fredag den 26. september 2014

Dvd- og blu-ray-anmeldelse: "Muppets Most Wanted"

Det vakte en smule opsigt, da Disney i 2011 valgte at sende muppernes comebackfilm ”The Muppets” uden om biograferne og direkte på dvd og blu-ray i Danmark. Informations Christian Monggaard og jeg kritiserede tappert, men forgæves distributørens beslutning, og noget kunne desværre tyde på, at Disney har fat i den lange ende, når de hævder, at Kermit, Piggy og de andre Henson-dukkers fanskare på vores breddegrader er temmelig begrænset.

> Mysteriet om "The Muppets": Hvorfor kom den ikke i biografen?

I april i år fik opfølgeren, ”Muppets Most Wanted”, forsøgsvis svensk biografpremiere i en tekstet kopi. Og svenskerne var rystende ligeglade. Ifølge Disneys københavnske kontor solgte den nye muppetfilm kun 444 billetter i Sverige. Et trecifret tal. Av.



Så man kan dårligt klandre Disney for, at de nu har nedjusteret Muppet-brandet yderligere i Norden. For en måned siden listede selskabet ”Muppets Most Wanted” ud på de skandinaviske dvd-hylder uden nævneværdig fanfare. Filmen kommer slet ikke på blu-ray med danske tekster, og eneste ekstraudstyr på den skrabede dvd er en svag, 2D-animeret Mickey Mouse-kortfilm fra 2013 (”No Service”).

> Se ”Muppets Most Wanted” i HD med danske tekster på SF Anytime

For at se fraklip og featuretter fra ”Muppets Most Wanted” må man købe filmen via Storbritannien eller – endnu bedre – anskaffe sig den amerikanske blu-ray-udgivelse, som tillige rummer den 17 minutter længere (og sjovere!) version af filmen, ”The Unnecessarily Extended Cut”. Den amerikanske skive er oven i købet regionsfri.

"Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

”Muppets Most Wanted” er ligesom sin umiddelbare forgænger, ”The Muppets”, skrevet af Nicholas Stoller og filmens britiske instruktør, James Bobin (tredjemanden, Jason Segel, er hoppet af muppetvognen siden sidst). Og hvor deres ellers vellykkede 2011-genstart havde mærkbar slagside mod det sentimentale, bekender opfølgeren sig helt og holdent til det glade anarki.

Handlingen starter helt bogstaveligt i selvsamme sekund, som ”The Muppets” tonede ud. Muppernes comeback er en kendsgerning, og nu skal der smedes, mens jernet er varmt – hvilket leder direkte til åbningsnummeret ”We're doing a sequel”, som i klassisk, metabevidst muppettradition tager tyren ved hornene og kommer eventuelle kritikere i forkøbet:

”We’re doing a sequel/ That’s what we do in Hollywood/ And everybody knows/ That the sequel’s never quite as good”
- fra sangen ”We're doing a Sequel”

Mupperne lokkes til at drage på europaturné af deres nye manager (Ricky Gervais), der bærer det ellers let gennemskuelige navn Dominic Badguy. (Her forpasser den unavngivne dvd-oversætter sin chance for at finde en tilsvarende Anders And-agtig fordanskning.) Ingen af mupperne stiller spørgsmålstegn ved, at Badguy kun har booket spillesteder, der ligger klos op ad Europas mest værdifulde skatkamre. Og da Kermit bortføres til en sibirisk gulag, hvorefter hans plads i truppen overtages af en lidet troværdig dobbeltgænger, er det længe kun Animal, der synes at ane uråd.

Ricky Gervais og Mupperne i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

Kermits stedfortræder, den nederdrægtige Constantine, er efterlyst som ”verdens førende forbryder”, hvilket han hellere end gerne minder sin håndlanger, Badguy, om. Matt Vogel giver liv og stemme til Constantine, der i bund og grund er Kermit-dukken med lidt kortere krave, en vorte på kinden, tætsiddende øjne og spidst Kaj-næb.

