentlig også den sjovere af de to. Ikke desto mindre var det Hallströms film, der gav Michael Caine den Oscar, han burde have haft længe før.

Hverken den labre spionthriller ”Lynaktion Ipcress” (1965) eller gennembruddet ”Alfie” (1966), hvor han brillerede som svært selvtilfreds swingin’ bachelor, skaffede Michael Caine den gyldne statuette. Til gengæld gjorde de to film ham til den første bebrillede stjerne siden stumfilmskomikeren Harold Lloyd. For ikke at nævne, at han samtidig gennembrød den sociale barriere, som dikterede, at underklassefyre ikke kunne blive filmidoler. Få år senere var klimaet så radikalt ændret, at arbejderklassen i England blev udråbt til at være det nye aristokrati – til dels takket være Michael Caine og vennen Sean Connerys erobring af det hvide lærred.

Måske er dét den virkelige årsag til Michael Caines vedholdende succes. Han er taberen, som viste sig at være en vinder. Og han er stadig den samme, ligefremme fætter som dengang, han håbefuldt slæbte sig igennem et utal af tv-dramaer og aldrig fik lov at spille andet end ”politibetjent nr. to”. At han for ti år siden lod sig slå til ridder under sit fødenavn, siger vist det hele. Hvis det ikke var fordi, man var ydmyg nok til at vedkende sig sin herkomst, ville en filmstjerne næppe kalde sig noget så u-stjerneagtigt som Sir Maurice Joseph Micklewhite.

Michael Caine fortæller røverhistoier om fem af sine bedste film (2009)

EKSKLUSIVT INTERVIEW MED MICHAEL CAINE:
En heldig kartoffel
Brian Iskov i Venedig, september 2007

»Jeg ville ikke ændre et eneste minut«, siger Sir Michael Caine om sit liv. Efter fire årtier som en af Storbritanniens mest populære filmstjerner er den 74-årige skuespiller still going strong, selv om han påstår, at han ikke har flere drømme tilbage at jagte.

– Alt, hvad jeg ønskede mig, er gået i opfyldelse. Jeg ville være filmstjerne, jeg ville være rig, og jeg ville have en dejlig familie med kone og børn. Alt det har jeg opnået. Nu arbejder jeg kun, når jeg har lyst, og det er et kæmpe privilegium, siger Michael Caine.

Han er slået til ridder af dronning Elizabeth, men vil stadig hellere kaldes Michael fra London end sir Caine. Skuespilleren er stolt af sin arbejderbaggrund, og han har aldrig glemt, hvordan han som grøn knøs kæmpede for at få foden inden for i filmbranchen.

– Jeg var ludfattig og uden job i lange perioder. En journalist spurgte mig senere, om jeg stadig så mine venner fra dengang. Jeg svarede nej, og han troede, at det var fordi, jeg var blevet for højrøvet til at hænge ud med dem. Men det var mine venner, der droppede mig, fordi jeg var en arbejdsløs skuespiller, der aldrig havde råd til at give øl nede på pubben!

Michael Caine om at lære amerikanske dialekter – Parkinson, BBC 2003

Efter 40 år som filmstjerne er det ikke just penge, Michael Caine mangler, men han elsker stadig sit job og har tænkt sig at fortsætte, indtil branchen tvinger ham på pension. Caine har netop spillet butler i den kommende »Batman«-film og påpeger, at hans forgænger i rollen blev ved, til han var 84.

– Så jeg har ti år tilbage at løbe på, klukker Michael Caine, der kalder sig selv en heldig kartoffel.

– Det kræver altid held at få succes, og mit held lå i timingen. Jeg kom ind i filmbranchen på det helt rigtige tidspunkt. Før 1960’erne spillede min type aldrig andet end indbrudstyve eller idioter, erindrer han.

Men arbejderdrengen brød igennem klasseskellet og blev det første idol, der gik med sygekassebriller og talte som manden på gaden. Sammen med sine nye skuespillervenner levede Michael Caine det sorgløse liv i 1960’erne, hvor Swinging London var verdens navle for en stund.

– Det siges, at hvis man kan huske tresserne, så var man der ikke! Men jeg husker det hele, hævder Caine. Han oplevede det turbulente årti som en festlig og uskyldig tid, hvor det var langt lettere at være et kendt ansigt end i dag.

– Vi havde hverken paparazzi eller tv-programmer, der jagtede os. Vi kunne gøre lige, hvad der passede os, fortæller Michael Caine, der spiller over for et af sladderpressens yndlingsofre, Jude Law, i »Dobbeltspil« [november 2007].

– Hver gang Jude går uden for en dør, ligger fotograferne på lur i buskene. Han skal hele tiden tage sig i agt, siger Michael Caine. Selv har han aldrig haft den slags problemer:
– Jeg har været gift med den samme kvinde i 35 år. Fotograferne falder i søvn, når jeg er i nærheden!

---

MINIANMELDELSE:
Harry Brown (2009, Daniel Barber)
Brian Iskov i GEAR #78, juni 2009

Udsigten fra enkemanden Harry Browns lejlighed har aldrig været mere trist. Bandevold og stoffer omgiver den gamle soldat, og da hans sidste ven dør i et overfald, koger Harry over. Med våben i hånd tager han kampen op mod den galopperende kriminalitet, for politiet gør ingenting, og selv har Harry ikke længere noget at miste.
Michael Caine er så troværdig i den altdominerende titelrolle, at man næsten ikke opdager, hvordan den dygtigt fortalte film sniger sig fra sober, vemodig realisme over i småfascistisk selvtægtswestern, med et noget blandet facit til følge.

