Vises 8. og 11. november på CPH DOX-festivalen i København.
I triptykonets form dykker den østrigske filmmager Michael Glawogger med sin dokumentar "Whores' Glory" ned i tre prostitutionsmiljøer i hhv. Thailand, Bangladesh og Mexico. Sammenstillingen fremhæver slående kontraster i de fysiske rammer, værdisæt og religiøse forudsætninger, som hver især præger udøvelsen af verdens ældste erhverv.
Trailer til "Whores' Glory"
I Bangkok ligger Akvariet, en præsentabel hybrid af bar og massageklinik, hvor middelklassemænd tager fri fra deres ægteskaber for at »købe lidt lykke«. Bag glasvæggen sidder et geled af fnisende nummerpiger i beredskab. Som i en anden fiskerestaurant udpeger kunden fra den anden side af ruden, hvilken menu han ønsker serveret. Omgangstonen er gemytligt serviceminded. Udenfor fanger Michael Glawoggers kamera et sammenrend af kopulerende gadekøtere.
Næste stop er Faridpur og den illusorisk døbte Glædens by. Den labyrintiske ghettos trange korridorer rummer 600 indvånere – heraf flere generationer af mødre og endog meget unge døtre, der konkurrerer indbyrdes om klientellets gunst. Vi er vidne til afhændelsen af en mut pubertetspige. Bordelmutter er ikke imponeret over kvaliteten og købslår om prisen. En kvinde, højst på tærsklen til tyverne, beretter lavmælt om sin dagligdag, da en nødvendig tilføjelse trænger sig på. »Vi kvinder er faktisk ganske ulykkelige væsener,« observerer hun forsigtigt.
Fatalismen er endnu mere udtalt i Reynosa, hvor det lovløse reservat La Zona befolkes af udtjente sexarbejdere med ansigter hærdet af årenes fylde. I ledige stunder udveksler kvinderne grove anekdoter og ryger crack. Her, og kun her, får Glawogger lov at tage et kig bag de lukkede døre under selve kønsakten. Instruktøren fortæller i pressematerialet, at det krævede fire år at opbygge den tillid, som gjorde optagelserne mulige.
Hele vejen abstinerer "Whores' Glory" mønsterværdigt fra ethvert tilløb til domfældelse. Den møder sit komplekse emne med respekt og klarøjet objektivitet, så både modstandere af og fortalere for købesex vil kunne finde værdi i fremstillingen. Filmen er desuden teknisk velproduceret uden at forskønne sine motiver. Alt i alt en opsigtsvækkende bedrift.
Whores' Glory (Tyskland/Østrig, 2011). Instruktør: Michael Glawogger. Spilletid: 110 minutter. Ikke i dansk distribution. Originalversionen af denne filmanmeldelse blev bragt i Weekendavisen 9. september 2011.
Som man kunne læse i indlægget om Tintin på film, har Hergés kække helt haft mange danske stemmer gennem årene. Men er man som jeg barn af 1970'erne, er der kun én dansk Tintin, der dur. Og han hedder Bob Goldenbaum.
Bob de Moors specialtegnede LP-omslag til "Alle tiders Tintin" (1981)
Bent ”Bob” Goldenbaum indtalte Tintins stemme i de 14 hørespil, som blev udsendt på LP og MC af Johnny Reimars pladeselskab, Starbox, mellem 1972 og ca. 1983. Det faste hold af skuespillere talte også stemmespecialisterne Peter Kitter og Jørn Rose, som delte de fleste biroller imellem sig.
Jeg var i denne uge så heldig at få kontakt til Bob Goldenbaum, som nu atter kalder sig ved sit fødenavn Bent Goldenbaum. Manden med den evigunge røst står stadig til rådighed som stemmeskuespiller, men ønsker ikke at få afsløret sin alder af professionelle hensyn (hans fødselsår står dog opført på Wikipedia).