Flere nyere muppetprojekter har lidt under, at bagmændene ignorerer Kermit-figurens unikke appeal og henviser ham til andet eller endog tredje led (værst i ”Muppets Skatteø”, hvor frøen først gør sin entré efter en halv time). Problemet truer også ”Muppets Most Wanted”, der i lange stræk isolerer Kermit fra den egentlige handling og i stedet retter spotlightet mod skurkene.

Matt Vogels præstation som den mageløst skråsikre Constantine er imidlertid så morsom, at man gerne under forbryderfrøen pladsen i solen. Jeg kan i hvert fald ikke stå for Constantines håbløse imitationer af Kermits karakteristiske, kvækkende røst – komplet med halsbrækkende russisk accent – og hans bundløse arrogance, især når det gælder memoriseringen af muppernes navne (”Zongo! Fonzie! Pig!”).

”Pig. Do I wear sign around neck that says BOTHER ME?”
- Constantine til Piggy

Miss Piggy og Constantine i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

Af muppernes hidtidige syv spillefilm ligger denne i stemning og handling tættest på ”Muppet og juvelbanden” (The Great Muppet Caper) fra 1981, der ligeledes var en balstyrig kupfilm i europæisk miljø. (En pudsig detalje: Skurkenes modus operandi i "Muppets Most Wanted" ligger forbløffende tæt op ad Elverhøj-kuppet i "Olsen Banden ser rødt" fra 1976.) Afviklingen af kriminalintrigen gør denne gang filmen lige lovlig plottung og, trods det generelt høje tempo, omstændelig. Særlig den hektiske sidste akt trækker unødigt i langdrag.

Til gengæld virker ”Muppets Most Wanted” mere tro mod Jim Hensons skabninger end sin umiddelbare forgænger, hvor man lidt for tydeligt mærkede, at kun én af de oprindelige dukkeførere (Dave Goelz) er med på nutidens Muppet-hold. Flere af stemmepræstationerne i ”The Muppets" ramte skævt på forbillederne, og Kermit anno 2011 tyngedes af en uklædelig, klynkende melankoli, som figurens iboende charme havde svært ved at trænge igennem, trods manuskriptets oprigtige kærlighed til mupperne og deres univers.

I den aktuelle film udviser den seneste generation af muppeteers et langt sikrere greb om figurernes stemmer, ligesom manuskriptet i højere grad rammer muppernes distinkte personligheder på kornet. Kermit fremtræder atter som sit gode, gamle jeg, og Steve Whitmire, der arvede rollen efter Jim Hensons død i 1990, præsterer mindst ét frustreret temperamentsudbrud, der tangerer klassisk Henson-Kermit.

Tina Fey og Kermit i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

De menneskelige medspillere i ”Muppets Most Wanted” hiver knap så mange point hjem. Ricky Gervais viser kapabelt sangtalent i shownummeret ”I'm Number One”, men hans forlegne facon får ham generelt til at fremstå noget fad og farveløs over for mupperne. Som frø-forlibt fængselsdirektør lades Tina Fey i nogen grad i stikken af sit materiale. Bedst går det for Ty Burrell, der energisk og i den helt rette muppetånd giver stereotyperne fuld skrue som Clouseau-agtig fransk politimand.

Den alenlange liste af one-line cameos spænder fra Christoph Waltz, der danser vals, og Tom Hiddleston (udbryderkonge) til Céline Dion (sig selv) og en gruppe for mig ukendte Disney-teenidoler, der præsenterer sig med ordene: ”We're the Disney synergy party”.

Bret McKenzie, der i 2012 vandt en Oscar for ørehængeren ”Man or Muppet?”, returnerer som sangskriver, og skønt han igen leverer skægge og opfindsomme tekster, når ingen af kompositionerne i ”Muppets Most Wanted” samme niveau som i ”The Muppets”. For eksempel lyder den ellers fængende, discofarvede ”Cockatoo in Malibu” mere som et overskudsnummer fra Flight of the Conchords end en regulær Muppet-sang. (Bonusinfo: Tre af filmens sange er forkortet i biografudgaven, men kan opleves i fuld længde på soundtrackalbummet og i ”The Unnecessarily Extended Cut”.)



Ellers skorter det ikke på henkastede gags og metajokes, hvoraf mange vil stryge hen over hovedet på et børnepublikum (her skydes med spredehagl på bl.a. ”Ondskabens øjne”, ”Borte med blæsten”, ”Jerry Maguire”, ”A Chorus Line” og ”Det syvende segl”). Flere af de vitser, som på den amerikanske blu-ray er genindsat i ”The Unnecessarily Extended Edition”, hører endda til filmens allerskæggeste – hvorfor den lange version paradoksalt nok ikke føles længere end den korte, selv om finalen stadig virker overlæsset.

Dette tyder også på, at det ikke så meget er kvaliteten af humoren, men snarere manuskriptets struktur og klipningens valg, der er de svage led i ”Muppets Most Wanted”. De, som måtte savne noget af den sværmeriske, varme nostalgi fra ”The Muppets” i den nyeste film, kan også trøste sig med, at muppernes emotionelle gennemslagskraft forbliver intakt efter syv film, fire tv-serier og snart fire årtier – selv i en hæsblæsende krimifarce som denne.

Muppets Most Wanted. USA 2014. Instruktion: James Bobin. Spilletid: 103 minutter (dansk dvd); 107/124 minutter (amerikansk blu-ray). Dansk dvd-premiere: 21. august 2014. Distributør: Walt Disney Home Entertainment.

Amerikansk blu-ray/dvd-combo
Dansk dvd

Den danske dvd er venligst stillet til rådighed af Walt Disney Home Entertainment Denmark. Udgivelsen indeholder kun biografversionen og Mickey Mouse-kortfilmen ”No Service” (4 min.).

Den amerikanske blu-ray indeholder foruden biografversionen også ”The Unnecessarily Extended Cut” (124 min.) samt ”The Statler & Waldorf Cut” (et 1 ½ minutters sammenklip). Ekstramaterialet tæller fraklip (10 min.), en sketch med Rizzo the Rat (3 min.) og musikvideoen til ”I'll Get You What You Want (Cockatoo in Malibu)” med Bret McKenzie (4 min.). En dvd og en digital HD-kopi følger med udgivelsen.

Den engelske blu-ray indeholder ikke ”The Unnecessarily Extended Cut”, men har ellers samme ekstramateriale som den amerikanske udgivelse plus ”No Service” og en eksklusiv featurette, ”On-Set with Walter” (8 ½ min.). Den tidligere annoncerede featurette ”Inside the Gulag” (5 ½ min.) er tilsyneladende kun tilgængelig online på Muppets' YouTube-kanal.

fredag den 5. september 2014

George Lazenby 75 år: Brie møder James Bond!

Som filmjournalist og livslang James Bond-fan har jeg trykket Pierce Brosnan i næven og stirret direkte ind i Daniel Craigs stålblå øjne. Men jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle nå at møde dén James Bond-skuespiller, der faldt mest uden for rammerne. George Lazenby spillede kun rollen én gang, men har alligevel - eller måske netop derfor - aldrig siden kunnet ryste den af sig.

Brie og George Lazenby, Malmø 2014. Det er Brie til højre.

George Robert Lazenby fylder 75 år i dag, den 5. september 2014. Den brunøjede australier er ene og alene berømt for at være fotomodellen, der forspildte sit livs chance, efter at han i 1969 afløste Sean Connery som James Bond i "On Her Majesty's Secret Service" (Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste).

I'd never been an actor before. I became James Bond through my arrogance and ignorance and not knowing I couldn't do it.
- George Lazenby 

I ungdommeligt overmod vendte George Lazenby 007-figuren ryggen efter denne ene film, fordi han ikke troede på Bond-fænomenets levedygtighed. Han ville hellere opsøge "seriøse" roller, sagde han dengang, da han stadig troede, at verden lå for hans fødder.

