< I GÅR: "Ludvig & Julemanden" (familiejulekalender, 2011)
I TV 2’s familiejulekalender ”Tvillingerne og Julemanden” (2013), der er en selvstændig fortsættelse af ”Ludvig & Julemanden” fra 2011, møder vi atter den (sk)vattede julemand Nicolas (Lars Hjortshøj) og hans fornuftige kone Julie (Camilla Bendix).
> Se trailer til "Tvillingerne og Julemanden"
Nicolas' største ønske er at kunne smide sit kunstige skæg og blive fuldbefaren, ægte julemand. Da Nicolas og Julie letter fra Grønland og mellemlander kanen i Aalborg for at gøre de sidste indkøb til den stundende højtid, får han chancen for at bevise sit sande værd. For her render parret på den gustne dr. Schwartz (Nicolaj Kopernikus). I sit tidligere liv var han videnskabsmand. Nu er han genfærd og nærer et indædt had til julen og lyset.
Fra sit laboratorium i Hirtshals fyr arbejder dr. Schwartz på at erobre de magiske og magtfulde Lysets Sten, så han kan sprede mørke i verden. Han narrer den godtroende Nicolas til at skrive under på en kontrakt, der lover ham sande julemandsevner. Men Nicolas har ikke læst dét med småt: Hvis han ikke fremskaffer Lysets Sten til dr. Schwartz inden juleaften, vil alle Nicolas' ejendele tilfalde den onde doktor.
Da sagens sande sammenhæng går op for Julie, bliver hun rasende - hvorefter dr. Schwartz tryller Julie om til en gås og bortfører hende. For at få sin hustru tilbage må Nicholas bede mennesketvillingerne Signe (Marie Højgaard Andersen) og Peter (Martin Hempel Barkholt) om hjælp. De bor på Klarupgaard, 12 kilometer øst for Aalborg, hvor Nicolas har fået job som medhjælper i gårdbutikken.
"Tvillingerne og Julemanden" (2013) | Foto: TV 2 |
Tilde Harkamp, der instruerede halvdelen af "Ludvig & Julemanden", stod denne gang for alle 24 afsnit. ”Jeg synes, at den er mere uhyggelig end sidst. Men vi spæder vi op med humor, og så håber jeg, vi har ramt balancen,” udtalte hun om "Tvillingerne og Julemanden" til B.T. 01.12.2013.
” Kommer der nogen overraskelser, vil det virkelig være en overraskelse, men her er meget at hygge sig med, en del at grine af og lidt at gyse over.”
- Niels Lind Larsen om "Tvillingerne og Julemanden" i B.T. 01.12.2013
1.038.000 seere fulgte i gennemsnit TV 2-kalenderen i december 2013. Dermed klarede ”Tvillingerne og Julemanden” sig næsten så godt som sin forgænger, ”Ludvig & Julemanden”, der i 2011 blev den mest sete julekalender på dansk tv i seks år.
Nordjyske Tidendes Max Melgaard opsummerede 25.12.2013:
” På bundlinjen står, at dette i min optik er den hidtil bedste julekalender fra TV 2s side. Jeg erindrer med frygt og bæven TV 2s 90’er-julekalendere, der havde alt for meget larmende musik, alt for mange genbrugte scener og alt for meget discount. Med "Tvillingerne og Julemanden" er der skabt en formfuldendt, fortløbende historie, hvor der stort set dagligt er sket et fornuftigt skridt fremad mod forløsningen.”
Max Melgaard savnede dog en smule mere humor, men roste ellers skuespillet, scenografien og de naturskønne omgivelser. ”Så tak for denne gang. Det har været en fornøjelse,” sluttede han.
Det samme skal lyde herfra som afslutning på Bries Blog-O-Ramas gennemgang af 25 års TV 2-julekalendere. Glædelig jul!