Mere Michael Caine på Bries Blog-O-Rama:
> Find fem fejl: "Dødens Gab 4 - Hævnen"
> Op på fars klaphat: "Victory - fangelejrens helte"

Find fem fejl: "Dødens Gab 4"

En gang imellem støder man på film, der er så spækket med tåbelige fejl, at man bliver helt flov på filmholdets vegne. "Dødens Gab 4 – Hævnen", som TV3 har listet ind i programfladen natten til søndag, er præcis sådan en film.

Tyg lige på den her historie: En efterkommer af den hvide haj, som Martin Brody (Roy Scheider) dræbte i ”Dødens Gab 2”, forfølger hans hustru, Ellen Brody (Lorraine Gary), til Bahamaøerne for at hævne sit døde ophav.

Jep, du læste rigtigt. En fisk, der bærer nag til en menneskefamilie. Hajen kan også rejse sig lodret op i vandet og brøle som en dinosaur. Vent, det bliver værre endnu ...

I denne scene fra "Dødens Gab 4 - Hævnen" slår hajens krop et knæk på cirka 45 grader, så dyret kan stille sit forparti skråt op af vandet og knurre ad de væmmelige mennesker. Dygtig haj.

"Jaws The Revenge" sank hurtigt til bunds, da den blev søsat i biograferne i 1987. Garvede Joseph Sargent er krediteret som instruktør på fiaskoen, der forsøgte at vride de sidste dråber ud af det brand, som Steven Spielberg grundlagde med sin overlegne "Jaws" fra 1975.

For så vidt er seriens fjerde indslag en ganske anonym og rutinepræget dusinvare af den slags, de færreste ville gide pege fingre ad. Hvis det ikke lige var for to forhold, der sikrer "Dødens Gab 4" en skamfuld plads i annalerne.

Manuskriptet er så himmelråbende afsindigt idiotisk, at man flere gange tager sig selv i at tro, det er en Jaws-parodi, man uforvarende har lukket op for. Alene plakatens famøse slaglinje – "This time it's personal" – giver et fingerpeg om niveauet. Synderen, den fortjent ukendte skriverkarl Michael De Guzman, skammer sig end ikke over at trække det slidte kort "GISP! Det var kun en drøm!" hele TO gange i samme film.

Læg dertil et budget, som åbenbart kun tog højde for rejseudgifterne til Caribien og checken til Michael Caine. Filmen vrimler i hvert fald med iøjnefaldende tekniske bøffer og bommerter, som ingen har fundet det umagen værd at rette op på undervejs. Man ser for sig et filmhold bestående af ugidelige zombier, der skæver længselsfuldt efter den næste fyraftensmargarita.

Her er mine bud på de fem mest pinlige fejl fra "Dødens Gab 4 - Hævnen":

Det er ikke kabler, der stikker ud af siden på fisken. Det er … øhhh … tjumm … okay, det er kabler.

12 år efter den oprindelige "Jaws" magter hajen ikke længere at bevæge sig omkring uden støtteben. Her er den hydrauliske arm, der bærer fiskens skrog, kommet med i billedet.

Uhmmm, mad på spid. Hvis hjælpestangen er der for at styre den mekaniske haj, virker den ikke særlig godt, for Bruce svømmer stadig pilskævt i denne scene.

Nu bliver det ekstra personligt. Rygfinnen tager ud på vendetta – men hvor er resten af hajen?

Og endelig: Se, hvordan det såkaldte ”havvand” plasker op ad den malede horisont i filmstudiets udendørs bassin!

At Lance Guest åbenlyst ligger og hundesvømmer i en pool på ovenstående billede skyldes, at Universal efter lunkne testvisninger forlangte en ny og, hmmm, mere spektakulær slutning på "Dødens Gab 4 – Hævnen".

> Se filmens oprindelige slutning på YouTube

Materialet fra den hastige reshoot, som udgør finalen i TV3's version, er tydeligvis lavet for lommeuld og visne blade. Jeg mindes ikke at have set så sjusket production value i nogen anden biograffilm fra et anerkendt Hollywood-studie i min levetid:

Fra denne indstilling af bådens forstævn, der borer sig ind i skindet på den erigerede rovfisk, klippes der til ...

... det her billede! I kid you not. En håndsnittet miniaturemodel af en ... makrel, der bliver prikket på maven af ... en pind. Den mindst imponerende special effect i moderne filmhistorie.

Hov, what the ...? Hajer kan tilsyneladende ikke tåle at komme i kontakt med træ. Så eksplumderer de. BANG, siger det. Eller snarere, PFFFT, når det foregår i denne målestok. Klipperen gentager endda effekten fire gange lige efter hinanden, så vi alle kan se, hvor ussel den er.

Der døde dén. Så er der makrel i tomat.
Det er tilladt at måbe over den respektindgydende omhu og detaljeringsgrad, som Universals modelmagere har lagt i dén forstævn.

Nå, men enden på det hele blev, at Michael Caine finansierede et flot, nyt hus med sin gage fra ”Dødens Gab 4”. Og manuskriptforfatteren fik aldrig lov at lave film i Hollywood igen, så noget positivt kom der da ud af miseren.

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Jabootus ekstremt grundige og infamt veloplagte nedsabling af "Dødens Gab 4 – Hævnen", som står at læse på Jabootus Bad Movie Dimension. Dén anmeldelse er uendeligt mere underholdende, end selve filmen nogensinde bliver det.

Flere flove filmfejl på Bries Blog-O-Rama:
> "Højt at flyve" (Airplane)
> "Superman: Kampen for fred"
> Femten flove filmfejl