Den smertelige ironi i tilfældet George Lazenby er, at han aldrig nogensinde fik en lige så god rolle som James Bond. Lazenbys primadonnanykker ramte hans karriere som en boomerang, og efter "On Her Majesty's Secret Service" måtte han tage til takke med sporadisk arbejde i billige B-film, tilfældige tv-serier og reklamefilm.



Ofte var Lazenbys relation til James Bond-fænomenet den eneste grund til, at han overhovedet blev castet. Et typisk eksempel er tv-filmen "The Return of the Man from U.N.C.L.E." fra 1983, hvor han optræder i tre minutter under navnet "J.B." (nudge-nudge) og kører rundt i en Aston Martin.

> Se George Lazenbys gæsteoptræden som J.B. i "The Return of the Man from U.N.C.L.E." (1983)

Tidligere i år opdagede jeg ved et tilfælde, at den 74-årige George Lazenby var programsat som en af kendisserne på SciFiWorld-messen i Malmø. Denne chance kunne jeg naturligvis ikke gå glip af. Lørdag den 1. marts 2014 stod jeg over for den australske eks-Bond i en kold messehal, hvor han tilbragte weekenden med at skrive autografer og posere med fans, mens en emsig assistent indkrævede 200 svenske kroner per krusedulle eller foto.

Med sit trætte udtryk og et højst u-Bond-agtigt, spraglet tørklæde dinglende fra halsen lignede George Lazenby i Malmø det, han var: en aldrende, australsk pensionist, som udelukkende deltager i James Bond-relaterede sammenhænge, når han bliver betalt godt for det.

Brie møder George Lazenby på SciFiWorld Malmö 2014.

I 2006 lod Lazenby sig portrættere i det hollandske tv-program "Andere tijden: De 'vergeten' James Bond". Til allersidst i interviewet (tidskode 26:58) sænker Lazenby paraderne og giver os et ærligt indtryk af, hvordan det føles at have James Bonds spøgelse svævende over sin skulder hele livet:

I've had to live my life as a one-time James Bond. It's a constant job. I can hear people, they go: 'Look! It's that guy. Tarzan, wasn't he? No, he was in Star Trek. No, he's that James Bond guy!' It's just a constant fuzz throughout life.

> Se programmet "Andere tijden: De 'vergeten' James Bond" her



George Lazenby fortæller
George Lazenby in his own words (Malmö, Sweden 03-01-2014)

SciFiWorld-messen i Malmø bød også på en Q&A, hvor George Lazenby genfortalte en stribe anekdoter fra sin tid før og efter agent 007. En af de mere farverige handlede om den gang, Lazenby inviterede 40 portugisiske showgirls op på sit hotelværelse, hvorefter han måtte hente forstærkning hos den australske tennisspiller Lew Hoad, som boede på samme hotel. De to landsmænd havde ikke mødt hinanden før, men efter dén nat var de venner for livet!
(Til ære for eventuelle internationale læsere er de følgende citater ikke oversat.)

GEORGE LAZENBY ON BECOMING JAMES BOND:
I never wanted to be an actor. A friend of mine double-dated an agent who wanted to be an actor. I took her out, and next thing, she wants me to go up for James Bond. That's how it happened.  

GEORGE LAZENBY ON DOING HIS OWN STUNTS:
I ended up doing all my own stunts. I didn't know the other guy didn't do 'em. The director's attitude was, "Shit, if we kill him off, we get a second shot. No-one's seen him anyway!" The fight scenes were easy, but I was jumping out of helicopters, hanging off cables thousands of feet up in the air, thinking "What am I doing here?" And I always said, "Bet the other fellow didn't have to do this." And that's where that line came from, "This never happened to the other feller", when Diana Rigg ran off with my car on the beach. 



