Mens vi venter på, at Zack Snyder finder den rette Superman til sit 2012-reboot, "Superman: Man of Steel", fornøjer TV3 os i aften med to tidligere film om helten fra Krypton.
Kl. 21:00 flyver Brandon Routh over skærmen i "Superman Returns", Bryan Singers flotte, men tunge genoplivningsforsøg fra 2006.
Og kl. 02:40 følger den første og bedste film i serien: Richard Donners episke "Superman" fra 1978, hvori Christopher Reeve leverer den definitive tolkning af dobbeltrollen som Kal-El og Clark Kent.
Mindre heldig var den gode Reeve, da han i 1987 tog på sin fjerde og sidste, for ikke at tale om ringeste, udflugt i den røde kappe. "Superman: Kampen for fred" blev en flov fuser, som slet ikke hang sammen, men til gengæld var den spækket med pinligt utilstrækkelige effekter. Må vi have lov at præsentere bevismaterialet ...
(klik på billederne for fuld størrelse)
Fejl #1: Hey, den stjernehimmel er jo bare et sort bagtæppe hængt op i studiet. Kan du sige ”nærig”?
Fejl #2: Et stykke rumskrald kapper momentant knoppen af en kosmonaut og afslører, at han er en dukke. Trods sløseriet var der ikke råd til at gøre effekten om, og i næste billede har Mischa skruet hovedet rigtigt på igen.
Fejl #3: Den røde hat, der hopper over fortovet, er toppen af en nyligt eksploderet brandhane. Hvornår er Metropolis' vejvæsen begyndt at bygge deres brandhaner af flamingo?
Fejl #4: ”Der er ingen bånd, der binder mig” ... NOT! De wires, som holder vores helt flyvende, er pinligt synlige i rigtig mange scener. Her er det Supermans blonde modstander, Nuclear Man, der dingler i kablerne.
Fejl #5: Kapper, der blafrer i vinden ... i det ydre rum ... hvor helt almindelige dødelige kan trække vejret uden rumdragt!
Retfærdigvis må det nævnes, at den himmelråbende håbløshed, som gennemsyrer ”Superman: Kampen for fred”, skyldes, at producerne halverede filmens budget, kort før optagelserne startede. Det er derfor også den samme, usle effektstump, der spilles om og om igen, hver gang Superman flyver imod kameraet. Ikke særlig super ...
Der er så uendelig mange ting at holde styr på under en filmoptagelse, at det praktisk taget er umuligt ikke at jokke i spinaten fra tid til anden. Bries Blog-O-Rama har samlet femten smuttere fra det seneste århundredes filmhistorie.
NORTH BY NORTHWEST (Menneskejagt, 1959) Fejl: Bemærk den lille dreng i baggrunden ved 0:20. Allerede inden Eva Marie Saint affyrer pistolen mod Cary Grants mellemgulv, har purken proppet fingrene i ørene: Han ved godt, der er et knald på vej. Tid i filmen: 01:41:02
KRAKATOA, EAST OF JAVA (1969) Fejl: Utroligt, at ingen i hele filmselskabet fangede denne bommert inden premieren – især fordi fejlen nemt kunne have været reddet ved et enkelt kig i atlasset. Men vulkanøen Krakatoa ligger altså VEST for Java! Tid: Forteksterne
GOLDFINGER (Agent 007 kontra Goldfinger, 1964) Fejl: ”Tre tik mere, og Goldfinger ville have fået jackpot”, kvækker James Bond, da han netop har reddet gulddepotet Ford Knox fra at eksplodere i en paddehattesky. Men på atombombens display står der – selvfølgelig – 007 sekunder tilbage. Kan Bond ikke tælle? Tid: 01:40:54 Bonusinfo: Jo, det kan han godt (Bond kan alt – se under "Diamanter varer evigt"). Men ved klippebordet syntes nogen, at det var sjovere, hvis bombens nedtælling stoppede på agentens kodenummer. Sean Connery havde ikke tid til at indtale en ny replik, der tog højde for ændringen, så man lod originallyden være og håbede på det bedste.
BULLITT (1968) Fejl: Steve McQueen forfølger en sort Dodge Charger gennem San Francisco. Bilen når at miste hele fem hjulkapsler under den heftige køretur. Tid: 01:07:24, 01:07:43, 01:08:02, 01:12:10
OLSEN BANDENS SIDSTE BEDRIFTER (1976) Fejl: Instruktøren, kameraet og to assistenter bliver genspejlet i busdøren, da Egon og Benny styrer ”mod Mallorca og grisefest” i deres kaprede linje 2. Vink til Balling! Tid: 00:59:40 Bonusinfo: Scenearbejdere, der afsløres i vinduesruder og andre reflekterende overflader, var en ret almindelig smutter, indtil det digitale viskelæder gjorde det muligt at bortradere uønskede elementer fra filmstrimlen. Hold f.eks. udkig efter filmholdet i ”Flammehav” (1990) og ”Manden med den gyldne pistol” (1974).
ASSAULT ON PRECINCT 13 (Sidste nat på station 13, 1976) Fejl: Den første version af ”Sidste nat på station 13” foregår faktisk på station 9 i område 13. Og hvis dét ikke skulle være forvirrende nok, kan man over indgangen se et skilt, der identificerer bygningen som en del af division 14. Tid: 00:16:18 Bonusinfo: Genindspilningen fra 2005 retter adressen, men kludrer i stedet i årstiderne: De løvfældende træer er sprunget ud, da filmen ender nytårsmorgen.
GAMLE MÆND I NYE BILER (2002) Fejl: To hvide politibiler af mærket Ford Mondeo jagter en Cadillac ned ad Bredgade. Men da strisserøserne tager et flyvehop ind over Kongens Nytorv, er det søreme to udtjente Ford Sierra'er uden nummerplader, der bliver ofret i styrtet – ligesom betjentene i den forreste bil er transmogriffet om til en orangeklædt stuntkører med hjelm. Tid: 00:37:17 Bonusinfo: I en anden scene har rekvisitøren gjort sig umage med at plastre en svensk kiosk til med danske skilte, så publikum ikke skal opdage, at filmen er skudt i Trollhättan. Ingen har dog taget højde for, at der på den anden side af gaden ligger en butiksfacade, der sælger ”BLOMMOR” med meget store bogstaver.
GLORY (Ærens mark, 1989) Fejl: En ung knægt vinker til delingen af soldater, der marcherer gennem hans by. På hans håndled sidder et digitalt ur. Det er godt gået af en fattig knejt i 1863. Tid: 01:01 NTSC Bonusinfo: Garvede fejlfindere mener at have spottet armbåndsure på flere af krigerne i ”Zulu” (1964), ”Spartacus” (1960) og ”Braveheart” (1995). Kan du få øje på dem?
DIAMONDS ARE FOREVER (Diamanter varer evigt, 1971) Fejl: En legendarisk Bond-svipser: 007 tipper en rød Ford Mustang op på det højre hjulsæt for at smutte igennem en smal gyde, men han kommer ud med det modsatte hjulsæt på asfalten!
Tid: 01:04:34
Bonusinfo: Klipperen har forsøgt at redde fejlen ved at indsætte et nærbillede af Sean Connery, der lader som om, han får bilen til at rutsje over på den anden side – midt inde i gyden. Det hjælper ikke meget på logikken, men i 1971 var biografgængerne åbenbart stadig så nemme at imponere, at de færreste gad brokke sig.
GONE WITH THE WIND (Borte med blæsten, 1939) Fejl: I dette klassiske epos fra den amerikanske borgerkrig griber Olivia de Havilland på et tidspunkt en olielampe, der adskiller sig klart fra andre af datidens lyskilder ved at trække en strømledning efter sig. Tid: 00:50:44 (disk 2) Bonusinfo: Skarpe observatører mener også at kunne skimte en lynlås i de Havillands kjole i denne scene. Lynlåse fandtes heller ikke i 1860’erne.
PRESUMED INNOCENT (Måske uskyldig, 1990) Fejl: En enkelt af reporterne foran domhuset virker temmelig uinteresseret i at få Harrison Fords bevægede ord med hjem til redaktionen. For eksempel har han ikke gjort sig den umage at sætte et bånd i sin diktafon. Tid: 01:44:17 Bonusinfo: Denne demonstrative brøler står på skærmen i 11 lange sekunder, så selv dem på bagerste række kan være med i legen.
THE GREEN BERETS (De grønne baretter, 1968) Fejl: John Waynes gustne propagandafilm fra Vietnamkrigen er berygtet af mange årsager, men mest fordi den toner ud på et billede af solen, der går ned over stranden. Problemet er, at Vietnams kystlinje vender mod … øst.
Tid: Slutscenen
GLADIATOR (2000) Fejl: Romernes svar på ”en tiger i tanken”: Indlagt gas i stridsvognen! Tid: 01:30:43 (extended edition) Bonusinfo: Trykluftbeholderen, der kommer til syne i styrtet, er naturligvis installeret af special effects-holdet for at få kareten til at tippe over på kommando.
