< I GÅR: "Krummernes jul" (familiejulekalender, 1996)
Jan Linnebjerg (Pyrus) i "Alletiders Julemand" (1997) | Foto: Søren Hartvig/TV 2 |
To år i træk kårede Billed-Bladets læsere Jan Linnebjerg (Pyrus) til ”årets bedste tv-skuespiller”. I Lyngby Storcenter uden for København opstod der tumultagtige tilstande, når Pyrus gik på scenen til sin årlige juleoptræden. Ungnissen fra TV 2's julekalendere 1994 og 1995 var officielt en landeplage, så det var næsten uundgåeligt, at Pyrus vendte tilbage med en ny kalenderserie i 1997 – naturligvis med Jan Linnebjerg i hovedrollen.
”Alle gode gange tre, men nu er det også slut,” understregede Jan Linnebjerg i et interview med Ekstra Bladet 18.11.1997. Skuespilleren udtrykte benovelse over, at både TV 2 og seerne ville have mere Pyrus. Men han indrømmede også, at pengene var den væsentligste årsag til, at han tog en tredje runde i nissemanegen.
”Tanken om at blive sat i bås som Pyrus har jo strejfet mig”, sagde han.
”Efter tre år må jeg have aftjent min værnepligt i nisseriet”
- Jan Linnebjerg i Dagbladenes Bureau 25.11.1997
Den 22. maj 1997 startede optagelserne til ”Alletiders Julemand”, i folkemunde ”Pyrus III”, i TV 1 Productions' studier i Taastrup. Som titlen røber, forsøger Rigsarkivets nisser denne gang at grave i selveste Julemandens historiske baggrund. For den overivrige Pyrus har selvfølgelig kludret i det, så Julemanden (Henrik H. Lund) ikke længere kan huske, hvem han er.
Paul Hüttel, Jan Linnebjerg, Henrik H. Lund og Christiane Bjørg Nielsen | foto: Søren Hartvig/TV 2 |
Samtidig har rigsarkivar Bertramsen modtaget en forespørgsel fra Hendes Majestæt Dronningen, idet en af hendes prinser har giftet sig med en asiatisk kvinde (i virkelighedens verden ægtede prins Joachim Alexandra Christina Manley fra Hongkong i november 1995). Den fremmede prinsesse ønsker at vide, hvordan Julemanden adskiller sig fra almindelige nisser.
Ny julehader på Pyrus-holdet i ”Alletiders Julemand” var Søren Østergaard som politiinspektør Krusø (prøv at udtale navnet med fransk accent og tænk på Peter Sellers). I hvert afsnit kommer Krusø anstigende til Rigsarkivet i en ny forklædning, fra tyroler til skadedyrsbekæmper, for at få fingre i Bertramsens rapport til dronningen.
Jesper Klein spillede for tredje gang Bertramsen i ”Alletiders Julemand”. Klein var samtidig julekalenderaktuel i DR1's genudsendelser af ”Tryksen” (1982), hvor han spillede syv roller, og ”Jullerup Færgeby” (1974), hvor han lagde stemme til en række figurer.
Jesper Klein og Jeanne Boel i "Alletiders Julemand" (1997) | Foto: Søren Hartvig/TV 2 |
Over for Bries Blog-O-Rama mindes julekalenderens instruktør og forfatter, Martin Miehe-Renard, Jesper Klein som ”et fænomen, et formidabelt menneske.”
”Han var et meget specielt talent, der altid spillede med stor energi og fantasirigdom,” siger Martin Miehe-Renard. Han føler, at samarbejdet med Jesper Klein på Pyrus-kalenderne er noget af det største, han har oplevet i sit professionelle liv.
”Vi havde en løbende konkurrence om hvem der havde lavet flest julekalendere. Jeg mangler at lave én for at komme op på siden af ham, hvilket han lagde en stor ære i. Til gengæld truede jeg ham med at lade Bertramsen afgå ved døden,” fortæller Martin Miehe-Renard.
Trods hård konkurrence fra DR1's Jesper Klein-kalendere, kvindehåndboldlandskampe og lørdagens ”Matador”-reprise løb TV 2's familiejulekalender af med sejren i december 1997. ”Alletiders Julemand” trak i gennemsnit 1,1 mio. seere dagligt. Det var dobbelt så mange som årets andre danske julekalenderserier, herunder TV 2's voksenjulekalender ”GUFOL Mysteriet” og DR1's mislykkede forsøg på en TV 2-agtig familiejulekalender, ”Den hemmelige tunnel”.