Ligeledes er det næsten umuligt at opdrive et billede af Bob Goldenbaum, idet han gennem hele sin karriere har foretrukket at holde sit ansigt skjult og lade stemmen stjæle rampelyset. Her er dog et foto fra 1973 – bemærker man en flygtig lighed med Tintin?
Bent "Bob" Goldenbaum, 1973
EKSKLUSIVT INTERVIEW MED BENT "BOB" GOLDENBAUM Brian Iskov for Bries Blog-O-Rama, oktober 2011
Ud over serien af Tintin-hørespil har du mest arbejdet med marionetter og handskedukker i børne-tv. Hvad er din professionelle baggrund?
Jeg har blandt andet lavet en del Mester Jakel-teater. Jeg er ikke uddannet skuespiller. Jeg læste hos kongelig skuespiller Ejnar Juhl som elev, men så kom jeg ind til fjernsynet, først som regissør og siden dukkefører, og så kørte det ligesom i andre baner.
Hvordan blev du Tintins danske stemme?
Jeg blev indkaldt til stemmeprøve blandt andre unge mennesker. Peter Kitter og Jørn Rose valgte så mig. De kendte mig i forvejen fra tv. [NOTE: Jørn Rose var en meget brugt stemmeskuespiller og lydbogsindtaler i 1960'erne. Han havde tidligere arbejdet sammen med Bob Goldenbaum på DR's julekalenderserier, bl.a. ”Kender du Decembervej?” med Magnus Tagmus.]
Hvordan foregik indspilningerne af Tintin-hørespillene?
Vi mødtes i et lille studie; vi brugte flere forskellige i Københavnsområdet. Vi var et lille, sammentømret hold af skuespillere, som kendte hinanden godt. Jeg tror højst, vi har været fem i studiet på samme tid. Manuskripterne var delt op i sektioner, som svarede til de forskellige scener, og så indtalte vi historien efter stopursprincippet. Foran os kørte en tæller, som på minutter og sekunder viste os, præcis hvor replikkerne skulle falde.
Det kunne tage det meste af en dag at optage en historie, nogle gange en halv dag. Vi var ret skrappe, der var sjældent noget, der skulle tages om. Faktisk var stemmerne så meget i orden, at vores producer, Bruno Henriksen, mødte Tintin-tegneren, Hergé, den ene gang han besøgte København, og spillede vores hørespil for ham. Hergé forstod selvfølgelig ikke et ord af det danske, men han blev så imponeret over kontrasten mellem Tintins og kaptajn Haddocks stemmer, at han sagde, det var den bedste indtaling af Tintin, han havde hørt. Og i Sverige, hvor man også lavede Tintin-bånd, ændrede de på stemmerne, efter de havde hørt vores version.
Peter Kitter spillede jo ikke bare kaptajn Haddock. Han indtalte også Dupond og Dupont, Nestor og et hav af mindre roller, og hver gang hans figurer optrådte i samme scene, måtte han føre dialoger med sig selv. Lavede han alle de stemmeskift i realtid, eller måtte I snyde og klippe optagelserne sammen?
Nej, Peter Kitter var et naturtalent. Han var fantastisk til at imitere stemmer. Jeg sagde engang til ham: ”Jeg kan godt forstå, at du har en eller to stemmer, til nød tre [i samme scene]. Men når de begynder at skændes indbyrdes, står jeg af”. Nogle gange, hvis Haddock og Dupond og Dupont spillede over for hinanden, var det jo som om, der stod en masse mennesker i studiet. Det var eventyrligt, hvad han kunne. Og Jørn Rose, når han lavede Tournesol med den der knækkende stemme – ihhh! Han lød virkelig som en gal professor. Jeg var så imponeret.
En ofte fremsat kritik af Tintin-figuren lyder, at han som hovedperson er et lovlig renskuret dydsmønster. Hvordan sikrer man sig, at en så lastefri helt ikke går hen og bliver fersk?