GEORGE LAZENBY ON WHY HE ONLY DID ONE BOND FILM:
I never signed the contract. I got through the whole movie by sending it back all the time, because I'd ask them to change this and I'd send it back, then change that and send it back. This went back and forth until I'd finished the movie, and I hadn't signed the contract! Harry Saltzman, the producer, came up to me and said, “What are we gonna do to get you to sign the contract?” And I said, “I'm not gonna do another one.”
Harry Saltzman offered me a million dollars under the table – what Hugh Hefner paid for the Playboy mansion. Everybody was telling me, “James Bond's over. Finished. "Easy Rider" is in, Bruce Lee is in.” All those types of things. They said, “This guy called Clint Eastwood, he can make 500 grand in Italy making a western. He didn't even speak! If you go and do two westerns, they'll give you a million bucks.” This was the kind of dialogue I was getting. 
So I told them I wasn't gonna do it, and after that, when I got a film offered, I'd get on the film, and [the Bond producers] would ring up and say I'm under contract, and they'd sue them. I got thrown off about fifteen movies. In other words, I was blacklisted. 

GEORGE LAZENBY ON GETTING WORK AFTER BOND:
I went over to Hong Kong and did three kung fu movies, then went back to Australia and did a little commercial there that kind of kept me going. Cigarette commercial. I didn't smoke. I expected the guy to give me five grand, and he said, “Look. It's only for Australia. Don't say no until you hear what we have to tell you.” I'm thinking, “Jesus, I hope they give me five grand.” He says, “75.000. That's the most we can pay you.” They could have gotten me for five, I was broke. That went on for years, and then I went to America and couldn't get arrested. 

GEORGE LAZENBY ON HIS LIFE AFTER BOND:
Do I regret it? Yes and no. I have six great kids that I probably wouldn't have had. I remember this psychic: “Do you want me to read what would have happened for you if you'd been James Bond? You'd have three big houses in Beverly Hills with three beautiful wives living in them, and you'd be wondering what to do next. You'd probably be a drug addict.” 
Well, it turns out that I've had three houses, but not in Beverly Hills. Then I had a problem with alcohol for a time. Otherwise, you know, when I look back on my life, I've done what I wanted to do. And I wouldn't have been able to do it if I'd been stuck with James Bond. 

Et kig bag kulisserne i fotostudiet. Malmø, marts 2014.



George Lazenbys andre film

George Lazenbys erindringer, "The Other Fella", har været lige på trapperne i snart mange år, men har stadig ingen klippefast udgivelsesdato. "It's hard!" klynkede Lazenby, da jeg spurgte ham, hvordan det går med at få skrevet selvbiografien færdig. Desværre glemte jeg at udfritte ham om, hvilke titler han kan anbefale fra sin filmografi ud over "On Her Majesty's Secret Service". Der er næppe mange. Her kommer dog et par stykker, som i mine øjne besidder en form for underholdningsværdi, der rækker ud over det rent kuriøse.

Who Saw Her Die?
(Chi l'ha vista morire?, 1972, Aldo Lado)
Den italienske giallo "Who Saw Her Die?" (1971) foregår i Venedig og kan ses som en til tider ganske stilfuld forløber til Nicolas Roegs "Don't Look Now" (Rødt chok, 1973). En langhåret Lazenby smed 17 kilo til denne rolle, som han ifølge instruktøren, Aldo Lado, kun påtog sig for at betale sin gæld efter Bond-eventyret. Desværre er det svært at bedømme den udmagrede Lazenbys præstation, da han er klodset eftersynkroniseret på amerikansk gennem hele filmen.



Stoner
(aka The Shrine of Ultimate Bliss, 1974, Huang Feng)
At George Lazenby slår en proper næve, så vi allerede i "On Her Majesty's Secret Service" (og manden er jo ikke australier for ingenting). I kungfu-filmen "Stoner" (1974) går Lazenby og hans pornosnegl på hævntogt i et syndigt rodsammen af lummer 70'er-sleaze, hidsig funkmusik, rådden dubbing og masser af afklædte damer. Lazenby slås bl.a. mod legenden Sammo Hung, og selv om han tydeligvis ikke er på niveau med de kampsportseksperter, han er oppe imod, kommer han langt på ren og skær sammenbidt energi.