Christiane Bjørg Nielsen og Jan Linnebjerg i "Alletiders Julemand" | foto: Søren Hartvig/TV 2 |
Succesen var et skulderklap til Martin Miehe-Renard og TV 2's programredaktion:
”Rent historiemæssigt synes vi også, det er den bedste, vi hidtil har lavet,” udtalte redaktør Preben Vridstoft til B.T. 03.12.1997. Vridstoft hævdede, at han havde måttet overtale Martin Miehe-Renard til at give sig i kast med denne tredje ombæring af Pyrus.
»Martin […] var bange for, at børnene skulle blive trætte af Pyrus. Nu har han lige ringet med en idé til nummer fire.”
Pyrus' fjerde julekalender, ”Pyrus i Alletiders Eventyr”, fulgte i 2000, samme år som spillefilmen ”Pyrus på pletten” fik biografpremiere.
Pressen skrev:
”Martin Miehe-Renard har som instruktør og forfatter fortræffeligt formået at lægge noget ind i sin fortælling, som velsignet nok virker imod konceptets kommercielle rammer. Nemlig at advare mod 'Lykkehjuliseringen' af fremtidens julekalender og fastholde et alment barnligt budskab i selve højtiden ved at understrege de af dens traditioner, som ikke kan købes for penge, men skal dyrkes med få midler hjemme. Sammen med forældre, som ikke bare skal styrte rundt og købe dyrt ind af alt.”
- Bo Tao Michaëlis, Politiken 23.12.1997
TV 2's lågekalender 1997, tegnet af Lars Petersen |
Lørdag 29. november tyvstartede TV 2 årets julekalenderserie med et optaktsafsnit, hvor Pyrus tryller sig ind i TV 2's morgenstudie og møder programmets vært, Michael Meyerheim, som bor der. Også Bertramsen, Josefine, Leif Jørgen og Julemanden dukker op i afsnittet, som aldrig er blevet genudsendt eller udgivet på video.
Soundtrack-cd'en med Jan Rørdam og Martin Miehe-Renards sange fra ”Alletiders Julemand” nåede at sælge til platin (50.000 eksemplarer) inden juleaften 1997. En Pyrus-cd-rom med indbygget tidskode, der forhindrede, at brugerne snød sig til at kigge på slutningen, solgte 25.000 eksemplarer i december.
Skurken fra ”Alletiders nisse”, rationaliseringseksperten Uffe Spage Andersen, blev skrevet ud af ”Alletiders Julemand” sent i forløbet. Det udløste et sagsanlæg mod TV 2's produktionsselskab Adaptor/Frontier på vegne af skuespilleren Steen Stig Lommer, der mente at have fået tilsagn på sin medvirken i fortsættelsen.
TV 2's børne- og ungdomsredaktør Preben Vridstoft gæsteoptræder foran kameraet i ”Alletiders Julemand”, hvor han spiller emsig departementschef. Den atypiske rollebesætning var Martin Miehe-Renards idé. Han mente, at Vridstoft – som øverste chef for Pyrus-produktionen – havde naturlige anlæg for at spille chefen, der altid kommer forbi på ulejlige tidspunkter og ser ting, der ikke burde være foregået ...
Ifølge Preben Vridstoft fik både John Cleese, Rowan Atkinson og Mel Smith tilbuddet om at spille engelsk julemand i afsnit 18. Alle takkede nej. Gyldengrød (Paul Hüttel) endte i stedet med at fremtrylle en engelsk revisor, spillet af den herboende skotte Ian Burns.
I december 1996 måtte Lyngby Storcenter tilkalde bodyguards for at eskortere Jan Linnebjerg helskindet væk efter en optræden som Pyrus. Det afskrækkede ikke skuespilleren fra at vende tilbage i 1997 og underholde kunderne i Lyngby Storcenter uden for København. Storcentrets Pyrus-juleshow spillede tre gange hver eftermiddag og foregik i seriens originale kulisser. Linnebjerg måtte hele måneden pendle mellem lufthavnene Tirstrup og Kastrup, idet han havde en birolle i ”David og Goliath” på Århus Teater hver aften kl. 19.30.
Alletiders Julemand (TV 2 1997, genuds. 2007 og 2014)
Produktionsselskab: Frontier Media.
Instruktion, manuskript og sangtekster: Martin Miehe-Renard.
Musik: Jan Rørdam.
Med Jan Linnebjerg, Christiane Bjørg Nielsen, Paul Hüttel, Jesper Klein, Jeanne Boel, Henrik H. Lund, Søren Østergaard, Preben Vridstoft, John Lambreth, Finn Storgaard, Claus Bue, Torben Zeller, Nis Bank-Mikkelsen m.fl.
> I MORGEN: "Gufol Mysteriet/Station 7-9-13" (voksenjulekalender, 1997)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar