onsdag den 16. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Olsen-Bandens første kup" (1999)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

> I GÅR: "Brødrene Mortensens Jul" (familiejulekalender, 1998)

"Olsen-Bandens første kup" (1999) | Foto: Søren Hartvig/TV 2

På en togtur til TV 2's hovedkontor i Odense fostrede kanalens børne- og ungdomsredaktør Preben Vridstoft en idé, som måske kunne blive til en julekalender: Hvordan opstod Olsen-Banden?

Han satte sig ned og genså de dengang 13 film i Erik Balling og Henning Bahs' elskede filmserie om den uheldige, meget danske forbrydertrio Egon (Ove Sprogøe), Benny (Morten Grunwald) og Kjeld (Poul Bundgaard).

TV 2 turde dog ikke give grønt lys til en hel julekalender om bandemedlemmerne. Først måtte Preben Vridstoft sikre sig, at det overhovedet lod sig gøre at skildre Olsen-Bandens kriminelle aktiviteter uden at forherlige dem. ”Hele tiden ud fra mottoet, at de kun laver en forbrydelse for at afsløre en, der er større end deres egen,” forklarede Vridstoft (B.T. 04.11.1999).

Lars Mering og Anne-Marie Olsen – der også var manuskriptforfattere på ”Andersens Julehemmelighed” (1993) og ”Brødrene Mortensens Jul” (1998) – fik til opgave at udtænke en oprindelseshistorie til forbrydertrioen. Siden kom Ole Meldgaard (”Juletestamentet”, 1995) med på skriveholdet, ligesom den ene af seriens to instruktører, Martin Miehe-Renard, også bidrog til teksten.

"Olsen-Bandens første kup" (1999) | Foto: Søren Hartvig/TV 2

Forfatterne var opsatte på at skabe et selvstændigt produkt, der overholdt reglerne fra det velkendte Olsen-Bande-univers, men uden at plagiere de folkekære film. Presset føltes ikke mindre af, at Olsen-Bandens fædre, Erik Balling og Henning Bahs, samtidig sad i nabokontoret på Nordisk Film og arbejdede på deres manus til ”Olsen Bandens sidste stik” (1998), filmseriens 14. og sidste kapitel.

”Kontorerne emmede af Banden, og det gjorde et stort indtryk på mig, at Bahs fastholdt, at Olsen Banden var en tragedie. Det er det jo virkelig, fordi Egon altid mislykkes og ender i fængsel. Selve historien og de kriminelle handlinger voldte os en del kvaler. For hvordan kan man lave noget for børn, der handler om kriminalitet, uden at det får de helt store tragiske følger. Vi må med skam melde, at vi ikke har været modige nok til at lade Egon havne i et ungdomsfængsel. Det er trods alt jul. Så det kan godt være, vi har skrevet det lidt for rørstrømsk,” udtalte Lars Mering til Berlingske Tidende 21.08.1999.

”Egon Olsen er en kæmpe-egoist, der lige så godt kunne være kommet fra Mars. Man kan ikke forestille sig, han har en far eller mor, og derfor var det nærliggende, at han kom fra et børnehjem. Vores opgave har været at forklare, hvad der har gjort et menneske så stærkt, at han som voksen ikke har behov for et bagland, men bruger/misbruger sine venner i stedet.”

- forfatterne Anne Marie Olesen og Lars Mering (B.T. 04.11.1999)

Seriens tre forfattere gav udtryk for, at tv-budgettet på knap 20 mio. kroner – som ellers lå over TV 2's vante julekalenderniveau – hæmmede deres ambitioner om at få ”Olsen Bandens første kup” til at ligne en rigtig Olsen-Bande-film. Løsningen blev at lade konflikterne mellem børnene handle om følelsesmæssige ting.
”Kjelds kærlighed til Yvonne, det første kys, udforskningen af det andet køn og den gryende pubertet, og spørgsmålet om man kan tillade sig at gå ind i pigernes omklædningsrum,” som Ole Meldgaard formulerede det (Berlingske 21.08.1999).

Under arbejdet med manuskriptet besluttede Lars Mering og Anne-Marie Olsen at målrette historien mere mod familiepublikummet end mod de yngste. ”Hvis der skal være spænding og følelser med i kalenderen, så kan de helt små børn ikke følge med i historien. Derimod var det vigtigt for os, at de voksne synes godt om kalenderen. For deres tilstedeværelse foran skærmen vil trække både de helt små og de lidt ældre til,” sagde Anne-Marie Olsen til Ekstra Bladet 04.11.1999.

"Olsen-Bandens første kup" (1999) | Foto: Søren Hartvig/TV 2

At dømme efter dagbladenes anmeldere lykkedes det mindre godt for TV 2's familiejulekalender 1999 at fange de voksne seere og styre uden om det pjattede.

”'Olsen Bandens første kup' er i udpræget grad henvendt til børn, og humoren bevæger sig på kanten af Gøg og Gokke-stadiet, mens de sproglige finesser desværre ikke er prioriteret højt,” skrev Sørine Gottfredsen i Aktuelt 02.12.1999. Hendes unavngivne kollega i B.T. beklagede sig samme dag over ”en lalleglad stil, hvor voksne er mere barnlige end børnene”.

Dog roste B.T. de tre drenge i hovedrollerne, Jens Sætter-Lassen (Egon), Dennis Simonsen (Benny) og Noah Sebastian Lynnerup (Kjeld): ”De spiller nemlig intet mindre end overraskende godt, og de klarer sig igennem det vattede manuskript med troværdighed og gennemslagskraft.”

”De tre barneaktører har leveret varen hinsides enhver rimelig forventning - og det har været den grundlæggende årsag til, at man som - voksen - seer har kunnet sluge den til tider temmelig letkøbte og forudsigelige handling.”
- Henrik Palle i Politiken 21.12.1999

Et dagligt, gennemsnitligt seertal på 1.060.000 danskere (plus 50.000 til næste dags genudsendelse) vidnede om en lille nedgang i tilslutningen til TV 2's familiejulekalendere. ”Olsen-Bandens første kup” er aldrig blevet genudsendt i Danmark.

TV 2's lågekalender 1999, tegnet af Jan Kjær - kilde: www.u-landskalenderdr.dk

Bonusinfo:

Som noget nyt blev familiejulekalenderen ”Olsen-Bandens første kup” fulgt op af en påskekalender på syv afsnit. Ekstraafsnittene foregår i dagene mellem jul og nytår, hvor det også var meningen, at de skulle udsendes. Imidlertid kom afsnit 25-31 først på skærmen 17.-23. april 2000. Disse episoder er ikke inkluderet på videoudgaverne af ”Olsen-Bandens første kup”.

Konceptet Olsen-Banden junior opstod egentlig som en svensk forgrening af Erik Balling og Henning Bahs' filmserie. Fra 1995 til 2006 udkom fire biograffilm om ”Lille Jönssonligan” på det svenske marked.

”Olsen-Bandens første kup” blev genindspillet på norsk af Nordisk Films afdeling i Oslo. TV 2 Norge sendte denne version af julekalenderen i 2001.

Også i 2001 fik den danske "Olsen-Bandens første kup" en slags uofficiel efterfølger, idet Nordisk Film udsendte biograffilmen ”Olsen-Banden junior”, instrueret af Peter Flinth med nye børneskuespillere i de tre hovedroller. Filmen solgte 195.132 billetter.

Nordmændene har altid været glade for Olsen-Banden og deres genvordigheder. De danske biograffilm blev løbende genindspillet med norske medvirkende fra 1969 og frem, og konceptet ”Olsen-Banden junior” endte med at bide sig endnu bedre fast i Norge end herhjemme. Fra 2003 og frem har Nordisk Film i Norge produceret indtil videre seks spillefilm om ”Olsenbanden jr”.

Den 13-årige Jens Sætter-Lassen, der spillede Egon i TV 2 Danmarks "Olsen-Bandens første kup", er søn af skuespillerparret Søren Sætter-Lassen og Vibeke Hastrup. Han havde tidligere medvirket i TV 2-julekalenderne ”Alletiders nisse” (1995) og ”Alletiders Julemand” (1997). Jens Sætter-Lassen har fortsat sin skuespillerkarriere som voksen, bl.a. i DR's seriesatsning ”1864” (2014).

Forlaget Litas udgav ”Olsen-Bandens første kup” som bog i 1999, illustreret med stills fra serien.

"Olsen-Bandens første kup" (1999) | Foto: Søren Hartvig/TV 2

Olsen-Bandens første kup (TV 2 1999)
Sendetidspunkt: 20.00.
Produktionsselskab: Nordisk Film.
Instruktion: Martin Miehe-Renard, Giacomo Campeotto
Manuskript: Anne-Marie Olesen, Lars Mering, Ole Meldgaard.
Musik: Bent Fabricius-Bjerre; sangtekster: Martin Miehe-Renard.
Med: Jens Sætter-Lassen, Dennis Simonsen, Noah Lynnerup, Stine Bjerregaard, Karin Jagd, Anders Nyborg, Jesper Langberg, Peter Steen, Ludomir Diell Løkken, Emilia Hunsfeldt, Kurt Ravn, Asger Reher, Christian Damsgaard, Simon Krogh Stenspil, Lisbeth Lundquist, Tonny Landy, Max Hansen.

> I MORGEN: "Pyrus i Alletiders eventyr" (familiejulekalender, 2000)

1 kommentar:

  1. Din blog rummer ellers mange interessante facts om diverse julekalendere. -Facts som jeg i hvert fald ikke har kunnet finde andre steder. Det er altid spændende at læse om :)

    SvarSlet