Manden fra Hong Kong
(The Man from Hong Kong, 1975, Brian Trenchard-Smith)
Den kvalitativt bedste og mest seværdige af George Lazenbys tre Hongkong-knallerter er Tarantino-favoritten "The Man from Hong Kong" (Manden fra Hong Kong), der også er en af de få Lazenby-film, som har opnået premiere i danske biografer. Som det fremgår af nedenstående klip fra dokumentarfilmen "Not Quite Hollywood" er det Lazenby selv, som er faretruende tæt på at gå op i flammer i denne forrygende slagsmålscene fra filmens klimaks!



Hele filmen: https://www.youtube.com/watch?v=bdh0VLVBIeg

Vil du vide mere om George Lazenby, kan jeg anbefale Nicolas Barbanos artikel i det sidste nummer af det danske tegneseriehæfte James Bond 007 (nr. 7 fra 1984). Trods enkelte småfejl er det stadig den bedste tekst, jeg har læst om Lazenby på dansk.



MERE JAMES BOND PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

fredag den 29. august 2014

"Zelly and Me" (1988): David Lynch som førsteelsker!

I 1988 overtalte skuespilleren Isabella Rossellini sin daværende kæreste, David Lynch, til at tage en birolle i familiedramaet "Zelly and Me", instrueret af Tina Rathborne. Indtil da havde Lynch holdt sig bag kameraet, bortset fra en cameooptræden i sin egen "Dune - Ørkenplaneten" (1984). Men han tog imod Rossellinis udfordring, da han mente, at oplevelsen ville få ham til at overvinde sin frygt for at spille skuespil.


I rollen som barnepigen Zellys bejler, den rare Willie, leverer David Lynch en uventet blid, sårbar og romantisk præstation. Han får sågar lejlighed til at demonstrere sine evner som illusionist, da Willie charmerer Zelly med et lille tryllenummer.

David Lynchs scener er absolut højdepunktet i "Zelly and Me", der ellers er en temmelig klæg historie om den forældreløse Phoebe, der terroriseres af sin strikse bedstemor på et stort landsted i Virginia. Filmen er aldrig udgivet på dvd eller blu-ray, og selv om den i øvrigt er fotograferet af danske Mikael Salomon, har den så vidt vides kun været vist én gang i Danmark.

DR1 programsatte "Zelly and Me" en søndag eftermiddag i 1990'erne (28. august 1994) under titlen "Stakkels rige pige", og ud fra en VHS-optagelse af denne visning har jeg nu sat alle Lynchs scener fra filmen sammen til en 15 minutters montage. Mine damer og herrer: David Lynch som førsteelsker!



Få år senere gengældte David Lynch tjenesten ved at lade Tina Rathborne instruere to afsnit af "Twin Peaks" (1989-91). Rathborne har aldrig lavet tv eller film siden, men Lynch blev åbenbart bidt af skuespillet. Han brillerede som agent Dale Coopers foresatte, den tunghøre FBI-chef Gordon Cole, i såvel "Twin Peaks" som spillefilmen "Laura Palmers sidste dage" (1992). Desuden kunne vi sidste år nyde ham i svidende topform som talkshowproduceren Jack Dahl over for Louis C.K. i komedieserien "Louie":

> Se David Lynch i afsnit 311 af tv-serien "Louie"

Du kan høre meget mere om David Lynch i den netop udgivne, fire timer lange podcast 94 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper, Mille og undertegnede går i dybden med Lynch og hans samlede værker:


MERE DAVID LYNCH PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

> ”Inland Empire”: Læs Bries interview med David Lynch
> Brie anmelder det nye ekstramateriale på ”Twin Peaks: The Entire Mystery”
> Brie anmelder bogen “Reflections – An Oral History of Twin Peaks”
> Fotoreportage fra Bries besøg i virkelighedens Twin Peaks
> Søde minder: Et tilbageblik på en skelsættende tv-oplevelse
> Tegneserien “Twin Pies" – og andre parodier
> Twin Peaks-merchandise fra Bries arkiver

torsdag den 7. august 2014

Boganmeldelse: "Reflections: An Oral History of Twin Peaks"

Det er ikke kun her på Bries Blog-O-Rama, at Twin Peaks-feberen er blusset op igen i forbindelse med blu-ray-udgivelsen af ”Twin Peaks: The Entire Mystery”. Denne sommer byder også på to spritnye bøger, der ser tilbage på Mark Frost og David Lynchs 24 år gamle tv-fænomen.

Ultimo august udkommer Andreas Halskovs bog ”Paradoksets kunst – David Lynch og hans film” på Turbine forlaget, hvor forfatteren anlægger en akademisk vinkel på ”Twin Peaks” og andre Lynch-værker. Men i dag skal det handle om den engelsksprogede bog "Reflections: An Oral History of Twin Peaks", som udkom den 15. juli på forlaget short/Tall press. Lad det være sagt med det samme: Brad Dukes' bog er et absolut must for alle Peaks-fans.


”Reflections: An Oral History of Twin Peaks” må være den hidtil grundigste og mest detaljerede krønike over ”Twin Peaks”-serien og dens tilblivelse. Gennem tre år har Brad Dukes utrætteligt opsøgt mere end 100 af de personer, der var med til at skabe serien foran og bag kameraet. Nogle af dem har endda stillet sjældne privatfotos fra optagelserne til rådighed for bogen.

Galleriet af interviewpersoner favner bredt, så både teknikere, talentagenter og tidligere network-folk kommer til orde. Alle væsentlige skuespillere pånær Lara Flynn Boyle og David Duchovny giver deres besyv med, og Brad Dukes har også været så priviligeret at få Mark Frost til at deltage i projektet. Ikke overraskende glimrer David Lynch ved sit fravær, men kender man Lynch ret, ville han næppe have sagt meget brugbart alligevel. (Ifølge et interview med Brad Dukes var Lynch tæt på at bide på krogen, men valgte altså i sidste ende at takke nej.)

> Læs interview med forfatteren Brad Dukes (Welcome to Twin Peaks.com)

De mange indsamlede udsagn er stykket sammen til en mosaik, som tegner et kronologisk billede af ”Twin Peaks” og seriens udvikling set indefra. Tidslinjen spænder fra det første møde mellem Mark Frost og David Lynch i 1985 til den drastiske implosion af seriens anden sæson i 1991. (Den efterfølgende spillefilm, ”Twin Peaks – Laura Palmers sidste dage”, som Lynch lavede uden Frost i 1992, berøres kun kursorisk.)

Bogens forfatter flankeret af Sheryl Lee (Laura Palmer) og Ray Wise (Leland Palmer) | pr-foto

I koret af stemmer i ”Reflections” aner man nogle gennemgående refræner, som alle synger med på. Ét af dem lyder, at det var en genistreg at sætte Mark Frost og David Lynch sammen.

Den erfarne tv-forfatter Mark Frost har alle dage stået i skyggen af Lynch, når talen faldt på ”Twin Peaks” (se bare, hvordan flere danske dagblade for nylig henviste Frost til en sølle parentes i deres omtaler af blu-ray-boksen). Derfor tjener det ”Reflections” til ære, at den netop fremhæver styrken af kombinationen Lynch og Frost. I mødet mellem de to opstod en unik synergi, hvor David Lynchs skæve ideer og Mark Frosts greb om tv-mediets fortællestrukturer berigede hinanden.

”I do credit Mark Frost for keeping David's genius accessible in that pilot and bringing him to earth a bit. I think that's a dance they did so brilliantly: their collaboration of grounding and extraordinary inspired weirdness.” 
- Todd Holland, episodeinstruktør på ”Twin Peaks”

”Reflections” sætter en fed streg under Mark Frosts væsentlige bidrag til ”Twin Peaks” som seriens medskaber og tovholder – det, man i dag ville kalde showrunner. Mange vil nok blive overrasket over at læse, at David Lynch var væk under størstedelen af første sæson, mens Frost var på settet hver dag for at holde opsyn med produktionen. Det var også Frost, der sikrede kontinuiteten ved at lave den sidste gennemskrivning af samtlige manuskripter.

torsdag den 31. juli 2014

Blu-ray-anmeldelse: "Twin Peaks - The Entire Mystery" (ekstramateriale)

Årets mest ventede blu-ray-udgivelse – hvis man spørger mig – er uden konkurrence det luksuriøse bokssæt "Twin Peaks: The Entire Mystery", som udkom i tirsdags, den 29. juli.

Jeg var så heldig at få fingre i et eksemplar allerede torsdagen inden, og at det har taget mig en hel uge at kigge alt ekstramaterialet igennem, siger noget om, hvor ødselt denne boks er udstyret (ikke at det foregående dvd-sæt "Ultimate Gold Box Edition" ellers haltede på dét punkt).


"Twin Peaks: The Entire Mystery" indeholder samtlige 30 afsnit af Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie (sendt over to sæsoner i 1990-91) samt Lynchs efterfølgende spillefilmsprequel "Twin Peaks: Fire Walk With Me" (Twin Peaks - Laura Palmers sidste dage, 1992). Filmnørdens Hjørne kommer til at grave dybt i såvel serien som filmen i en kommende podcast om David Lynch, så jeg vil i stedet fokusere på de nye elementer i boksens omfattende bonusmateriale.

Forhåndsinteressen har især sværmet om de hidtil usete, slettede scener fra "Fire Walk With Me", her samlet under titlen "The Missing Pieces". Det har længe været kendt, at David Lynch optog så meget materiale til prequel-filmen, at næsten halvdelen af scenerne – inklusive flere af de elskede figurer fra serien – endte på klipperummets gulv inden premieren.

En gruppe fans iværksatte for nogle år siden en underskriftindsamling for at få offentliggjort det glemte guld, men der skulle altså otte års juridisk benarbejde til, før rettighederne blev udredt. Nu har David Lynch personligt klippet det forjættede overskudsmateriale sammen til en halvanden times suite, der mere fungerer som en supplerende samling af vignetter end et reelt forløb (a la "More Things That Happened", der udkom på dvd som et appendix til Lynchs "INLAND EMPIRE").

> Læs mit interview med David Lynch om "Inland Empire"


For en Twin Peaks-fan som undertegnede er euforien stor over, at vi endelig får adgang til hele 91 "nye" minutter fra Twin Peaks-universet, endda fra David Lynchs egen hånd. "The Missing Pieces" genindsætter næsten alle væsentlige figurer fra serien (kun Audrey og Benjamin Horne glimrer fortsat ved deres fravær). Sherif Truman, Lucy, Andy og Hawk var ikke med i spillefilmen, men ses her tilbage på politistationen. Josie Packard og Pete Martell stempler ind på savværket, mens Ed og Nadine Hurley kigger forbi Double R-Diner. Bedst af alt får vi flere (omend stadig alt for få) ekstra minutter med Dale Cooper, som altid gestaltet af den uforlignelige Kyle MacLachlan.

Når dét er sagt, må man medgive, at mange af scenerne i "The Missing Pieces" blev udeladt fra "Fire Walk With Me" med god grund. Flere af dem tjener intet andet formål end at give de velkendte figurer en kort cameooptræden, så de kan krydses af på gæstelisten. Desuden er scenerne ofte påfaldende dårligt skrevet og føles (ligesom filmen) som en Twin Peaks-efterligning, der rammer forbi målet, selv om signaturen altså er Lynchs egen.