PLAN 9 FROM OUTER SPACE (1959) Fejl: Det virker næsten unfair at tage flueknepperbrillerne på til dette nostalgiske makværk, en ren skattekiste af sjusk, svips og ufrivillig komik fra en af alle tiders mest hjælpeløse instruktører, Ed Wood. Men det er nu alligevel meget sødt, at gravstenene på kirkegården vælter, når politibetjentene støder ind i dem. Tid: 00:13:48 (amerikansk NTSC-tid)
STAR WARS (Stjernekrigen, 1977) Fejl: Hvem kender ikke dén med stormtropperen, der baldrer hjelmen imod den hydrauliske dør? Klassisk kongefejl! Tid: 01:19:02 (special edition) Bonusinfo: George Lucas indlagde en lille hilsen til dette berømte og højt elskede kiks i ”Episode II: Klonernes angreb”, hvor det er Jango Fetts tur til at hilse på dørkarmen.
”Højt at flyve” blev skudt på kun 34 dage for 3,5 millioner dollar, og de tre instruktører Zucker, Abrahams og Zucker synes at finde en pervers fryd i at udpege filmens haltende håndværk i deres kommentarspor til dvd-udgaven.
”Dér er ham med ledningerne”, jubler de, da en elektriker skynder sig at bakke ud af billedet med en bunke kabler, mens skuespillerne agerer løs. Lidt senere krummer den muntre trio tæer over filmens miniaturemodel af det luftbårne fly: ”Det hænger der bare. Man kan se wirerne. Det er så cheesy!”
Fra kommentarsporet til ”Højt at flyve”:
”There, on the left! Always good to see some guy pulling cable.”
”See the Scotch tape holding the set together? It's a really low budget.”
”Now, this guy who's dancing, look at his back. Do you think maybe he's gonna get a knife?”
”Yeah, it's bulging a little bit.”
”We didn't even take [the pad] off for the shots before he got stabbed.”
”I think there's a hole where he got [the knife] in the first take.”
”He conveniently had balsa wood in his back that day.”
”Ha ha! As fate would have it, the man who got stabbed was wearing balsa wood!”
”He was made of balsa wood, ha ha ha!!"
Når skuespillerens atletiske evner kommer til kort, laver man et ”Texas switch”. Stuntmanden dykker ned bag en forhindring, hvorfra filmens stjerne så kan springe frem, som om det var ham, vi havde fulgt hele tiden. I denne scene mislykkes det dog, fordi skuespilleren, Robert Hays, titter lidt for langt frem fra sit skjul, mens hans stand-in slår en baglæns salto.
”You have to watch here when Bob gets flipped.”
”That's the 'Texas switch'.”
”You can see him waiting, because it's a double that lands in the audience. There's Bob, in the background on the right. And then he comes out. Ha ha ha!”
”Seamless filmmaking! How do they do that?”
”One take, no waiting.”
”This is the days before you could get rid of that with special effects.”
”Yeah, there was no painting out of wires then.”
"HØJT AT FLYVE" BONUSINFO:
• Filmens trio af bagmænd, Jerry Zucker, Jim Abrahams og David Zucker (ZAZ), lånte det dramaturgiske skelet fra den dødeligt seriøse luftfartsthriller ”Farlig landing" (Zero Hour!, 1957). Herfra løftede de også adskillige dramatiske replikskifter, som i ”Højt at flyve” gentages ordret af garvede B-filmtræmænd som Leslie Nielsen og Peter Graves.
> Se den direkte sammenligning af scener fra ”Højt at flyve” (1980) og forbilledet ”Zero Hour!” (1957):
• I 1982 lavede Ken Finkleman ”Vi flyver endnu højere” (”Airplane II: The Sequel”) uden ZAZ-holdets deltagelse, men med næsten alle forgængerens gags kalkeret direkte over på en rumfærge, hvilket sjovt nok ikke var halvt så sjovt. Deja-vuet vises på DR HD næste lørdag, 21. august.
En gang imellem støder man på film, der er så spækket med tåbelige fejl, at man bliver helt flov på filmholdets vegne. "Dødens Gab 4 – Hævnen", som TV3 har listet ind i programfladen natten til søndag, er præcis sådan en film.
Tyg lige på den her historie: En efterkommer af den hvide haj, som Martin Brody (Roy Scheider) dræbte i ”Dødens Gab 2”, forfølger hans hustru, Ellen Brody (Lorraine Gary), til Bahamaøerne for at hævne sit døde ophav.
Jep, du læste rigtigt. En fisk, der bærer nag til en menneskefamilie. Hajen kan også rejse sig lodret op i vandet og brøle som en dinosaur. Vent, det bliver værre endnu ...
I denne scene fra "Dødens Gab 4 - Hævnen" slår hajens krop et knæk på cirka 45 grader, så dyret kan stille sit forparti skråt op af vandet og knurre ad de væmmelige mennesker. Dygtig haj.
"Jaws The Revenge" sank hurtigt til bunds, da den blev søsat i biograferne i 1987. Garvede Joseph Sargent er krediteret som instruktør på fiaskoen, der forsøgte at vride de sidste dråber ud af det brand, som Steven Spielberg grundlagde med sin overlegne "Jaws" fra 1975.
For så vidt er seriens fjerde indslag en ganske anonym og rutinepræget dusinvare af den slags, de færreste ville gide pege fingre ad. Hvis det ikke lige var for to forhold, der sikrer "Dødens Gab 4" en skamfuld plads i annalerne.
Manuskriptet er så himmelråbende afsindigt idiotisk, at man flere gange tager sig selv i at tro, det er en Jaws-parodi, man uforvarende har lukket op for. Alene plakatens famøse slaglinje – "This time it's personal" – giver et fingerpeg om niveauet. Synderen, den fortjent ukendte skriverkarl Michael De Guzman, skammer sig end ikke over at trække det slidte kort "GISP! Det var kun en drøm!" hele TO gange i samme film.
Læg dertil et budget, som åbenbart kun tog højde for rejseudgifterne til Caribien og checken til Michael Caine. Filmen vrimler i hvert fald med iøjnefaldende tekniske bøffer og bommerter, som ingen har fundet det umagen værd at rette op på undervejs. Man ser for sig et filmhold bestående af ugidelige zombier, der skæver længselsfuldt efter den næste fyraftensmargarita.
Her er mine bud på de fem mest pinlige fejl fra "Dødens Gab 4 - Hævnen":
Det er ikke kabler, der stikker ud af siden på fisken. Det er … øhhh … tjumm … okay, det er kabler.
12 år efter den oprindelige "Jaws" magter hajen ikke længere at bevæge sig omkring uden støtteben. Her er den hydrauliske arm, der bærer fiskens skrog, kommet med i billedet.
Uhmmm, mad på spid. Hvis hjælpestangen er der for at styre den mekaniske haj, virker den ikke særlig godt, for Bruce svømmer stadig pilskævt i denne scene.
Nu bliver det ekstra personligt. Rygfinnen tager ud på vendetta – men hvor er resten af hajen?
Og endelig: Se, hvordan det såkaldte ”havvand” plasker op ad den malede horisont i filmstudiets udendørs bassin!
At Lance Guest åbenlyst ligger og hundesvømmer i en pool på ovenstående billede skyldes, at Universal efter lunkne testvisninger forlangte en ny og, hmmm, mere spektakulær slutning på "Dødens Gab 4 – Hævnen".
Materialet fra den hastige reshoot, som udgør finalen i TV3's version, er tydeligvis lavet for lommeuld og visne blade. Jeg mindes ikke at have set så sjusket production value i nogen anden biograffilm fra et anerkendt Hollywood-studie i min levetid:
Fra denne indstilling af bådens forstævn, der borer sig ind i skindet på den erigerede rovfisk, klippes der til ...
... det her billede! I kid you not. En håndsnittet miniaturemodel af en ... makrel, der bliver prikket på maven af ... en pind. Den mindst imponerende special effect i moderne filmhistorie.
Hov, what the ...? Hajer kan tilsyneladende ikke tåle at komme i kontakt med træ. Så eksplumderer de. BANG, siger det. Eller snarere, PFFFT, når det foregår i denne målestok. Klipperen gentager endda effekten fire gange lige efter hinanden, så vi alle kan se, hvor ussel den er.
Der døde dén. Så er der makrel i tomat.
Det er tilladt at måbe over den respektindgydende omhu og detaljeringsgrad, som Universals modelmagere har lagt i dén forstævn.
Nå, men enden på det hele blev, at Michael Caine finansierede et flot, nyt hus med sin gage fra ”Dødens Gab 4”. Og manuskriptforfatteren fik aldrig lov at lave film i Hollywood igen, så noget positivt kom der da ud af miseren.
Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Jabootus ekstremt grundige og infamt veloplagte nedsabling af "Dødens Gab 4 – Hævnen", som står at læse på Jabootus Bad Movie Dimension. Dén anmeldelse er uendeligt mere underholdende, end selve filmen nogensinde bliver det.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