Tintin kan i hvert fald nemt komme til at virke for voksen. Man skal kunne fornemme aldersforskellen mellem ham og de andre figurer. Jeg har været sidst i 30'erne, da jeg begyndte som Tintin, men min stemme har altid lydt så ungdommelig, at jeg har spillet unge springfyre gennem hele mit voksenliv. [NOTE: Selv i dag lyder Bent Goldenbaums stemme nøjagtig lige så drenget, som da han lavede Tintin for 30 år siden.]
Det var albumoversætteren Jørgen Sonnergaard, der stod for mange af bearbejdelserne til hørespil, og han fornemmede hurtigt, hvordan vi skuespillere fungerede sammen. Så det blev ofte meget humoristisk, og vi lagde mange jokes ind.
Jeg husker også, at vi lavede en helt ny Tintin-julehistorie, hvor figurerne mødtes på Møllenborg, og til sidst sang vi alle sammen ”Højt fra træets grønne top”! [NOTE: Der er sandsynligvis tale om sangen ”Julestemning med Tintin”, skrevet af Bruno Henriksen og udgivet på kassettebåndet ”Jul med børnenes favoritter”.] Det var jo ikke Hergés værk, men noget, som Peter Kitter og måske Bruno Henriksen skrev. Det var nemt at holde tonen, når man var færdig med en god dramatisering. Så flød teksterne.
I et album som ”Den sorte ø” er Hergés fortælling i høj grad båret af billederne. Det må være en af de historier, hvor I har måttet tilføje mest ny dialog, for at handlingen overhovedet skulle give mening for lytteren?
Det var den med gorillaen, ja. Der røg i hvert fald en finke eller to af panden dér. Hvad var det nu … På et tidspunkt siger jeg, at det ikke var en ond abe, men en ”go' rilla”. Dén opstod lige pludselig under indspilningen, og så måtte vi altså holde en pause for at grine. Det siger også noget om det intime sammenspil, vi havde, at vi kunne tillade os den slags.
Vi dramatiserede jo historierne; det var ikke bare indtaling. Vi gjorde dem til hørespil, så man kunne tage dem og spille dem som radioteater, hvis det skulle være. Det gav dem en værdi. Vores plader havde da også mange voksne fans, og de må have solgt godt, eftersom vi fik lov at lave så mange.
Jeres indspilning af ”Det hemmelige våben” lå i hvert fald på top 30 i 1974.
Virkelig? Se, det vidste jeg ikke.
Guldplade for den svenske LP-udgave af "Det hemmelige våben" (1981)
Tintin-hørespillene er så vidt vides aldrig blevet udgivet på cd. Har du nogen idé om, hvor de oprindelige optagelser befinder sig i dag?
Jeg ved det desværre ikke. Sådan nogle masterbånd bliver jo solgt videre, hver gang et firma går ned, og til sidst ved ingen, hvor de er endt. Men jeg kan da se på min årlige liste over Koda-indtægter, hvordan interessen for Tintin er gået op og ned. Jeg står også noteret for 25 numre i bibliotekernes opgørelse, så der må stadig være nogen, der låner Tintin-båndene og hører dem. På et tidspunkt fandt min lokale kioskejer ud af, hvem jeg var. Han kunne fortælle mig meget mere om Tintin, end jeg selv nogensinde har vidst. Han ejer samtlige albums. Og nu er pladerne jo blevet samlerobjekter.
Har du selv Tintin-pladerne derhjemme?
Desværre ikke, jeg har givet dem væk. Det var jo en fin julegave, ikke? Med omslaget signeret af mig – og Tintin!
Uden for Tintin-regi er Bent "Bob" Goldenbaum bedst kendt for at give røst og liv til dukken Lillebror fra børne-tv-klassikeren ”Ingrid og Lillebror”. Den friskfyragtige marionet med de flove ordspil dannede værtspar med pædagogen Ingrid Skovgaard Raben i programmet ”Kikkassen” fra 1966 til 1976.
Siden fik Lillebror på egen hånd et forsinket voksen-comeback, da Mikael Bertelsen inviterede ham i studiet som flabet debattør i DR2's ”De uaktuelle nyheder” (2002). I dette årtusinde har Lillebror også optrådt i en Carlsberg-reklame sammen med en vellignende Ingrid-kopi.
Som forfatter er Bob Goldenbaum desuden ophavsmanden til Magnus Tagmus, der var 1960'ernes mest populære figur i ”Børnenes Julekalender” på DR. Goldenbaum skrev manuskript og komponerede musikken til ”Kender du Decembervej?” (1967), hvorfra man stadig husker den iørefaldende melodi ”På toppen af vort tag” og Magnus Tagmus' temasang.
Bob Goldenbaum bidrog desuden til julekalenderserierne ”Juleteatret” (1965), ”Besøg på Decembervej” (1968) og ”Hos Ingrid og Lillebror” (1971). Siden førte han dukken Trolderik i tre julekalendere for TV 2, ”Trolderik og nisserne” (1990), ”Trolderiks julekalender” (1991) og ”Trolderiks posthule” (1992). Disse serier var ligesom Tintin-hørespillene produceret på Johnny Reimars foranledning.
Fra 1972 til 1983 udsendte Johnny Reimars selskab Starbox en række Tintin-hørespil baseret på Hergés tegneseriealbummer. "Tintin's eventyr" udkom både på vinylplader og datidens smarte kassettebånd. Sidstnævnte lånte jeg igen og igen fra Odense Centralbibliotek i mine drengeår, og yndlingsbåndene spillede jeg så tynde, at jeg efter 25 år stadig kan citere flere af dialogerne ordret.
Bob Goldenbaum med den karakteristiske lyse stemme indtalte rollen som Tintin i samtlige 14 hørespil. Over for ham leverede revyskuespilleren Peter Kitter en uforglemmelig kaptajn Haddock, mens lydbogsspecialisten Jørn Rose gav professor Tournesol en manisk smiskende manér. Det faste hold Kitter og Rose delte desuden historiernes mange biroller nogenlunde ligeligt imellem sig.
Samme hold dubbede også Belvisions tidlige serie af Tintin-tegnefilm til dansk tv i 1970'erne. Denne versionering findes desværre ikke bevaret, hvorfor filmene fra dengang siden har måttet indtales på ny af andre skuespillere.
Tintin-hørespillene fra Starbox var sporadisk krydret med dåse-lydeffekter fra arkiverne. For eksempel lød gorillaens brølen i "Den Sorte Ø" præcis som yetiens klageråb i "Tintin i Tibet". Musikeren og kapelmesteren Bruno Henriksen stod for produktionen af serien, før slagersangeren Henning Vilén overtog teknikken på de sidste udgivelser.
Herover ses MC-omslaget til det sagnomspundne "glemte" album, "Alle tiders Tintin" fra 1981. Forsiden er specialtegnet til det danske marked af Hergés assistent, Bob de Moor. Denne udgivelse er reelt et clip show bestående af højdepunkter fra de tidligere hørespil. Uddragene er kittet sammen af nyskrevne bindesekvenser, hvor Tintin og Haddock sidder foran den knitrende pejs på Møllenborg Slot og mindes deres mange fælles eventyr. For "grammofonbearbejdelsen" stod Tintins datidige albumoversætter, Jørgen Sonnergaard.
Her kan du høre en smagsprøve fra starten af side 1:
"TINTIN's EVENTYR" - DE DANSKE HØRESPIL
1. De syv krystalkugler og Soltemplet (1972)
2. Det hemmelige våben (1974)
3. Flight no. 714 til Sydney (1974)
4. Krabben med de gyldne kløer (1975)
5. Enhjørningens hemmelighed (-)
6. Rackham den rødes skat (1976)
7. Tintin og picaroerne (1977)
8. Den mystiske stjerne (1978)
9. Den sorte ø (-)
10. Tintin i Tibet (1980)
11. Koks i lasten (1980)*
12. Alle tiders Tintin (1981)
13. Månen tur-retur, 1. del (1982)
14. Månen tur-retur, 2. del (1983) Uden for nummer: Jul med børnenes favoritter - inkl. "Tintin i julestemning" (-)
[* fejlagtigt angivet som nr. 13 på label]
Listen senest opdateret 11.11.2011 – Gengivelse kun tilladt med tydelig kildeangivelse
Stemmer: Bob Goldenbaum: Tintin m.fl. Peter Kitter: Kaptajn Haddock, Dupond & Dupont, Nestor, Alcazar, Oldie, Rastapopoulos m.fl. Jørn Rose: Professor Tournesol, Max Bjævermose, Allan, Omar Ben Salaad, Profeten, Puchov, Müller, Carreidas, Sakarin, Fugl m.fl. Inge Ketti: Madame Castafiore, radiospeaker, Peggy m.fl. Kate Mundt: Madame Castafiore (11) Svend Bjerre: Sherpa Tharkey, Tchang, Professor Tournesol (12-14) m.fl. Henning Vilén: Fortæller (11) Poul Glargaard: Fortæller m.fl. (13-14) Lykke Nielsen: Stewardesse (13-14)
Produceret af Bruno Henriksen (1-9), Henning Vilén (10-14)
Dansk version: Jørgen Sonnergaard (1, 2)
Grammofonbearbejdelse: Peter Kitter (5-9), Jørgen Sonnergaard (10-14)
De tre første hørespil blev oprindelig udgivet på Phonocord/Philips. Serien er siden genudgivet på MC i 1987 af selskabet Fairytale. Nogle bånd findes desuden under firmanavnene Litas og Select.
"Månen tur-retur" og "Jul med børnenes favoritter" er så vidt vides aldrig udgivet på LP.
En stor tak til Poul Spærhage Frøkjær for hjælp til kompilering af listen.
En af Tintins største amerikanske fans er Steven Spielberg. Lige siden en fransk anmelder i starten af 1980’erne nævnte, at Indiana Jones' eventyr bar stærke ligheder med en vis europæisk tegneseriehelt, har Spielberg puslet med planer om at filmatisere nogle af Hergés legendariske Tintin-album.
Nu lykkes det endelig Steven Spielberg at opfylde sit ønske. Med Peter Jackson som producer har han bragt den strithårede belgiske reporter til live via performance capture-teknik i filmen ”Tintin: Enhjørningens hemmelighed”, der har dansk biografpremiere i morgen (27. oktober).
Jamie Bell lægger bevægelser og originalstemme til Tintin, mens kongen af mo-cap, Andy Serkis, giver en veloplagt kaptajn Haddock i Spielbergs flot producerede, om end temmelig hektiske hyldest til Hergés skabning.
Men faktisk tittede Tintin allerede ud gennem biografforhænget i 1947: Nemlig som håndanimeret dukke i en stopmotion-udgave af ”Krabben med de gyldne klosakse”. Den timelange sort-hvide film er animeret af belgieren Claude Misonne og følger tegneserien temmelig nøje.
Historiens midtersektion, hvor Tintin møder kaptajn Haddock for første gang, indgår også i Steven Spielbergs film, der sammenskriver elementer fra tre album. Selv for ikke-franskkyndige fans kan det være skægt at sammenligne Spielberg-versionen med denne langt mere rudimentære, men ganske charmerende urversion af samme historie:
Den ukendte Jean-Pierre Talbot trak i plusfoursene som en ganske vellignende ”Tintin på skattejagt” i 1961, der ligesom efterfølgeren ”Tintin og de blå appelsiner” (1964) befolkede slottet Møllenborg med skuespillere af kød og blod. Historierne var skrevet direkte til filmmediet, men uden Hergés deltagelse.
Da de to film i sin tid fik dansk biografpremiere, talte Tintin med skuespilleren Per Wikings stemme. Det forlyder, at Cinemateket i København agter at hive deres gamle danske kopier op af arkivet til vinterferien 2012. (OPDATERING: De eksisterende filmkopier i Filminstituttets arkiv var desværre i for dårlig stand til at kunne vises.)
I mellemtiden kan både "Tintin på skattejagt" og "Tintin og de blå appelsiner" erhverves på dvd med original fransk tale og engelske undertekster. Her er en herlig trailer for "Tintin på skattejagt", versioneret til tysk:
Tintin har også to tegnede biografspillefilm på sit cv, dog ikke af imponerende kvalitet. ”Tintin og Soltemplet” fik premiere i 1969, ”Tintin og Hajsøen” i 1972. Sidstnævnte var et nyskrevet eventyr signeret af Hergés ven og kollega, Greg (Michel Regnier). Historien udkom året efter som ”filmalbum”, hvor tegningerne var affotograferet fra filmen.
Claus Ryskjær lagde stemme til Tintin i begge biografversioneringer. Carl Ottosen og Karl Stegger indtalte kaptajn Haddock i hhv. "Tintin og Soltemplet" og "Tintin og haj-søen". Senere er filmene nyindtalt af hhv. Søren Sætter-Lassen som Tintin og Kjeld Nørgaard som Haddock.
[OPDATERING JULI 2016: Klippene fra de oprindelige danske versioneringer af disse to Tintin-biograftegnefilm er desværre blevet fjernet fra nettet, efter at Nordisk Film genudsendte dvd'erne med de gamle danske stemmer på lydsiden.]
Fra "Tintin og Soltemplet" (1969)
Fra "Tintin og haj-søen" (1973)
Mange af os husker desuden Belvisions tv-tegnefilmserie (1959-62), som trods sin tidstypisk slatne gummianimation blev vist i den bedste sendetid på DR's lørdagsflade helt op i 1980’erne. Tintins stemme i det nedenstående videoklip tilhører Jess Ingerslev. En tidligere DR-versionering fra 1971 med Bob Goldenbaum, kendt fra Starbox' serie af Tintin-hørespil, er desværre gået tabt.
"Den sorte ø" (Belvision 1961, dansk versionering fra 1980'erne)
En række nye og bedre tegnefilmversioner af Tintins eventyr, produceret af Nelvana i Canada, fik premiere i 1991. Denne serie, som er lavet med stor kærlighed til figurerne og respekt for de oprindelige album, kan fås samlet i en dvd-boks. Den danske dub har Søren Sætter-Lassen i rollen som Tintin over for Kjeld Nørgaards Haddock.
"Enhjørningens hemmelighed": Et uofficielt mash-up af Spielbergs trailer og den tegnede 90'er-udgave
BONUS: En designkyndig fan, James Curran, har skabt denne uofficielle fortitelsekvens til "Tintin: Enhjørningens hemmelighed", der elegant fletter elementer fra samtlige 23 Tintin-album ind i ét minuts animation. Nicely done!
"Tintin: Enhjørningens hemmelighed" kan ses i danske biografer i diverse kombinationer af 2-D, 3-D, originalversion og dansk dub. Cyron Melville er Tintins nye danske stemme, og som Haddock høres Tom Jensen.
Festen er marketingverdenens svar på Oscar-uddelingen, hvor det ikke er årets bedste film, der hyldes, men de reklamekampagner, som skal sælge filmene til publikum. Priserne går med andre ord til skaberne af de bedste trailere, plakater, annoncer, standees og multimediefremstød.
Herunder ser du nogle af de filmplakater, som i år gjorde sig fortjent til Key Art Awards i den trykte kategori. Man bemærker, at de fleste vindere enten går retro-ruten eller læner sig op ad den nye minimalisme, som har vundet indpas blandt uofficielle plakatdesignere:
Som faste læsere af Bries Blog-O-Rama vil vide, kan der i vore dage være endog meget langt imellem filmplakater, som skiller sig positivt ud fra mængden af bevidstløse plagiater og ugudelige Photoshop-rædsler.
Det britiske filmmagasin Empire samler ligefrem på filmplakater, der er så talentløst stykket sammen i Photoshop, at man undrer sig over, hvordan nogen har kunnet godkende de horrible resultater til brug i verdensomspændende reklamekampagner:
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