Lars Hjortshøj og Camilla Bendix i "Tvillingerne og Julemanden" (2013) | Foto: TV 2 |
Bonusinfo:
Optagelserne gik i gang 28. januar 2012 i Nordjylland og sluttede 16 uger senere, den 2. juli. Scenografen Erik Peitersen opbyggede 17 dekorationer i længerne på den 400 år gamle Klarupgaard, hvor produktionen havde base. De mange nordjyske locations talte bl.a. Aalborg Zoo, Aalborg Kloster, Hirtshals fyr, Store Restrup herregård og Thingbæk Kalkminer.
Turistbureauet Visit Nordjyllands side om ”Tvillingerne og Julemanden” har artikler, videoklip og billeder fra optagelserne: http://www.visitnordjylland.dk/tvillingerne-og-julemanden#
De to debuterende børn i hovedrollerne, jyske Marie Højgaard Andersen fra Højbjerg og fynske Martin Hempel Barkholt fra Faaborg, blev valgt ud i en casting med 1000 børn. De kendte ikke hinanden, før de fik rollerne som tæt sammentømret tvillingepar – og var i øvrigt også født med 1 ½ års mellemrum.
Seriens iørefaldende titelsang, ”I en stjerneregn af sne”, var komponeret og fremført af Mads Langer.
12. november 2015 havde Deluca Film biografpremiere på ”Emma & Julemanden – jagten på elverdronningens hjerte”, en selvstændig spin-off instrueret af Søren Frellesen. Filmens udmærkede besøgstal (165.260 billetter pr. 20.12.2015) udløste snak om endnu en fortsættelse, der ligesom de foregående skal optages on location i Jylland. Den endnu unavngivne film forventes at få biografpremiere ultimo 2017.
Tvillingerne og Julemanden (TV 2 2013)
Sendetidspunkt: 20.00
Produktionsselskab: Deluca Film.
Instruktion: Tilde Harkamp.
Producent: Morten Rasmussen.
Manus: Camilla Hübbe, Anna Neye, Tommy Bredsted, Lolita Bellstar.
Med Lars Hjortshøj, Marie Højgaard Andersen, Martin Hempel Barkholt, Nicolaj Kopernikus, Lærke Winther, Casper Crump, Alex Høgh Andersen, Sarah-Sofie Boussnina, Camilla Bendix, Sigrid Husjord, Benedikte Hansen, Kasper Leisner, Lise Baastrup, Brian Lykke, Carsten Knudsen, Beate Bille, Troels Malling, Lars Lohmann m.fl.
25 ÅR MED TV 2'S JULEKALENDERE - SAMLET OVERSIGT
30. november: Juleønsket (2015)
1. december: Jul i den gamle trædemølle (1990, genuds. 1996)
2. december: Trolderik og nisserne (1990)
3. december: Trolderiks Julekalender (1991)
4. december: The Julekalender (1991, genuds. 1994, 2001, 2008, 2010-2013)
5. december: Trolderiks Posthule (1992)
6. december: Skibet i Skilteskoven (1992)
7. december: Jul i Juleland (1993)
8. december: Andersens julehemmelighed (1993, genuds. 1998)
9. december: Alletiders Jul (1994, genuds. 2004)
10. december: Alletiders Nisse (1995, genuds. 2006)
11. december: Juletestamentet (1995, genuds. 1999)
12. december: Krummernes jul (1996, genuds. 2001)
13. december: Alletiders Julemand (1997, genuds. 2007, 2014)
14. december: Gufol Mysteriet (genuds. 2004 som ”Station 7-9-13”)
15. december: Brødrene Mortensens Jul (1998, genuds. 2002)
16. december: Olsen-Bandens første kup (1999)
17. december: Pyrus i Alletiders Eventyr (2000, genuds. 2010)
18. december: CWC/Canal Wild Card (2001)
19. december: Jesus og Josefine (genuds. 2009)
20. december: CWC World (2003)
21. december: Jul i Valhal (2005, genuds. 2012)
22. december: Mikkel og Guldkortet (2008)
23. december: Ludvig & Julemanden (2011)
24. december: Tvillingerne og Julemanden (2013)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar